<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
SMVdanmark_top

Foto: SMVdanmark

Hvordan kan en ny regering gøre livet lettere for håndværksvirksomheder?

  • Byggeriets udvikling
  • Den effektive byggeproces
  • 2026-03-12
  • | Af Redaktionen

  • SMVdanmark præsenterer et nyt udspil med ti forslag til, hvordan en kommende regering kan forbedre vilkårene for landets små og mellemstore virksomheder. Mindre bureaukrati, kortere betalingsfrister og bedre adgang til arbejdskraft er blandt de centrale initiativer.

    Små og mellemstore virksomheder udgør 99 % af alle virksomheder i Danmark og står for omkring to tredjedele af den private beskæftigelse. Ifølge SMVdanmark har rammevilkårene derfor stor betydning for både vækst, jobskabelse og udvikling i hele landet.

    Med udspillet ”Mindre bøvl, mere virksomhed” fremlægger organisationen en række forslag, der skal gøre det lettere at drive virksomhed og skabe bedre forudsætninger for vækst.

    – Hvis vi vil have et Danmark med vækst, arbejdspladser og stærke lokalsamfund i hele landet, skal vi starte med at give bedre vilkår til de virksomheder, der driver udviklingen. Alt for ofte drukner virksomhederne i bureaukrati og barrierer, der bremser vækst og investeringer, udtaler Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark i en pressemeddelelse.

    Forslag om byrdeminister

    Et centralt element i udspillet er et opgør med administrative byrder. Ifølge SMVdanmark bruger danske virksomheder hvert år omkring 49 millioner timer på administration og dokumentation.

    Organisationen foreslår derfor blandt andet at udpege en minister med ansvar for at reducere erhvervslivets administrative byrder.

    – Vi har i årevis hørt politikerne tale om at reducere bureaukratiet. Alligevel vokser regelmængden. Hvis det her skal lykkes, kræver det klare mål og et politisk ansvar for at få ryddet op i reglerne, siger Jakob Brandt.

    Forslag om bedre vilkår for vækst

    Udspillet indeholder også forslag, der skal gøre det lettere for virksomheder at investere og udvikle deres aktiviteter. Blandt forslagene er et fradrag på 250.000 kroner, som kan bruges én gang til at omlægge privat ejendom til erhvervsmæssig produktion i land- og yderkommuner. Formålet er at styrke erhvervsaktiviteten uden for de største byer.

    SMVdanmark foreslår samtidig en maksimal betalingsfrist på 30 dage mellem virksomheder. Lange betalingsfrister presser ifølge organisationen likviditeten hos mange mindre virksomheder.

    Derudover foreslås en lavere selskabsskat på de første 1 million kroner i overskud samt bedre adgang til internationale rekrutteringsordninger, så mindre virksomheder får lettere ved at tiltrække arbejdskraft.

     

    Udspillet fra SMVdanmark indeholder i alt ti forslag

    - Bindende mål for reduktion af bureaukrati og en minister med ansvar for byrdereduktion.
    - Styrk landdistrikterne med bedre muligheder for erhvervsaktivitet og produktion.
    - Genopret retssikkerheden for virksomheder i mødet med myndighederne.
    - Indfør en maksimal betalingsfrist på 30 dage mellem virksomheder.
    - Sænk selskabsskatten til 15 % af den første million kroner i overskud.
    - Flyt behandlingen af førtidspensionssager til en national myndighed for mere ensartet praksis.
    - Giv små virksomheder bedre adgang til international arbejdskraft.
    - Gør det mere attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse.
    - Gør offentlige udbud mere SMV-venlige med fokus på kvalitet og innovation.
    - Saml bygge- og anlægsområdet under én minister for bedre politisk styring.
    Anbefalede artikler