
Fysisk sikring tænkes sammen med cybersikkerhed
KIBO Sikring og Heras oplever vækst i helhedsløsninger til sikring af bygninger og virksomheder, men opfordrer til at være snusfornuftige og finde balancen mellem tryghed og beredskab.
Nikolai Steenberg, Head of Sales and Tender Management i KIBO Sikring
KIBO Sikring og Heras, der nu er samlet under Garda Group, melder om en kraftig stigning i efterspørgslen på sikring af bygninger og infrastruktur. Ifølge Nikolai Steenberg, Head of Sales & Tender Management i KIBO Sikring, har fysiske tiltag nu opnået samme prioritet som it-sikkerhed.
– Inden for det seneste år har vi oplevet et skifte i efterspørgslen fra virksomheder og forsyningsanlæg. Behovet for hurtig og effektiv sikring er et skifte, vi har set accelerere siden krigen startede i Ukraine, og en udvikling, hvor den fysiske sikring nu får samme vægt som it-sikkerhed, fortæller Nikolai Steenberg, Head of Sales and Tender Management i KIBO Sikring, i en pressemeddelelse.
Ifølge forskningsassistent ved Center for Militære Studier, Johan Grøne Christensen, ser man i øjeblikket en sabotagekampagne over Europa drevet af russiske agenter, hvor truslen er rettet mod udnyttelse af sårbarheder på jorden. Han påpeger, at man i Danmark er dårligt rustet mod for eksempel droneangreb.
- Den sårbarhed kan være afgørende, da Danmarks relation til Ukraine kun bliver stærkere. Vi er ikke i en situation med krigserklæring, så derfor er truslen netop nu Ruslands hybride krigsførelse, der dækker over både klassiske koldkrigsmetoder som sabotage, spioner og desinformation men også mere moderne metoder, udtaler Johan Grøne Christensen.
Fra enkelte komponenter til 360 graders sikring
Den stigende efterspørgsel i sikringsbranchen kommer fra brancher, der tidligere havde mindre fokus på hegn og adgangskontrol.
Ifølge Steenberg er integrerede løsninger – fra perimeterhegn og kameraovervågning til adgangskontrol og tekniske installationer – blevet standard for større anlæg og kritisk infrastruktur.
Sammenlægningen af Heras og KIBO Sikring gør, at man kan tilbyde en helhedsleverance, hvor rådgivning, installation og service håndteres internt. Markild Iversen, Country Manager hos Heras fremhæver, at kombinationen af ekspertiser giver kunderne en ro.
Markild Iversen, Country Manager i Heras
- Sammenlægningen af vores spidskompetencer er en enorm styrke, når sikring bliver et strategisk krav hos virksomhederne. Det betyder, at vi kan kombinere vores kompetencer og på den måde give kunderne ro i maven, siger Markild Iversen, Country Manager i Heras.
Balance mellem tryghed og beredskab
Hegn- og sikringseksperter opfordrer virksomheder til at integrere trusselsforståelse og fysiske foranstaltninger med minimal forstyrrelse i dagligdagen.
Markild Iversen understreger, at formålet er at styrke organisationens grundfølelse af tryghed – ikke at opbygge “fæstninger”.
Læs også om hvordan et godt hegn om byggepladsen hurtigt kan blive en god investering, ifølge Jackie Anker, salgsansvarlig hos Heras Mobilhegn