<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Heras_hero

Heras satser på 360-graders sikring

  • Byggepladsen
  • Byggeriets udvikling
  • Sikring og Adgangskontrol
  • 2026-06-15
  • | Af Stina Askholm Mellerup

  • Seks danske sikringsvirksomheder er nu samlet under virksomheden Heras, der tilbyder kunderne komplette løsninger fra perimetersikring til adgangskontrol og service.

    Sikringsbranchen er i hastig forandring. Skærpede krav til kritisk infrastruktur, stigende sikkerhedsbehov og et marked, der efterspørger samlede løsninger, driver en omfattende konsolidering. Seneste eksempel er sammenlægningen af seks danske sikringsvirksomheder under navnet Heras.

    Bag fusionen står den internationale Heras-koncern, som i dag beskæftiger omkring 3.200 medarbejdere på tværs af blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

    Ifølge administrerende direktør i Heras Denmark, Lars Kramer, er målet klart: at samle kompetencerne og skabe en stærkere aktør på det danske marked.

    – Vi ønskede at samle vores aktiviteter under ét fælles brand. I stedet for at fremstå som flere forskellige selskaber står vi nu som én samlet virksomhed med omkring 380 medarbejdere i Danmark. Det giver os en helt anden styrke over for kunderne, siger Lars Kramer.

    Heras_Lars-KramerLars Kramer, administrerende direktør i Heras Denmark


    Årelang konsolidering

    Fusionen er kulminationen på flere års opkøb og integrationer i Heras-koncernen.

    I Danmark blev KIBO Sikring udvidet gennem opkøbene af PPG, A/H Låseservice, Elsec, Ser Hegn, Stentoft Hegn og Moosdorf Hegn. Den 20. april i år blev de danske aktiviteter så samlet under ét fælles navn: Heras.

    – Målet er, at vi på tværs af flere lande arbejder under samme brand. Det giver en fælles identitet og gør det lettere at udnytte kompetencer og erfaringer på tværs af organisationen, forklarer Lars Kramer.

    Fra specialister til totalleverandør

    Et af de vigtigste argumenter for sammenlægningen er muligheden for at tilbyde kunderne komplette sikringsløsninger.

    Traditionelt har markedet været opdelt mellem virksomheder, der arbejder med teknisk sikring såsom adgangskontrol, videoovervågning og alarmsystemer, og virksomheder, der leverer fysisk perimetersikring som hegn, porte og adgangssystemer. Den opdeling gør Heras op med.

    – Vi arbejder med konceptet om 360-graders sikring. Ved at samle virksomhederne kan vi levere hele sikringsløsningen til kunden – både uden for og inde i bygningen. Det betyder, at kunden ikke længere skal koordinere mellem flere leverandører, siger Lars Kramer.

    Sammenlægningen giver samtidig adgang til nye faglige kompetencer.

    – Tidligere brugte vi eksempelvis eksterne underleverandører til låsearbejde. I dag har vi kompetencerne in-house. Det styrker både kvaliteten og vores evne til at løse komplekse opgaver, forklarer han.

    Stigende krav til kritisk infrastruktur

    Fusionen sker på et tidspunkt, hvor sikkerhed står højere på dagsordenen end nogensinde.

    Nye EU-krav og et øget fokus på beskyttelse af kritisk infrastruktur skaber voksende efterspørgsel efter avancerede sikringsløsninger. Forsyningsvirksomheder, energisektoren, telekommunikation og andre samfundskritiske funktioner skal i de kommende år leve op til skærpede sikkerhedskrav.

    – Kunderne står over for nye direktiver og omfattende krav til dokumentation og sikring. Det kræver, at vi kan forstå reglerne, omsætte dem til praksis og hjælpe kunderne med at finde de rigtige løsninger, siger Lars Kramer.

    Han peger på, at arbejdet ikke alene handler om teknologi, men også om rådgivning og kompetenceopbygning.

    – Vi investerer løbende i at opgradere vores medarbejderes kompetencer, så vi kan forstå og fortolke de nye krav og hjælpe kunderne med implementeringen.


    Heras_1

    Geopolitik øger fokus på sikkerhed

    Den geopolitiske situation spiller også en stadig større rolle for markedets udvikling.

    Ifølge Lars Kramer har både virksomheder og myndigheder fået et markant større fokus på robusthed og beskyttelse af kritiske anlæg.

    – Der er kommet langt større opmærksomhed på, hvad der kan ske i samfundet. Vi ser både fysiske og digitale trusler, og derfor ønsker mange virksomheder og myndigheder at gøre deres anlæg så robuste som muligt, siger han.

    Som del af en international koncern står Heras samtidig stærkere rustet til at håndtere udviklingen. Den internationale organisation giver adgang til specialiseret viden, erfaringer fra flere markeder og større kapacitet til at løse komplekse opgaver.

    Lokal tilstedeværelse skal bevares

    Når flere virksomheder samles under ét navn, opstår naturligt spørgsmålet om, hvorvidt lokale styrker og identiteter går tabt. Det er en balance, som Heras er opmærksom på.

    – Nogle af virksomhederne har eksisteret i generationer og har stærke lokale relationer. Men samtidig giver det mening at blive en del af noget større. Vores ambition er at bevare nærheden til kunderne, samtidig med at vi får fordelene ved at være en international organisation, siger Lars Kramer.

    Han fremhæver, at den samlede organisation giver bedre geografisk dækning og flere ressourcer til service og beredskab.

    – Vi har folk på vagt hele året, døgnet rundt. Når kravene til oppetid og responstid bliver skærpet, kræver det en organisation med den nødvendige størrelse og kapacitet.


    Visionen: Europas foretrukne sikringspartner

    For Lars Kramer er fusionen først og fremmest begyndelsen på næste kapitel.

    Målet er at skabe en virksomhed, der kan følge kundernes behov gennem hele sikringskæden – fra rådgivning og projektering til installation, service og løbende opgraderinger.

    – Vores ambition er at være den foretrukne 360-graders sikringspartner i Vesteuropa. Sikringsmarkedet er i vækst, og vi ser et stigende behov for helhedsorienterede løsninger. Det er den position, vi ønsker at tage, siger Lars Kramer.

    Anbefalede artikler