<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Automester - Highres (1 of 18) (1) (2)

Jan Ankersen, kædechef i AutoMester

Lad os træde på speederen og tage mere ansvar for vores lærlinge!

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2022-10-07
  • Branchen bør selv tage ansvar for lærlingenes uddannelse og trivsel under uddannelsen, siger Jan Ankersen, kædechef i AutoMester, som har indgået samarbejde med Skjern Tekniske Skole for at sikre en høj faglighed hos lærlingene.

    Erhvervsuddannelser har længe spejdet efter flere elever, og for 2022 er det kun 20 % af de unge, der efter folkeskolen søger ind på erhvervsskolerne, mens omkring 72 % søger ind på gymnasierne.

    Fortsætter udviklingen ad samme kurve, vil man i 2030 mangle omtrent 100.000 faglærte, heriblandt mekanikere, der skal reparere fremtidens biler. 

     

    - Det er en velkendt talemåde, at det “ikke ligefrem er studenterhuen, der trykker,” men hvorfor skal en hat være målestok for, om man er lykkedes, når vi har brug for flere og også mere praktiske og krævende fagligheder?

    Det er på tide, at vi lige trækker håndbremsen og begynder at anerkende håndens vigtighed, væsentlighed og værdi, siger Jan Ankersen, kædechef i Automester.

     

    Lærlingeoprør

    I maj 2022 underskrev over 250 lærlinge og nyuddannede et lærlingeopgør, fordi de oplever, at deres uddannelse bliver behandlet som en andenrangs-uddannelse.

    Ifølge Jan Ankersen handler det ikke kun om uddannelsesinstitutionerne:

     

    - Jeg vil påstå, at branchens ansvar i debatten rækker lige så langt - hvis ikke længere - end skolernes. Tag for eksempel uddannelsen som automekaniker.

    Den varer tre og et halvt år i alt. Undervejs har eleverne syv forløb på skole - hvert forløb varer fem uger. Resten af tiden arbejder de ude hos os i branchen. Rundt regnet bruger fremtidens mekanikere altså cirka 80 % af deres uddannelsesforløb på et værksted.

    Derfor starter det hele hos alle os, der arbejder med faget hver eneste dag. Hvorfor tager vi som branche ikke ansvaret på os? Hvordan kan vi være nået til, at vores unge lærlinge selv må tage kampen op? Burde vi ikke have trådt til for længst? 

    Hos AutoMester indgik man i februar et samarbejde med Skjern Tekniske Skole. Samarbejdet skal sikre fremtidens mekanikere optimale forhold for at få en høj faglighed - særligt indenfor fremtidens el- og hybridbiler, hvor der mangler kompetencer, siger Jan Ankersen:

    - Hvis vi skal sparke lidt til vores egne dæk, så tror vi på, at det er den slags skoler, der er vejen frem for håndens arbejde. Men den historie bliver kun lykkelig, hvis vi som branche også tager et socialt ansvar på arbejdspladsen for, at vores lærlinge havner på de rigtige uddannelser.

     

     

    Find fællesskabet i fagligheden

    Man kan nemt at føle sig som “Palle alene i verden,” når man er yngstemand på gulvet, fortæller Jan Ankersen og opfordrer til tiltrække og fastholde de unge i det faglige fællesskab.

     

    - Hos AutoMester har vi oprettet en klub for vores lærlinge, hvor de kan mødes om både fagligt og socialt. Og det er noget, som vi kan se virker på sammenholdet.

    Mere end 100 mekanikerlærlinge deltog på vores seneste event på Egeskov Slot, og vi har endnu flere medlemmer i vores Facebookgruppe for lærlinge, der både bruges til sparring og til at dele en fælles passion.

     

    - Hvis vi som branche ikke kæmper for vores lærlinges sag og faglighed eller viser den faglige stolthed i at være indehaver af svendebrevet, vil prestigen i håndens arbejde ikke stige. Tværtimod vil vi medvirke til, at flere vælger en anden vejbane i uddannelsesverdenen.

    Så kære branche: Mens politikerne stadig leder efter koblingen, er det på tide, at vi tager føringen, træder på speederen og begynder at tage mere ansvar for vores lærlinge! Det er trods alt vores branches fremtid, det handler om.

    Anbefalede artikler