31d255da-d95d-469e-9c6b-be6f57897581

Digital bevægelsesmåler hjælper til bedre arbejdsmiljø

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • Arbejdsmiljø
  • IT og ny teknologi
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2025-09-25
  • | Af Redaktionen
  • | Foto: Getty images
  • Ny teknologi giver data til at kortlægge belastninger i arbejdet og styrke arbejdsmiljøindsatsen – også i håndværksfag, hvor man allerede samler data fra murere.

    En bevægelsesmåler udviklet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) skal give arbejdspladser et mere præcist billede af de fysiske krav, medarbejdere udsættes for i hverdagen. Systemet, kaldet Motus, kombinerer en lille sensor, der fastgøres på kroppen, med en app, der registrerer bevægelser og arbejdsstillinger.

    Målet er at blive bedre til at forebygge smerter og sygefravær gennem mere objektiv viden om fysisk belastning – viden, som i dag ofte beror på skøn og subjektive vurderinger.

    Gør usynlige ergonomiske udfordringer synlige

    Motus er allerede testet på en række arbejdspladser, hvor systemet har vist potentiale som et praktisk værktøj i arbejdsmiljøarbejdet. Ifølge Andreas Holtermann, der er forskningschef i ergonomisk arbejdsmiljø på NFA, kan teknologien være med til at nedbryde usikkerheder og skabe en fælles forståelse af de ergonomiske udfordringer:

    – Det kan være svært for medarbejdere at vurdere, hvor længe de arbejder i udfordrende stillinger – for eksempel med armene hævet over skulderhøjde. Her kan Motus give et objektivt billede, der styrker dialogen og skaber et fælles afsæt for at finde løsninger, fortæller Andreas Holtermann i en pressemeddelelse.


    Positiv respons fra pilotprojekt

    I et større pilotprojekt har over 1.300 personer testet systemet i deres daglige arbejde. Her blev brugervenlighed, funktionalitet og anvendelighed evalueret.

    – Vi har fået god feedback på, at systemet er let at anvende, og at det skaber øget opmærksomhed på både udfordringer og løsninger i det ergonomiske arbejdsmiljø, fortæller seniorforsker Nidhi Gupta fra NFA.

    Brugerne skal blot fastgøre sensoren på låret, registrere arbejdstid og opgavetyper, og fortsætte deres arbejde som vanligt. Efter måleperioden på syv dage modtager både medarbejderen og virksomheden data om fysisk belastning og ergonomiske risici.

    Potentiale på tværs af brancher

    Motus er testet i både arbejdsmiljø- og folkesundhedssammenhænge og har vist sig brugbar på tværs af faggrupper. Forskerne håber, at systemet på sigt kan danne grundlag for større datasæt – for eksempel om murernes arbejdsvilkår – som kan pege på generelle forbedringsmuligheder i branchen.

    – Motus har vi afprøvet på 1.370 personer på tværs af jobgrupper, hvor vi lavede målinger i 24 timer over syv dage for at teste brugervenligheden. Og fik meget positiv positiv respons, fortæller Rasmus Kildedal, som er akademisk medarbejder på NFA.

     

    Om studiet

    Pilotprojektet var i den første fase finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden, mens anden fase var støttet af TrygFonden. Undervejs blev teknologien justeret på baggrund af brugerfeedback.

    En af studiets styrker er netop, at teknologien er blevet afprøvet og forbedret løbende. Dog bemærker forskerne, at det var vanskeligt at rekruttere deltagere, hvilket kan påvirke, hvor repræsentative resultaterne er.

    Læs mere om at skabe et sundt arbejdsmiljø på byggepladserne

    Anbefalede artikler