<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Topbillede-1

Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark

Håndværkerfradraget er tilbage – hvad skal vi mene?

  • Byggeriets udvikling
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Renovering
  • Målbar bæredygtighed
  • 2024-11-22
  • | Af Redaktionen

    Regeringen vil med næste års finanslov genindføre håndværkerfradraget, som har været populært blandt boligejere. Og reaktionerne er overvejende positive.

    Rasmus Brandt LassenRasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri. Foto: Mikkel Østergaard


    På finansloven for 2025 er der afsat 300 mio. kr. årligt til at genindføre håndværkerfradraget og på den måde sikre danske boligejere renoveringsstøtte på op til 8.600 kr. pr. person. Midlerne kan bl.a. gøre det billigere at investere i grønne boligforbedringer som isolering, vinduer, varmesystemer og -styring eller varmepumper. Og netop det store fokus på energibesparelser og klimasikring er oplagt mener man i Dansk Industri.

     

    - Der er masser at tage fat på ude i de danske boliger, og håndværkerfradraget vil gøre det billigere og langt mere tilgængeligt for boligejerne at energieffektivisere og klimasikre deres hjem, lyder det fra Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri i en pressemeddelelse. Han påpeger, at fradraget ikke kun er en økonomisk fordel for boligejerne, men faktisk i stigende grad en nødvendighed for at håndtere de stigende klimaudfordringer, som Danmark står over for.

    - Det er ikke sidste gang, at vi bliver ramt af ekstremt vejr i Danmark, men håndværkerfradraget kan gøre, at vi er mere forberedte næste gang. Derudover står vi over for en bunden opgave med at energieffektivisere vores boliger. Det er en omfattende opgave og i mange tilfælde en stor investering, der vil betale sig over tid gennem markant lavere varmeregninger. Et fradrag til eksempelvis nye vinduer, isolering eller ventilation kan tage brodden af investeringen for langt flere boligejere, siger Rasmus Brandt Lassen.

     

    En gevinst for byggebranchen, men hvorfor ikke skære ned på bureaukratiet samtidig?

    Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark ser også håndværkerfradraget som en gevinst for både for borgere, virksomheder og den grønne omstilling. Han udtaler i en pressemeddelelse:

    - Håndværkerfradraget giver flere mulighed for at hyre en professionel håndværker. Det sikrer mere klimavenligt byggeri. Det mindsker sort arbejde og dårligt udført gør det selv-arbejde. Og så kan det være med til at fylde ordrebogen ud hos nogle af de mindre virksomheder derude, som hænger i bremsen. Derfor er vi rigtig glade for, at det nu kommer tilbage.

     

    Dog er man i SMVdanmark bekymret for, om man nu kan regne med, at håndværkerfradraget bliver. 

    - Vores medlemmer oplever, at når der bliver talt om et nyt fradrag, så stopper kunderne med at lave bestillinger, indtil der er afklaring. Det giver tomme ordrebøger, forsinkelser i arbejdet og ingen vindere. Derfor er det afgørende, at håndværkerfradraget nu forbliver permanent og ikke igen bliver en politisk kastebold, siger Jakob Brandt, som ærgrer sig over, at man ikke udnytter den nye finanslov til at formindske bureaukratiet. Han henviser til den beretning fra en arbejdsgruppe under Erhvervsudvalget, som for nylig blev afgivet med opbakning fra alle Folketingets partier: 

    - Vi har brug for et bindende mål om en reduktion i de administrative byrder på 25 %. Forslaget har allerede bred opbakning fra Erhvervsudvalget. Vi håber, at regeringen og Folketinget tager udfordringen alvorligt. 1.000 årsværk er en dråbe i havet i forhold til den udfordring, vi står overfor.

     

    Læs flere artikler om Byggeriets Udvikling på vores temaside
    Anbefalede artikler