<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Formand for Landskabsrådet Morten Weeke Borup

Gode udearealer kan ses på bundlinjen

  • Byrum
  • Landskab
  • 2017-08-21

    Værdiskabende byggeri kræver fokus på terræn og udearealer af høj kvalitet. Landskab- srådet præsenterer fem konkrete råd til bygherrer, der kan øge værdien i byggeriet.

     

    Landskabsrådet ønsker et mere værdiskabende byggeri, hvor der er fokus på terræn og udearealer af høj kvalitet. Højere kvalitet og mere værdi i form af eksempelvis stigende huspriser, øget skattegrundlag, mindre kriminalitet og mere fysisk aktivitet, er nogle af fordelene ved at øge fokus på terræn og udearealer.

    - Desværre oplever vi, at grønne udearealer af høj kvalitet har det med at blive nedprioriteret. Ofte fordi arealerne blot er en lille del af et stort byggeri. Der ligger et stort uudnyttet potentiale i at fokusere mere på høj kvalitet i udearealer, siger formand for Landskabsrådet Morten Weeke Borup.

    Med det udgangspunkt har Landskabsrådet formuleret fem konkrete råd til såvel offentlige som private bygherrer, der kan være med til at forløse potentialet og øge værdiskabelsen i byggeriet: øremærk penge til udearealer, ligeværdig kontrahering, tydeliggør krav til udearealer, fokuser på faglighed og kvalitet og tænk driften ind fra start.

     

    - Økonomien sætter rammerne for ethvert projekt. Desværre oplever vi tit, at udearealerne kommer sidst både i byggeprocessen og når midlerne skal fordeles. Det har uheldige konsekvenser. Ved i stedet fra start at sætte en klar ramme for arbejdet gennem en særskilt økonomi til udearealer sikrer bygherrerne de optimale arbejdsbetingelser og den bedst mulige kvalitet, lyder det fra næstformand for Landskabsrådet Ole Kjærgaard.

     

    Øremærkning af penge til udearealer er blot en af vejene til højere kvalitet i udearealerne og dermed mere værdiskabende byggeri. Derudover handler det også om at tænke langsigtet og have en plan for driften fra starten samt at være tydelig omkring de krav man har til udearealerne.

     

    - Når vi ved, hvor stor betydning grønne arealer har for den samlede værdi og interesse for et byggeri samt brugernes velbefindende og generelle livskvalitet, så håber vi, at bygherren vil tage vores anbefalinger til sig næste gang de igangsætter et byggeri, siger Landskabsrådets formand Morten Weeke Borup.

     


    Anbefalingerne
    1. Øremærk penge til udearealer

    Når et projekt udbydes eller igangsættes er økonomi et væsentligt punkt. Når du skal definere de økonomiske rammer, er det vigtigt at definere en særskilt økonomi til udearealer. En klar ramme for arbejdet giver mulighed for, at optimere arbejdet og sikre bedst mulig kvalitet.

     

    1. Ligeværdig kontrahering

    Kontraheringen er grundlaget for projektet. Det er i kontraheringen forventninger og leverancer specificeres. Fortag en særskilt og ligeværdig kontrahering med den virksomhed, der har ansvaret for udearealet. En ligeværdig kontrahering, mellem bygning og udearealer, vil være et stærkt fundament for høj kvalitet i udearealer og et værdiskabende byggeri.

     

    1. Tydeliggør krav til udearealer

    Fremtidig brug har afgørende betydning for udearealerne. Kravene skal derfor afspejle det som udearealerne skal bruges til, og hvem brugerne er. Når du tydeliggør kravene til udearealer, bør du overveje, hvorvidt de skal indgå i programkravene.

     

    1. Fokus på faglighed og kvalitet

    Faglighed og kvalitet skal tænkes ind helt fra begyndelsen. Kvalitet handler både om materialer og de metoder som anvendes, men også om æstetik. Fælles for at sikre en høj kvalitet er faglighed. Brug landskabsarkitekter og anlægsgartnere, som har den nødvendige faglige og uddannelsesmæssige baggrund, derved skaber du grundlaget for høj kvalitet både nu og i driftsfasen. 

     

    1. Tænk driften med ind fra start

    Skal et udeareal fastholde en høj kvalitet, og skal de oprindelige ideer bevares, kræver det, at der allerede i projekteringen er fokus på driften. Hvordan ønsker du udearealerne ser ud om 10 år? Hvordan ønsker du, at området/beplantningen skal udvikle sig? Der skal være en sammenhæng mellem ønskerne og den økonomi, der afsættes til drift.

     
    Anbefalede artikler