Adm. direktør Michael Saxtoft (tv) og teknisk direktør Mats Bach Nilsson (th) overtog tidligere i 2023 det fulde ejerskab af Steen Jørgensen El-Installation, som nu skifter navn til Electable.
El-installatør har skiftet ejere og nu også navn
I stedet for Steen Jørgensen El-installation skal man vænne sig til at sige Electable. For de nye ejere skifter nu navn på virksomheden, da man gerne vil lægge afstand til prisræs og hellere vælges for sin faglighed og gode proces.
Michael Saxtoft og Mats Bach Nilsson er de nye ejere af Steen Jørgensen El-installation A/S, som de overtog fuldt ved årsskiftet. De to står som henholdsvis administrerende direktør og teknisk direktør for ledelsen af virksomheden, der udfører el- og teknikentrepriser i større bolig- og erhvervsbyggerier.
For at tage afstand til prisræset i installationsbranchen, skifter de nu også navnet på virksomheden til Electable A/S, fortæller direktør Michael Saxtoft i en pressemeddelelse:
- Er du for prisfokuseret, har du også typisk en tendens til at overse noget, enten bevidst eller ubevidst, og det vil uundgåeligt ende ud i diskussion og konflikt på et eller andet tidspunkt i projektet. I installationsbranchen er det alt for ofte en kamp om at underbyde hinanden for at give den laveste pris. Det prisræs vil vi ikke være en del af. Vi vil vælges for vores faglighed og vores gode proces. Derfor er det heller ikke os, der er billigst i tilbudsfasen. Til gengæld kan kunderne regne med, at det tilbud, de får, også svarer til den pris, de kommer til at betale i sidste ende.
Læs også:
Energivejlederordningen klæder håndværkeren på til rådgivning af kunden – og måske mersalg
Med denne markedstilgang har Electable opbygget en fast kundekreds blandt udviklere og entreprenører, især øst for Storebælt. Den første vundne opgave efter navneskiftet er da også et projekt på Sjælland.
I Københavns Nordhavn skal Electable udføre el-entreprisen på et nyt p-hus i seks etager, som Jönsson A/S opfører for By & Havn. Dermed videreføres det gode samarbejde med Jönsson fra projekter som busterminalen Naverland i Glostrup og Gladsaxe Skøjtehal.
For nylig kunne Electable offentliggøre sit 2022-regnskab, der viste et overskud på 3,7 mio. kroner før skat. Udviklingen ser positiv ud med en solid ordrebeholdning og en række spændende projekter i pipeline, heriblandt flere entrepriser til tocifrede millionbeløb. Udover p-huset i Nordhavn skal Electable også udføre el på et projekt for Innovater med 33 boliger, Lidl-butik og p-kælder i Allerød.
Om Electable A/S
Electable har base i Frederikshavn og leverer el- og teknikentrepriser til større bolig- og erhvervsbyggerier. Referencelisten tæller projekter som plejecenteret Betty III på Frederiksberg, DSV’s logistikcenter Hedeland ved Hedehusene, Molestien med over 600 boliger, kontorhus og p-hus i Københavns Sydhavn, og det nye fællesmagasin for Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek.
Electable blev grundlagt i 1988 under navnet Steen Jørgensen El-Installation og var tidligere et søsterselskab til Steen Jørgensen El-Service i Skagen. Efter et glidende generationsskifte, som blev afsluttet i februar 2023, ejes Electable nu i et 50/50-partnerskab mellem adm. direktør Michael Saxtoft og teknisk direktør Mats Bach Nilsson.