Junckerhaven bruger biologi til at lave vandhaver, man kan bade i
Svømmebassiner uden klor skaber ikke kun en behagelig badeoplevelse, det pynter også i haven og på elregnskabet. Derfor ramte anlægsgartneriet Junckerhaven plet, da de introducerede konceptet til det danske marked.
Naturpools og svømmesøer oplever stor fremgang i udlandet, især i vores tysktalende nabolande, hvor konceptet er blevet udviklet.
Herhjemme er interessen også stigende, fortæller Lars Juncker, grundlæggeren af anlægsgartneriet Junckerhaven, der egenhændigt har stået for udbredelsen på det danske marked.
Siden 2008 har de bygget 60 anlæg over hele Danmark, og Lars fremhæver flere gode grunde til at hoppe med på bølgen.
- Det er en stor oplevelse at bade i vores svømmebassiner. De består af et lukket system med drikkevand, som bliver renset biologisk. Derfor skal man ikke bruge store pumper til at flytte vandet igennem kraftige sandfiltre, og man opnår en meget stor energibesparelse. Og så har vi mulighed for at skabe et design, der passer fuldstændig individuelt til haven.
Vandkvalitet og energiforbrug
Selvom en pool i haven nok er på mange danskeres ønskeliste, er det ikke alle, der har lyst til at bruge store mængder kemi og elektricitet på at rense den. Det er til gengæld ikke nødvendigt med en af Junckerhavens naturpools eller svømmesøer, for her foregår vandbehandlingen på en anden måde.
- Vi opnår badevandskvaliteten ved at efterligne processer fra naturen. I vores bassiner renses vandet biologisk ved hjælp af et vandrensningsområde, hvor det recirkulerer igennem et medie, så der dannes biofilm.
Området samler skidtet fra overfladen og spiser de skadelige bakterier. Faktisk elimineres bakterier så effektivt, at en måling på 100 MPN/100ml E. coli reduceres til en tiendedel ved et enkelt bypass igennem filtret. Så effektiv er naturen!
Systemet gør det altså muligt at undvære konventionelle pool-pumper og -filtre, og dermed bliver bassinet også meget billigere i drift. Dette erfarede bygherrerne, Solrød Kommune, i 2015, da Junckerhaven ombyggede deres gamle friluftsbad i Ruds Vedby, så det fik et biologisk rensesystem. I dag er energiomkostningerne nedbragt til under en femtedel for badet, der er godkendt til 400 daglige badegæster.
Design og miljø
Som Junckerhavens mange projekter viser, er der store variationsmuligheder med deres bassiner. De kan både bruges i private eller offentlige sammenhænge og have forskellige design afhængig af kundernes ønsker og behov.
- I naturpoolen placeres filtret ofte ved siden af bassinet i det vi kalder en skimmersø. I svømmesøer, som har et mere naturligt udtryk, er der en plantezone mellem land og vand. Det er noget, mange danskere ønsker sig i dag – at flytte naturen hjem i haven, og pga. de mange designmuligheder er vores badevand let at integrere.
Biologisk rensning af vand er et felt, der konstant bliver videreudviklet. I fremtiden er det især faktorer såsom bæredygtighed og klimaforandringer, der spiller en væsentlig rolle.
- Vi prøver hele tiden at finde løsninger, der er mere naturnære, selvfølgelig ift. energiforbruget, men også i byggefasen. I stedet for at støbe, hvilket jo er miljøbelastende, er vi derfor også begyndt at bygge væggene af bassinet i træ – en løsning, der samtidig er meget dekorativt.
- Desuden har vi lavet Danmarks første godkendte vandlegeplads med regnvand for Københavns Kommune på Straussvej. Her opsamles vandet i regnbede, der fungerer som et pre-filter, og ledes gennem kanaler, hvor børn kan lege med det, inden det ender i et prydbassin i gårdens midte.
- Det er rigtig spændende at kigge på LAR (lokal afledning af regnvand), for når vi skal skybrudssikre i fremtiden, kan vi rense vandet og udnytte det til pryd og leg.