<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Topperne_hero

Lavere fremløbstemperatur? Boligforening isolerede sig ud af problemet

  • Materialer og Løsninger
  • Boligforeningen
  • Energi og Energioptimering
  • Tag og Facade
  • 2026-05-06
  • | Af Redaktionen
  • | Fotos: Sto Danmark

  • Københavns Kommunes planer om at sænke fremløbstemperaturen til 60 °C gav Ejerforeningen Birkelund i Albertslund skubbet til en omfattende energirenovering.

    Da Ejerforeningen Birkelund i 2018 blev informeret om temperaturnedsættelsen i fjernvarmenettet fra 70-95 grader (alt efter årstiden) til 60 grader igangsatte man et arbejde med at undersøge mulige løsninger for at sikre stabile temperaturer i de mange lejligheder.

    Ejerforeningen kontaktede arkitektfirmaet Rørbæk og Møller A/S, hvor blandt andet Mette Nørgård stod for at udvikle løsningsforslaget, som består af en armeret pudsløsning baseret på 120 mm phenolharpiks-isolering fra Sto Danmark. Inden arbejdet blev igangsat, etablerede man en større mock-up, der dækkede et helt facadeafsnit. Her fik man mulighed for at afklare tekniske og håndværksmæssige udfordringer og samtidig sikre, at de visuelle ambitioner levede op til forventningerne. Mette Nørgaard udtaler i en pressemeddelelse fra Sto Danmark:

    – Pudsløsninger til facader er både en æstetisk og økonomisk attraktiv måde at skabe en effektiv klimaskærm på. Desværre ser vi ofte eksempler på, at de ikke udføres korrekt. Det kræver stor faglig viden, den rette rådgivning fra producenten og specialuddannede håndværkere der ved hvordan materialet skal håndteres. I dette projekt var det en fornøjelse at samarbejde med Sto Danmark, som understøttede og superviserede vores arbejde i projekteringen, det var især Tage Ludvigsen, teknisk rådgiver vedr. facader hos Sto Danmark, der var en stor hjælp. Det var BYENS Tag- og Facade, der gennemførte selve renoveringen med dygtige og engagerede håndværkere, specialuddannet i netop Sto-isolering og facadepuds. Den første blok der blev renoveret tog lidt længere tid end de efterfølgende, fordi der jo altid på så store opgaver viser sig ’børnesygdomme’ men, efter metodeafklaring hos Sto kørte resten af arbejdet på skinner.

    Stringente facader

    Ejerforeningens bestyrelse havde et ønske om, at bebyggelsen skulle bevare dele af sin oprindelige identitet – herunder de lange vinduesbånd i facaden. Med det fokus er man endt med en flot, hvid og stringent facade, der på en harmonisk måde viderefører de arkitektoniske kvaliteter fra det oprindelige byggeri samtidig med et mere moderne touch.

    – Bygningerne fremstår ikke længere med rå, fritlagte betonoverflader, men har i stedet fået et funktionalistisk udtryk med rene, hvide facader, der står i flot kontrast til de sort/grå vinduesbånd og markante altan ’kolonner’. Dermed er det lykkedes at løfte hele bygningskompleksets udtryk – samtidig med, at løsningen har en klar isoleringsmæssig værdi, afslutter Mette Nørgaard.

    Anbefalede artikler