Har du overvejet at bruge lerpuds?
Lerpuds er ikke meget anderledes at bruge i praksis end gips og cement, men traditionen er måske gået i glemmebogen. Carl og Hermann Giskes, Tierrafino, har i mere end 20 år arbejdet med lerpuds. Også til helt store byggerier.
Norm Architects. Foto: Jonas Bjerre Poulsen
Hvis byggebranchen skal til at bruge andre og mere naturlige materialer og bygge med organiske materialer, så skal både materialerne være til at få fat på og måske er det også et nemmere valg at tage, hvis man først har haft materialerne i hænderne og har set og oplevet, hvordan ler f.eks. kan gøre gavn i en bygning.
En af de virksomheder, der arbejder med at bruge ler- og kalkpuds og har mange års praktisk erfaring med materialerne, er hollandske Tierrafino. Grundlæggeren Carl Giskes blev på rejser i Afrika i 1970erne betaget af byggeri af ler og de sunde egenskaber ler giver til en bygning.
Siden 1992 har Tierrafino derfor udviklet sine egne produkter af ler- og kalkpuds og undervist i brug af ler i moderne byggeri. Den viden om ler kunne man få en bid af i august, da Carl Giskes og hans søn Hermann Giskes var inviteret til at deltage i Building Greens konference Biobaserede byggematerialer.
Tierrafinos lerpuds produceres i naturlige farver og i forskellige hårdheder og finish. Man har efterhånden en ret stor palet af indfarvede puds i 65 forskellige farver baseret på forskellig typer af ler, som kan bruges i både nybyggeri og renoveringsprojekter. Dette har ført til samarbejder store europæiske arkitektvirksomheder som schweiziske Herzog & De Meuron.
– Jeg har arbejdet med lerpuds som håndværker i mere end 12 år, fortæller Hermann Giskes:
– I begyndelsen da vi startede firmaet, stod vi og miksede det med hånden ude på opgaverne. Men som efterspørgslen er steget, er vi også vokset til storskala-produktion og har produktionssteder rundt om i Europa.
Godt for indeklimaet
Hvis man lægger vægt på, at et hus skal kunne ånde for at give det et sundere indeklima at opholde sig i, kan ler noget særligt, fortæller Hermann:
– Ved at bruge biobaserede materialer i konstruktionen bliver vores huse bedre til at ånde uden at skulle bruge al mulig mekanisk ventilation. Lerpuds er et 100 % naturligt materiale, og pudser man væggene op med lerpuds i et par centimeters lag, har man slet ikke brug for al den ventilation, man ellers putter ind i husene. Fordelen ved ler er, at det er et diffusionsåbent materiale og derfor kan optage og afgive fugt og varme i rummet. Det giver dig et hus, som både har et rart indeklima og er godt for miljøet.
Norm Architects. Foto: Jonas Bjerre Poulsen
Lerpuds er en tilbagevenden til en måde, man byggede på før i tiden, men hvordan passer materialet ind i dagens effektive byggeprocesser? Det er meget tæt på de processer, de kender i forvejen, fortæller Hermann.
Det praktiske arbejde med lerpuds
– Lerpuds minder en del om at arbejde med cementbaseret puds eller gipspuds. Der er lidt andre trin i arbejdet med det, men man har så også en maling og puds i ét materiale. I forhold til tørretid er der forskellige standarder af lerpuds til de forskellige typer af byggeprojekter. Med lerpuds er også nemmere at reparere væggene. Hvis der skulle komme en revne undervejs, kan man fikse med en våd svamp, forklarer Hermann:
– I selve udførslen er ler også et mere skånsomt materiale for håndværkeren at arbejde med i forhold til cement og kalk, der kan give tør hud og sår. Lerpuds er basisk og derfor både blødere og blidere for huden.
MUD Products
Hvis man vil i gang med at bruge lerpuds
Så hvordan griber man det an som håndværker, der gerne vil bruge lerpuds i sit byggeri, spørger vi Hermann Giskes om?
– I Holland er det kun en lille del af uddannelsen, hvor man lærer at bruge lerpuds. Det meste handler om gips og lignende. Men lerpuds er hverken langsommere at arbejde med eller dyrere. Det kræver heller ikke andet værktøj og ligger i nogenlunde samme prisleje som gipspuds og maling.
– Helt fra begyndelsen har vi i Tierrafino hver måned afholdt workshops for at komme i gang med at give viden videre, ikke kun til malere og murere, men også arkitekter, rådgivere, projektledere osv. Så man får mere dybde i viden om ler, og hvordan man kan arbejde med lerpuds i flere standarder og på forskellige overflader.
– I starten gik det langsomt, men nu oplever vi, at der er en bølge i gang, hvor flere arkitekter efterspørger naturlige materialer. Samtidig mærker vi en stigende interesse fra de større håndværkervirksomheder. Vi har både lavet boliger, skoler, hospitaler og museer. Senest har vi færdiggjort et hotelprojekt på 36.000 m2.
Foto: Jan Carlberg
Få materialerne i hænderne i uddannelse og kurser
Jens Thomsen står bag Mud Work, der forhandler de naturlige ler- og kalkprodukter, og han fortæller også, at for mange er det en glemt teknik, der skal genopfriskes, og de unge skal måske også have flere muligheder for at få det i hænderne på skolerne:
– Som håndværker er man gerne vokset op og uddannet med et materiale, som du føler dig godt tilpas ved at arbejde med. Når du bruger det, så kender du resultatet. Så folk tøver måske lidt overfor et materiale, hvor man ikke ved, hvordan det opfører sig. Ler er jo et meget gammelt materiale, og vi har måske tabt viden om at arbejde med det og skal genfinde den, også på uddannelserne. Men vi hjælper både arkitekter og entreprenører med at beregne materialeforbruget og kommer lige så gerne ud og underviser på skoler og arbejdspladser.
Mud Work har leveret Tierrafino lerpuds til flere danske arkitekttegnestuers projekter.
Fordele ved lerpuds
Regulerer fugtighed
Akustikforbedrende
Antistatisk og er godt for allergi
Ingen giftstoffer
Genanvendeligt