Det ceremonielle ”hammerslag”, der markerede fremdriften i projektet. Fra venstre: adm. direktør i Port of Aalborg Kristian Thulesen Dahl, bestyrelsesformand i Port of Aalborg Nuuradiin Hussein, repræsentant for Norne Carbon Storage Hub i Danmark Lars Bo Christiansen og Patrick Justesen, der er divisionsdirektør i Munck Havne & Anlæg
Kajudvidelse i Aalborg skal løfte CO2-infrastruktur
Port of Aalborg udvider med 500 meter ny kaj og 60.000 m² areal. Udbygningen skal danne grundlag for CO2-terminal og styrke rammerne for grøn industri i Aalborg Industripark.
CO2-fangst og -lagring (CCS) spiller en central rolle i realiseringen af de danske klimamål. Men teknologien kræver også ny infrastruktur til at modtage, håndtere og transportere CO2.
Den udvikling tog Port of Aalborg torsdag den 12. marts et synligt skridt videre, da havnen markerede fremdriften i en ny kajudvidelse, der skal understøtte CO2-håndtering og grøn industri i området.
Kajudvidelsen omfatter cirka 500 meter ny kaj og omkring 60.000 m² kajareal. Udvidelsen skal øge havnens kapacitet og driftssikkerhed og samtidig skabe plads til nye aktiviteter knyttet til energiinfrastruktur og industri. Når udbygningen står færdig, vil to CO2-skibe kunne anløbe kajen samtidig.
Projektet er en del af CO2-infrastrukturprojektet Norne Carbon Storage Hub, som er udpeget som et EU Project of Common Interest (PCI).
– I en tid, hvor flere grønne projekter har oplevet udfordringer, tager vi nu konkrete, fysiske skridt mod etableringen af Nordjyllands første CO2-modtagefacilitet. Kajudvidelsen er et strategisk skridt for Port of Aalborg, der både styrker vores rolle som erhvervshavn og skaber de fysiske rammer for den CO2-infrastruktur, som på sigt skal understøtte permanent lagring i undergrunden, siger Nuuradiin Hussein, bestyrelsesformand i Port of Aalborg, i en pressemeddelelse.
Fundament for CO2-terminal og rørinfrastruktur
Kajudvidelsen skal danne det fysiske fundament for en kommende CO2-modtageterminal i Aalborg. Her skal indfanget CO2 fra industrielle aktører kunne modtages, håndteres og sendes videre via rørinfrastruktur til permanent lagring i undergrunden. Port of Aalborg samarbejder med Norne Carbon Storage Hub om udviklingen af den nødvendige CO2-infrastruktur.
– Aalborg har nogle helt særlige forudsætninger for at blive et vigtigt samlingspunkt for landbaseret CO2-håndtering. Vores ambition er at udvikle løsninger, der kan skaleres over tid og understøtte både nationale og europæiske klimamål i tæt samspil med havnen og den industrielle udvikling i området, fortæller Lars Bo Christiansen, repræsentant for Norne Carbon Storage Hub i Danmark.
Den nye kaj
Mere plads til grøn industri og vindsektoren
Udvidelsen giver samtidig mulighed for flere kajnære erhvervsarealer til arealkrævende industrivirksomheder. Arealerne indgår i udviklingen af Aalborg Industripark, som for nylig er blevet statsligt udpeget som national industripark med fokus på grøn produktion, energiteknologi og tung industri.
Ifølge Port of Aalborg er adgang til store kajnære arealer en væsentlig faktor for virksomheder i blandt andet vindindustrien.
– Med kajudvidelsen investerer vi langsigtet i den infrastruktur, der er nødvendig for at tiltrække og udvikle grøn industri. I vindindustrien er adgangen til plads og kajnære arealer en af de største udfordringer både i Danmark og globalt, fordi mange havne er begrænsede af deres bynære placering, siger Kristian Thulesen Dahl, administrerende direktør i Port of Aalborg.
Havnen og Norne Carbon Storage Hub oplyser samtidig, at de er åbne for dialog med andre aktører, der arbejder med CO2-fangst, CO2-anvendelse, Power-to-X og produktion af grønne brændstoffer.
Kajudvidelsen har modtaget støtte fra EU gennem Connecting Europe Facility (CEF). EU-bidraget udgør knap 80 mio. kr., mens den øvrige finansiering varetages af Port of Aalborg.
Den nye kaj forventes færdig i efteråret 2027
Om projektets partnere Norne Carbon Storage Hub
Norne Carbon Storage Hub er et CO2-infrastrukturprojekt udviklet af Fidelis New Energy. Projektet arbejder med modtagelse, transport og permanent lagring af CO2 gennem landbaserede løsninger for danske og europæiske aktører. Norne er udpeget som et EU Project of Common Interest (PCI) og udvikles i samarbejde med havne, industri og myndigheder.
Aalborg Industripark
Aalborg Industripark omfatter 243 hektar erhvervsareal nord og syd for Limfjorden med mulighed for udvidelse til 497 hektar. Virksomheder får adgang til en særlig “rød løber-ordning”, der skal sikre hurtigere og mere koordineret myndighedsbehandling ved etablering og udvidelse.