<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Grønlands-Erhverv-Malu-Desire-Christian-Keldsen-TOP

Investeringer i Grønlands fremtid

  • Anlæg
  • Byggeriets udvikling
  • Nordatlantisk Byggeri
  • 2026-10-19
  • | Indlæg af Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv

  • Set fra erhvervslivets perspektiv er den nye aftale mellem Grønland, Danmark og USA meget interessant. Grønlands Erhverv forventer, den vil være en vigtig driver for udviklingen af det lokale erhvervsliv.

    Hos Grønlands Erhverv hilser vi det velkommen, at der nu er skabt klarhed om rammerne for det fremtidige samarbejde mellem Grønland, Danmark og USA, samtidig med at der skabes ro for befolkningen om USA´s intentioner i Grønland.

    Aftalen mellem Grønland, Kongeriget Danmark og USA giver USA mulighed for at modernisere aktiviteterne ved Pituffik Space Base, samt etablere nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig. Derudover åbnes mulighed for yderligere militære anlæg og installationer i Grønland efter aftale mellem parterne.

    Grønlands-Erhverv-Malu-Desire-Christian-Keldsen-2_1


    Grønlands Erhverv ønsker at sende en stor anerkendelse af det diplomatiske arbejde fra det grønlandske og danske embedsværk. Her er det helt centralt, at USA forpligter sig til i videst muligt omfang at anvende grønlandskbaserede aktører til etablering, drift, vedligeholdelse og service af forsvarsområderne, forudsat at virksomhederne har den nødvendige kapacitet og kompetence.

    Stor optimisme i horisonten

    For et år siden var spørgsmålet, hvad der skulle ske med den grønlandske bygge- og anlægsbranche, når de store lufthavnsprojekter var afsluttet. For selv om pipelinen ikke har den samme længde som tidligere, er der alligevel optimisme i horisonten. Ikke mindst som følge af den store geopolitiske interesse, der er omkring Grønland. De kommende år kan byde på betydelige investeringer i forsvar og sikkerhed, energi, havne, telekommunikation, turisme, boliger og råstofudvinding.

     

    Forsvarsinvesteringerne er en historisk mulighed

    Perspektivet omkring forsvars- og sikkerhedsinvesteringerne er blevet endnu tydeligere med den nye aftale. Der skal investeres betydeligt i Arktis, og investeringerne skal gavne både lokalsamfund og erhvervsliv. En del af investeringerne vil naturligt være højteknologiske eller militært specialiserede. Men en anden del vil handle om noget, som grønlandske virksomheder allerede er gode til: byggeri, anlæg, havne, logistik, transport, installationer, vedligeholdelse og drift under arktiske forhold.

    Når der investeres i Grønland, er de politiske mål, at investeringerne samtidig skal opbygge kompetencer og kapacitet i det grønlandske erhvervsliv. Resultatet af investeringerne kan være infrastruktur eller funktioner, som kan anvendes af både civilsamfundet og militæret. Såkaldt ”dual use”. Store dele af Grønlands infrastruktur er opstået under denne præmis, og grønlandske virksomheder har 80 års erfaring med et servicere og støtte militære anlæg.

    Der er allerede en tidlig dialog mellem virksomhederne og Forsvaret og målet er, at udbuddene vil gøre det realistisk for lokale aktører at deltage. Her ligger også muligheder for partnerskaber mellem grønlandske og internationale virksomheder. Den bedste investering er den, der stadig skaber værdi i Grønland, når selve byggepladsen er væk.

    Offentlig og privat kapital

    Det offentlige spiller en vigtig rolle i udviklingen af Grønland. Samfundet står over for et øget behov for nye boliger, erhvervsbyggeri, hoteller og anden infrastruktur. Målet er, at både offentlig økonomi og private investeringer kan spille sammen, ikke mindst i lyset af, at de offentlige finanser bliver mere pressede.

    Grønlands-Erhverv-Malu-Desire-Christian-Keldsen-1_1


    I dag er en meget stor del af byggeriet direkte eller indirekte afhængigt af offentlige bygherrer. Det gør aktivitetsniveauet sårbart over for politiske prioriteringer og udsving i de offentlige finanser.

    Som erhvervsorganisation arbejder Grønlands Erhverv derfor med beslutningstagerne om de barrierer, der gør det vanskeligt at finansiere private projekter. Det gælder blandt andet rammerne omkring arealer, finansiering, realkredit, offentlig-private samarbejder og investorernes mulighed for at vurdere risikoen ved langsigtede investeringer i Grønland.

    Offentlig kapital skal bruges dér, hvor den er nødvendig. Men den skal ikke stå i vejen for privat kapital dér, hvor markedet kan løfte opgaven.

     

    Nuuk og kysten

    Grønland er mere end hovedstaden, Nuuk. Landet er befolket af 56.740 mennesker, der bor på 72 forskellige lokationer. Arealet svarer til en distance fra Norge til Marokko. Målet er at stimulere til økonomisk aktivitet i hele landet og i det hele taget at diversificere Grønlands økonomi, der i dag er meget afhængigt af fiskeriet.

    Offentlige investeringer kan understøtte en igangværende vækst, og dermed erhvervsstrukturen og bosætningen. Den offentlige infrastruktur er det ”fundament”, som vi bygger vores samfund og erhverv på, og erhvervsaktiviteten er mere end beton og gravemaskiner, men drejer sig om lærepladser, arbejdspladser og lokal aktivitet. Sagt på en anden måde: De er grundlaget for de levende lokalsamfund, som Grønland finder en stor del af sin identitet i.

    Kalaallit Nunaat betyder Menneskenes Land

    I centrum for Grønlandsk politik, står befolkningen. Udviklingen i boligmassen skal komme befolkningen til gode, og selvom behovet for hoteller og overnatning er vigtigt for at udvikle turismen, er det primære fokus på at sikre de mennesker, der er befolkningen i Grønland. Et paradoks er den høje beskæftigelse der medfører, at der mangler arbejdskraft i Grønland.

    Grønlands Erhverv ønsker, på vegne af foreningens mere end 300 medlemsvirksomheder, at der sikres en stabil pipeline af opgaver indenfor bl.a. bygge- og anlæg, så ressourcer kan planlægges og tilpasses. Det er på den måde, at stabile jobs kan sikres og den ønskede diversificering af økonomien kan udmøntes. For virksomheder investerer i mennesker, når de kan se en fremtid for dem.

    Læs flere artikler om bygge- og anlægsbranchen i det arktiske

    Anbefalede artikler