<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Politikens-Undervisningspris_logo_RGB

Indstil Danmarks bedste mester eller svend

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2023-03-02
  • Det er tid for indstillinger til Politikens Undervisningspris og særprisen, Lærepladsprisen, hvor VILLUM Fonden og Politiken sætter fokus på dygtige undervisere – også i erhvervsuddannelserne og praktikforløb i virksomhederne.

    Nu og frem til den 21. marts klokken 23.59 er der åbent for, at alle kan indstillet netop den mester eller svend, der har skabt det særligt gode læringsforløb. Med Politikens Undervisningspris sætter VILLUM FONDEN og Politiken fokus på landets dygtige lærere. Det omfatter også mesteren eller svenden ude i de enkelte virksomheder. Så måske dette års vinder kommer fra din lokale VVS’er, frisør, bager eller tømrervirksomhed? 

     

    – Vi skal huske, at størstedelen af erhvervsuddannelsen foregår i virksomhederne, hvor det er svendene, der uddanner og træner de unge. Og som ofte også lærer dem at begå sig på en arbejdsplads, og tager sig af dem, når de har kærestesorger eller problemer med vennerne, siger Agi Csonka, der er programdirektør i Villum Fonden, og tilføjer: 

     

    – Jeg er virkelig glad for, at vi med Lærepladsprisen får mulighed for at synliggøre og fejre de mange medarbejdere, der ude på arbejdspladserne gør en kæmpe forskel hver dag. 

     

    Hos Politiken er man også glad for at sætte fokus på erhvervsuddannelserne og praktikken ude i virksomhederne. 

     

    – Erhvervsuddannelserne er en af de største strukturelle udfordringer i det danske uddannelsessystem. Vi ønsker med Lærepladsprisen at gøre vores til at højne både agtelsen og kvaliteten af netop dette afgørende og vigtige område af vores uddannelsessystem, siger Christian Jensen, der er ansvarshavende chefredaktør på Politiken

     

     

    Håber på endnu flere indstillinger fra virksomhederne 

    Noget tyder på, at Danmark har mange dygtige og inspirerende lærere, mestre og svende, for i 2022 modtog Politikens Undervisningspris over 1600 indstillinger i de tre kategorier: grundskole, gymnasie og erhvervsuddannelse, hvor Lærepladsprisen hører til i sidstnævnte. 

     

    Sidste år gik Lærepladsprisen til Steve Jørgensen, der skabte et enestående læringsrum for sine elever i skolepraktikken på TEC Ballerup. I år håber de to organisationer bag prisen at se endnu flere indstillinger ude fra de danske virksomheder. I erhvervsskolekategorien var det Jack Hauch Brask, som underviser på kokke- og tjenerskolen på ZBC Slagelse, der tog hovedprisen. Vinderne af hovedprisen modtager hver 75.000kr., mens hver kategori har to særpriser a 25.000kr. 

     

    Man indstiller sin kandidat på https://www.politiken.dk/undervisningsprisen.  

     

    De i alt ni priser uddeles til prisfest i Pressen d. 16. maj. Vinderne udvælges af prisens fagpanel, der består af eksperter, elever og tidligere vindere. Politikens Undervisningspris er støttet af VILLUM FONDEN. For yderligere spørgsmål: undervisningspris@pol.dk 

    Anbefalede artikler