
Kan nu reducere betons CO2-aftryk op til 50 %
Måske så du Unicons mere klimavenlige beton i tv-programmet Nybyggerne, men nu er den nyudviklede betontype UNI.PLUS klar på markedet og er allerede brugt i en række byggerier.

Unicon, der er førende producent af færdigblandet beton, har udviklet en betontype, hvis CO2-aftryk er op til 50 % lavere sammenlignet med traditionel beton med RAPIC cement.
UNI-PLUS blev første gang anvendt i fire huse i Holstebro som en del af TV 2-programmet Nybyggerne og er nu klar til det danske marked.
- Efter mange udviklingstimer er vi utroligt glade for, at vi nu kan tilbyde en ny beton, hvor vi går til grænserne inden for standarderne for at opnå den lavest mulige klima- og miljøpåvirkning.
- Fra sommeren 2025 ser vi ind i nye klimakrav til byggeriet i forbindelse med det kommende bygningsreglement, og lige netop her ser vi også store perspektiver i vores nyudviklede UNI-PLUS beton, der egner sig perfekt til støbning af eksempelvis fundamenter og gulve under parcelhuse og andre én-etagers bygninger, fortæller Michael Fisker, kommerciel direktør hos Unicon, i en pressemeddelelse.
Nye klimakrav skaber behov for grønnere løsninger
Fra 1. juli 2025 må ferieboliger på under 150 m² maksimalt udlede 4 kg CO2 pr. m², mens enfamiliehuse får en grænse på 6,7 kg CO2 pr. m². UNI-PLUS gør det muligt at reducere CO2-belastningen fra betonfundamenter med op til 50 %.
Længere styrkeudvikling kræver god planlægning
Lavemissionsbeton som UNI-PLUS har en længere styrkeudvikling end traditionel beton. Den opnår sin fulde trykstyrke efter 56 dage, men kan i mange tilfælde belastes allerede efter 28 dage. Dette kræver tilpasning i byggeplanlægningen, men giver til gengæld store CO2-besparelser og miljømæssige fordele.- Man skal være opmærksom på, at lavemissions beton som UNI-PLUS stiller visse krav til selve byggeplanlægningen. De mekaniske egenskaber og betonens fulde styrke udvikles og dokumenteres nemlig efter 56 dage. Men allerede efter 28 dage har UNI-PLUS dog opnået en trykstyrke, som man i mange tilfælde kan bygges videre på. Efter 56 dage er styrken steget tilstrækkeligt, således den ligger inden for standarderne. Men ved at indregne dette i byggeplanlægningen er der altså store CO2-besparelser og miljøfordele at hente, forklarer Michael Fisker.
UNI-PLUS er et resultat af det cirkulære fokus hos Unicon, hvor man stræber efter at have højest mulg ressourceeffektivitet. UNI-PLUS er så vidt muligt baseret på tilslagsmateriale fra genbrugsbeton og genanvendt regnvand, der bliver opsamlet på Unicons fabrikker.