<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
TEKNIQ_top

Rasmus Elkjær Nielsen (t.v.), Andreas Adler Schwarz (i midten) og Martin Arne Borre (t.h.)

Elektrikerlærlinge fra Horsens hædret med TEKNIQ-medalje

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Energi og Energioptimering
  • 2026-03-30
  • | Af Redaktionen
  • | Fotos: VS Automatic

  • To nyudlærte elektrikere fra VS Automatic i Horsens modtager TEKNIQ Arbejdsgivernes hædersmedalje efter topkarakter ved svendeprøven.

    De tre elektrikerlærlinge Rasmus Elkjær Nielsen, Andreas Adler Schwarz og Martin Arne Borre har alle bestået deres svendeprøve og fortsætter hos VS Automatic i Horsens. For Rasmus Elkjær Nielsen og Martin Arne Borre blev afslutningen på læretiden markeret med en ekstra anerkendelse i form af TEKNIQ Arbejdsgivernes hædersmedalje, som tildeles lærlinge med topkarakter.

    – Det er et vildt skulderklap at få. VS Automatic er et rigtig godt sted at være, så det her er en perfekt afslutning på min læretid, siger Rasmus Elkjær Nielsen i en pressemeddelelse og
    Martin Arne Borre tilføjer:

    – At sige mit tidligere job op for at forfølge en drøm var en stor beslutning, så det føles godt at få den anerkendelse efter 4 års indsats.

    martin-arne-borreMartin Arne Borre får TEKNIQ Arbejdsgivernes hædersmedalje

    Forskellige veje ind i elektrikerfaget

    De tre nye elektrikere har nemlig haft forskellige indgange til faget. Martin Arne Borre kommer fra detailbranchen, hvor han blandt andet arbejdede som radio- og tv-sælger og senere som konsulent for elektronikbrands. Efter strukturændringer i branchen valgte han at skifte spor og begyndte på elektrikeruddannelsen. En kontakt mellem skole og virksomhed førte til en læreplads hos VS Automatic. Under læretiden har han arbejdet på tværs af virksomhedens afdelinger i Horsens og Hovedgård og fremhæver især den praktiske oplæring:

    – Her blev støttehjulene fjernet under kyndig vejledning fra Henrik (red. Kjær Andersen), som har været en fantastisk læremester hele vejen igennem min læretid.


    EUX kombinerer teori og praksis

    Rasmus Elkjær Nielsen har taget elektrikeruddannelsen som EUX, hvor han har kombineret erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen. Det har givet både teoretisk ballast og praktisk erfaring fra projekter i Danmark og udlandet, herunder opgaver i Nordirland og Tyskland. Han arbejder primært med installations- og automationsopgaver for industrikunder som Palsgaard og Atria og overvejer på sigt videreuddannelse.

    Mange veje fører til Rom

    Andreas Adler Schwarz har tidligere prøvet kræfter med flere fag, herunder tømrer, landbrug, industriteknik og VVS, inden han valgte elektrikerretningen. Hos VS Automatic har han arbejdet med både industri- og serviceopgaver. Han fremhæver især balancen mellem selvstændighed og sparring i hverdagen, hvor der altid har stået en svend klar til at guide og vejlede.

    – Det har fungeret rigtig godt, fortæller Andreas, der også er glad for variationen i opgaverne som elektriker.

    De tre nye svende blev fejret hos VS Automatic med foodtruck, gaver og taler med ros til de tre hovedpersoner for både faglighed, læringskurve og gåpåmod.

    Anbefalede artikler