Producent: Fra CO2-neutral cement til fremtidig klimagevinst
Beton er verdens mest anvendte byggemateriale, men også meget klimabelastende at fremstille. Hos Aalborg Portland er man derfor i gang med at omstille sig til næsten CO2-neutral cementproduktion.
Det er ingen hemmelighed, at beton – og dermed cement – koster noget på CO2-regnskabet i et byggeprojekt. Men hvad nu, hvis man kunne ændre hele præmissen for bæredygtighedsperspektivet omkring cementproduktion? Så kunne byggematerialet måske gå fra at være en klimabelastning til at kunne blive CO2-neutralt.
Morten Frederiksen er product manager hos Aalborg Portland og står blandt andet for udviklingen af nye cementtyper som FutureCem
Det er i hvert fald visionen hos Danmarks store cementproducent, Aalborg Portland, hvor blandt andre product manager Morten Frederiksen forsøger at udvikle morgendagens cementprodukter. Det handler bl.a. om at se på alle tænkelige dele af det store produktionspuslespil.
– I vores produktion ser vi altid på helhedsbilledet. Vi har en ambition om at være CO2-neutrale i 2030, men vi kigger også på andre perspektiver på bæredygtighed – bl.a. biodiversitet, hvor beton står stærkt sammenlignet med biogene alternativer som f.eks. træ, siger Morten Frederiksen.
Nordjysk snusfornuft bag strategien
Beton er det mest brugte byggemateriale i verden, og herhjemme brugte dansk byggeri i 2025 omkring 10 millioner tons. Materialet står for 8 % af den globale klimabelastning, og det meste kommer fra den cement, der binder betonen sammen. Cement fremstilles ved at brænde kridt ved over 1.500 grader, og det frigiver ikke blot CO2 fra brændslet, men også fra kridtet selv. For at mindske CO2-aftrykket hos Aalborg Portland, har man iværksat flere tiltag.
– Vi har investeret i gasbrændere, fordi naturgas udleder 40 % mindre CO2 end kul og petcoke. Og da vi også har status som affaldsforbrændingsanlæg, kan vi modtage affald og restprodukter, der ellers skulle have været til deponi. I 2024 modtog vi 450.000 tons, blandt andet 80.000 tons cashewnøddeskaller. Det giver en dobbelt effekt: vi får energi til ovnene og mineraler til cementklinkerne, siger Morten Frederiksen.
Samtidig rækker tiltagene langt ud over selv produktionsanlægget.
Nøddeskaller
– Når vi brænder kridtet til cement, bruger vi overskudsvarmen til at opvarme omkring 15.000 boliger i Aalborg. Det nye supersygehus udnytter det kolde vand i vores kalkgrav til at spare 80 % af energien i deres kølesystem. Og så hjælper vi med at oprense sejlrenden i Limfjorden – for det opgravede sand kan vi genbruge i produktionen, så vi ikke behøver købe jomfrueligt sand fra grusgrave. Alt sammen tiltag, der skal hjælpe med at bringe vores klima- og miljøbelastning ned.
Det er egentlig ikke, fordi vi er bæredygtighedshellige, det er i lige så høj grad nordjysk snusfornuft – for der er penge i det, siger Morten Frederiksen.
CO2-reduceret cement var længe om at blive en succes
Den samme form for pragmatisme går igen i selve produkterne. I 2021 lancerede Aalborg Portland det patenterede FutureCem, hvor man erstatter en del af klinkerne i cementen med kalcineret ler og kalkfiller. Det giver samme styrke som almindelig cement, men 30 % lavere CO2-udledning. Lanceringen var dog ingen solstrålehistorie.
– Vi forventede stor efterspørgsel, men solgte stort set ingenting. Ligesom den økologiske mælk var FutureCem lidt dyrere end traditionelle produkter, og der var ikke mange aktører i byggeriet, der var villige til at betale for det. Derfor måtte vi justere prisen. Og i kombination med de nye krav i bygningsreglementet fra 2025, er det begyndt at ændre sig, siger Morten Frederiksen.
I marts i år nåede FutureCem et decideret vendepunkt, da cementen blev den mest solgte cementtype i Danmark.
– Vi har længe villet have branchen til at tage det til sig, og nu ser det endelig ud til at lykkes. Derfor arbejder vi også videre med udviklingen af nye CO2-reducerede produkter, siger han.
CO2-fangst skal lukke regnskabet
Med alle de nye tiltag har man hos Aalborg Portland formået at sænke egne udledninger fra fabrikken med næsten 1 mio. tons CO2 fra 2020 til 2025. Sammenligner man den traditionelle RAPID cement fra 2020 med FutureCem i 2026, er CO2-aftrykket mere end halveret – fra 860 til 420 kilo CO2 per ton, og om få år satser man på at komme helt ned i nærheden af et rundt nul. Det skal opnås gennem det ambitiøse projekt ACCSION i samarbejde med bl.a. Air Liquide. Her skal man simpelthen trække CO2 ud af den røggas, der indtil videre blot er sendt ud af skorstenene. Med CO2-fangst kan dansk cement nemlig ende med at blive et næsten CO2-neutralt produkt, forklarer Morten Frederiksen.
– Planen er at fange over 95 % af CO2'en i røggassen, føre den hen til en modtagerstation og herfra sende den videre til permanent lagring i undergrunden mellem Randers og Hobro i Gassum strukturen. Her pumpes CO2’en 2 kilometer ned, hvor den reagerer med saltvandet i sandstenen og bliver til et mineralsk fast stof. Naturlige lerlag ovenover forsegler det hele, så CO2'en ikke siver op igen.
Projektet har fået 1,6 milliarder kroner fra EU's Innovation Fund og dansk statsstøtte på 875 kroner per ton lagret CO2. Efter planen skal det stå klar i 2030, hvorefter det skal indfange 1.400.000 tons CO2 årligt.
Beton forsvinder ikke for træ
Det er med andre ord spændende tider for ikke blot Aalborg Portland, men også for dansk byggeri, der kan se frem til en række cementprodukter med endnu mere attraktive EPD’er fra 2030.
– Vi skal blive bedre til at fortælle rådgivere og arkitekter om vores produkter og tiltag. I øjeblikket er der meget snak om træ som alternativ til beton, men i stor skala på verdensplan kommer vi ikke uden om beton. Træ er ikke et alternativ til eksempelvis fundamenter, broer og tunneller. Men med CO2-neutral cement på markedet tror jeg, der kommer en ny balance, hvor det ikke er enten eller, men både og: Man bruger træ, hvor det giver mening, og beton, hvor det giver mening, siger Morten Frederiksen.
FAKTA
Aalborg Portland er Danmarks eneste cementproducent og leverer cement til det danske og internationale byggemarked fra fabrikken i Rørdal ved Aalborg. Virksomheden udvikler blandt andet cementtypen FutureCem med lavere indhold af klinker og arbejder sammen med Air Liquide om CO2-fangst og -lagring på fabrikkens ovne i projektet ACCSION.