Fra papir til trafik – NCC tester asfalt med grønt bindemiddel
Et asfaltforsøg er i gang lig nu på Ejby Asfaltfabrik i Glostrup, hvor NCC laver den første danske test af restprodukt fra papirproduktion som supplement til bitumen - for at opnå et lavere CO₂-aftryk på vejene.
NCC afprøver i øjeblikket en ny tilgang til asfaltproduktion i Danmark. På Ejby Asfaltfabrik i Glostrup er et forsøg i gang med at anvende Tall Oil Pitch (TOP) – et bio-baseret restprodukt fra papirindustrien – som delvist erstatning for traditionel bitumen i asfaltblandinger.
Tall Oil Pitch stammer fra papirproduktion og bliver udvundet af træets naturlige harpikser og fedtsyrer. I stedet for at blive smidt væk, kan restmaterialet anvendes som råvare i blandt andet asfalt, lim og brændstof. NCC har allerede implementeret teknologien i Norge med gode resultater – og nu testes den for første gang i Danmark som led i et konkret anlægsprojekt.
Bruges i asfalt med 50 % genbrug
Forsøget på Ejby Asfaltfabrik involverer en GAB I-asfaltblanding med 50 % genbrugsmateriale. Asfalten er lagt til ny parkeringsplads ved Køge Sygehus, udført af NCC for DPA Entreprise ApS.
Asfaltfabrikken i Glostrup er indrettet, så bioolien kan håndteres separat og suges direkte fra tankbil, uden at påvirke efterfølgende produktioner.
- Vi ser et stort potentiale i Tall Oil Pitch som en ny komponent i asfalt. Erfaringerne fra Norge viser, at asfaltens funktion og kvalitet bevares, samtidig med at vi reducerer CO₂-aftrykket, fortæller Bjarne Bo Lund-Jensen, produktchef i NCC Industry, Asfalt, i en pressemeddelelse.
Samme funktion – mindre miljøbelastning
Ifølge NCC er der ikke nogen visuel eller teknisk forskel på den færdige asfalt sammenlignet med konventionelle blandinger. Forud for produktionen er der foretaget beregninger for at sikre, at både holdbarhed og ydeevne lever op til gældende standarder.
- Kunderne vil ikke opleve forskel i farve eller funktion – men miljøet vil mærke forskellen, tilføjer Bjarne Bo Lund-Jensen.
TOP tilsættes som delvis erstatning for blød bitumen af typen 330/430, som normalt anvendes i dansk asfaltproduktion.
En ny generation af asfalt
Med forsøget ønsker NCC at skabe ny viden om anvendelsen af bio-baserede komponenter i dansk asfaltproduktion. Samtidig arbejder man lige nu på at udvikle EPD’er (miljøvaredeklarationer) for at dokumentere den samlede CO₂-reduktion ved brug af TOP.
Hvis testresultaterne lever op til forventningerne, kan teknologien bane vej for en ny generation af asfalt, hvor restprodukter fra andre industrier bliver værdiskabende råvarer i fremstillingen af vejbelægninger.
Fakta om Tall Oil Pitch (TOP)
Oprindelse: Restprodukt fra sulfatpapirproduktion
Bestanddele: Harpikser og fedtsyrer fra træ
Udseende: Tyktflydende, mørkt materiale
Anvendelser: Asfalt, lim og brændstof
Fordele: Udnytter restmateriale og reducerer CO₂-aftryk