Lokal entreprenør får entreprise på kulturhus til 26 mio. kr.
Gentofte Kommune har valgt N.H. Hansen & Søn A/S til at gennemføre den første entreprise i transformationen af Kulturhuset Byens Hus. Arbejdet starter i juni 2026.
Kulturhuset Byens Hus i Gentofte står foran en omfattende ombygning, og Gentofte Kommune har nu indgået kontrakt med N.H. Hansen & Søn A/S om gennemførelsen af byggeriets første entreprise.
Projektet omfatter transformationen af det tidligere skolebygningskompleks på Hellerupvej til et mere åbent og tilgængeligt kulturhus. Gentofte Ejendomme er bygherre på projektet, mens Jesper Kusk Arkitekter og Øllgaard Rådgivende Ingeniører står bag projekteringen af bygningsombygningen.
Ombygning gennemføres i to entrepriser
Transformationsprojektet gennemføres i to separate entrepriser. N.H. Hansen & Søn skal udføre den del af projektet, der omfatter selve bygningen, mens en senere entreprise for udearealerne forventes sendt i udbud efter sommerferien. Landskabsprojektet er tegnet af Thing-Brandt Landskab.
Ombygningen skal forbedre tilgængeligheden og skabe mere fleksible rammer for husets aktiviteter. Målet er samtidig at understøtte fællesskab, kulturaktiviteter og borgerinddragelse i kulturhuset.
Arbejdet forventes igangsat i juni 2026. Byens Hus vil være lukket frem til udgangen af 2026, hvorefter dele af kulturhuset igen åbner for brugere og foreninger, mens de afsluttende arbejder pågår. Hele projektet forventes færdigt i sommeren 2027.
Lokal entreprenør skal udføre byggeriet
N.H. Hansen & Søn A/S er valgt som entreprenør til opgaven. Virksomheden har base i Gentofte og udfører tømrer-, snedker- og entreprenøropgaver i Storkøbenhavn og Nordsjælland.
– Vi glæder os til at bidrage til at skabe forbedrede og tidssvarende rammer, der styrker bygningens anvendelse og skaber et attraktivt miljø for brugerne. Samtidig ser vi frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med bygherre, rådgivere og husets brugere, så vi i fællesskab kan realisere projektets fulde potentiale, oplyser N.H. Hansen & Søn.
Ifølge leder af Byens Hus, Lærke Harbo, har entreprenørens erfaring med renoveringsprojekter været en vigtig faktor i valget.
– N.H. Hansen & Søn har erfaring med fleksible renoveringer af blandt andet skoler, hvilket gør det muligt at gennemføre dele af ombygningen, mens Byens Hus fortsat er i brug, og dermed begrænse lukketiden, siger hun i en pressemeddelelse.
Projektfinansiering
Det samlede transformationsprojekt har et budget på omkring 26 mio. kr.
Finansieringen kommer blandt andet fra Nordea-fonden, der har bidraget med 7,2 mio. kr., mens Realdania og Lokale og Anlægsfonden hver har støttet projektet med 4,5 mio. kr. Statens Kunstfond har ydet 750.000 kr., og derudover finansieres projektet via kulturhusets egne driftsmidler samt en kommunal bevilling på 5,6 mio. kr. fra Gentofte Kommune.