<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Total Entreprenøren ApS i Ringsted investerede i februar i en Manitou MRT2550P+ ST4 teleskoplæsser, og fra første dag har den været på opgave. Her er den ved boligprojektet Magdalene Parken i Gl. Holte nord for København.

Manitou teleskoplæsser: Alsidigheden er styrken

  • 2019-04-08

    Total Entreprenøren ApS i Ringsted var ikke i tvivl, da de skulle investere i nyt materiel. Manitous serie af MRT teleskoplæssere kan både arbejde som kran og med mandskabskurv og var derfor det oplagte valg.

    Det forpligter med et virksomhedsnavn som Total Entreprenøren ApS, og det stiller ligeledes høje krav til den tilhørende maskinpark. Virksomheden har hjemme i Ringsted, få minutters kørsel fra motorvejen, og rent fysisk med få hundrede meters afstand til Scantrucks sjællandske afdeling.

    Her købte Total Entreprenøren tidligere på året en Manitou teleskoplæsser model MRT2550P+ ST4. Siden leveringen i begyndelsen af februar har den været i brug hele tiden.

     

    - Vi anvender den blandt andet til kranopgaver af tunge byggeelementer, spær og stål. Derudover udfører den palleløft til stilladser, og mandskabskurven er rigtig god ved udtagning af vinduer ved nedrivningsopgaver og øvrige montagearbejder i højden, forklarer Palle Gade, ejer af Total Entreprenøren.

     

    Brug for alsidig maskine

    Virksomheden er etableret i 2007 og består i dag af cirka 60 medarbejdere plus 12-14 fast indlejede folk. Opgaverne består af nedrivning, jord-, beton- og kloakarbejde, tømreropgaver og anlægsarbejde. Der er blandt meget andet gravemaskiner i alle størrelser i virksomhedens maskinpark, men Manitou MRT2550P+ ST4 er den eneste teleskoplæsser.

     

    - Vi har allerede en kranbil i vores maskinpark, men den har alt for travlt. Den nye Manitou er købt som et supplement til den eksisterede kranbil. Derudover havde vi ikke noget med en kurv på. Det havde vi tidligere lejet ind. Vi kunne godt have valgt at investere i endnu en kranbil, men med Manitou teleskoplæsseren har vi fået en mere alsidig maskine. Vi er involveret i mange fagområder, og det kræver en stor maskinpark. Det har vi også, men nu er den blevet mere alsidig, forklarer Palle Gade.

     

     Udover at udføre kranopgaver op til fem tons kan den også udstyres med en mandskabskurv, hvilket Total Entreprenøren gør flittigt brug af.

     

    Læs også: Interview med maskinstyringsansvarlig hos Scantruck A/S, Jan Larsen: Fra klodset jernklump til GPS-styret præcisionsværktøj

     

    Ingen kritik

    Total Entreprenøren har tidligere haft en Manitou i deres maskinpark.

     

    - Derfor var jeg sikker på, at det igen skulle være en Manitou, vi skulle investere i. I min optik er de længst fremme i forhold til sikkerhed, stabilitet og maskinteknik. Jeg var ikke i tvivl om, at den var den maskine, jeg ville have, understreger Palle Gade.

     

    I skrivende stund er den beskæftiget på boligprojektet Magdalene Parken i Gl. Holte nord for København. Her er et opdragelseshjem fra 1907 ved at blive renoveret og bygget om. Samtidigt opføres nye bygninger på grunden, som i alt skal rumme 63 nye ejerlejligheder. Foruden de gamle hovedbygninger består projektet af syv nye rækkehuse, to portnerboliger og fire nye palæer.

    Teleskoplæsseren har blandet andet pillet skorstenene ned på de gamle bygninger, løftet folk op til udtagningen af de gamle vinduer og løftet byggematerialer på plads i højden. Hver gang har den udført arbejdet uden modstand.

     

    - Der er ikke noget negativt at sige om maskinen. Jeg har ikke hørt nogen kritik fra mine folk, og det plejer at være et godt tegn, siger Palle Gade.

    Teleskoplæsserens rækkevidde og løftehøjde stod sin prøve, da et stort bøgetræ ved Magdalene Parken skulle fjernes.

     

    Kræver ikke meget plads

    MRT er en serie af roterende og firehjulstrukne teleskoplæssere med firehjulsstyring. Serien har været solgt i Danmark gennem flere år, og maskinerne har en løftehøjde, der spænder fra 14 til 32 meter.

     

    Total Entreprenørens nye model MRT2550P+ ST4 har således en max. løftehøjde på knap 25 meter og den har en løftekapacitet på fem tons. Motoren er en Stage 4 motor fra Mercedes.

     

    - Vi har hovedsageligt solgt MRT-serien til udlejningsselskaber og industrikunder. Teleskoplæsserne er meget alsidige maskiner, da de både kan anvendes til kranopgaver og til mandskabsløft. I forhold til en traditionel teleskoplæsser, der kan køre armen op og ned, kan en MRT også dreje, hvilket betyder, at den ikke behøver meget plads for at kunne løse mange flere opgaver, siger Per Lindenborg, produktchef for Manitou hos Scantruck A/S, der importerer, forhandler og servicerer Manitou i Danmark.

     

    - Vi har i år solgt forholdsvis mange teleskoplæssere i MRT-serien til kunder i både Danmark og Sverige. Den er større end de fleste andre teleskoplæssere, men den passer også til mange behov, fordi den er så alsidig, siger Per Lindenborg.

    Anbefalede artikler