<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
IMG_4327

Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk

Dansk Håndværk: Sådan kan man fastholde ældre medarbejdere

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2024-10-17
  • | Af Redaktionen

    Mens den politiske debat om en pensionsalderen raser, er fokus gledet helt væk fra de seniorer, der faktisk ønsker at fortsætte på jobbet, mener Dansk Håndværk

    Selv om den offentlige diskussion i høj grad handler om stigende pensionsaldre, oplever Dansk Håndværk, at nogle ældre medarbejdere gerne vil fortsætte med at arbejde.

    Og det er en fordel, for de ældre medarbejdere er en værdifuld ressource for virksomhederne, mener Dansk Håndværk, som derfor har set på, hvad virksomhederne kan gøre for at beholde deres dygtige medarbejdere lidt længere.

    - Arbejdet er en vigtig del af vores identitet, som er svær at slippe fra den ene dag til den næste. Derfor ønsker mange seniorer rent faktisk at beholde arbejdet og den daglige kontakt med kolleger. Men for at det lykkes, bør man som arbejdsgiver tage nogle simple redskaber i brug. Og det er dem, vi vil inspirere virksomhederne til at overveje, siger Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.

     

    Blev aldrig spurgt

    Seniorerne har stor erfaring, kender tidligere løsninger på faglige problemer og er ofte en stabiliserende faktor i de sociale relationer mellem medarbejderne. Samtidigt er de en del af løsningen på den mangel på dygtige medarbejdere, som mange virksomheder vil opleve de kommende år, mener arbejdsgiverorganisationen, som derfor kommer med en række råd til virksomhederne.

    - Undersøgelser blandt ansatte, der stopper umiddelbart ved pensionsalderen, viser at mange af dem ikke blev spurgt, om de havde lyst til at fortsætte. Så hvis man ønsker at medarbejderen skal blive, skal man tale med vedkommende om muligheden i god tid før pensionsalderen, forklarer Morten Frihagen.

    Men først skal arbejdsgiveren gøre sig klart om og hvordan, der vil være brug for seniorerne.

    - Man bør overveje, om den ansatte kan få mulighed for fleksibilitet og indflydelse på tid og arbejdsopgaver. Ofte vil vedkommende gerne fortsætte en periode som hidtil, men ønsker derefter at gå ned i tid eller afstå fra visse - eksempelvis fysisk krævende - arbejdsopgaver. Arbejdsgiver skal derfor på forhånd gøre sig klart, i hvilket omfang det kan lade sig gøre.

    Som en tredje opgave, peger organisationen på, at det er vigtigt at lave en forventningsafstemning om betingelserne for at fortsætte og hvilke opgaver, der skal udføres.

    - Da vi i foråret 2024 forhandlede nye overenskomster for Bygge- og Anlæg, VVS- og Blikkenslager, Industri- og værksted og Auto- og Boligmonterings områderne, aftalte Dansk Håndværk og 3F, Blik og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal, at virksomhederne skal holde en årlig medarbejderudviklingssamtale. Det kan ske på et vilkårligt tidspunkt i løbet af året og er derfor en åbenlys mulighed for den forventningsafstemning, der er behov for - både for arbejdsgiver og for den ansatte, der nærmer sig pensionsalderen, forklarer Morten Frihagen.

    Dansk Håndværk har som inspiration oplistet fem opgaver, som arbejdsgiver kan overveje, hvis de vil give deres dygtige og omhyggelige seniorer mulighed for at fortsætte efter den officielle pensionsalder.

    Inspiration til at holde fast på erfarne håndværkere

    Den grundlæggende overvejelse: Som arbejdsgiver skal du først gøre dig klart om fortsættelse af den pågældendes ansættelsen er relevant, er i virksomhedens interesse og hvad eventuelt reduceret arbejdstid, ændrede arbejdsopgaver, aftrapning over tid osv. vil betyde for virksomheden.

     

    Praktiske ændringer: En del seniorer ønsker ændringer for at kunne fortsætte, ligesom virksomheden kan have visse betingelser. Som arbejdsgiver skal du derfor overveje, hvilke opgaver, der vil være relevante, hvis arbejdstid eller -indhold skal ændres. Vil disse være et krav eller et tilbud og skal ændringer ske straks eller aftales løbende.

     

    Gør tilbud og indhold tydeligt: Det er vigtigt at tale med medarbejderen om, at der er mulighed for at blive. Dermed har vedkommende tid til selv at gøre sig nogle overvejelser om tiden efter den officielle pensionsalder. I den sammenhæng bør du gøre opmærksom på dine overvejelser om eksempelvis fleksibel arbejdstid, aftrapning over tid, ændring af arbejdets indhold - men også på de krav, der måtte være.

     

    Forventningsafstemning er vigtig: Den årlige medarbejderudviklingssamtale kan være et godt og naturligt redskab til at lave forventningsafstemningen. Her er der tid til at drøfte mulighederne, så begge parter kender forventningerne til fremtiden. Denne forventningsafstemning bør gentages ved en hel- eller halvårlig samtale, hvis senioren vælger at fortsætte.

     

    Glidende aftrapning af arbejdslivet: Byggeri og håndværk er mere fysisk krævende end for eksempel kontorarbejde. Selv om teknologi og arbejdsredskaber gør arbejdet lettere, vil der være både brug for og ønske om ændringer. Som eksempel er det måske ikke formålstjenligt, at en ældre medarbejder arbejder på en fysisk krævende tagrenovering i syv etagers højde. Til gengæld kan deres erfaring være værdifuld ved løsning af uventede problemer eller på eksempelvis værkstedet. Ældre medarbejdere kan også være en værdifuld mentor for lærlinge, der kan høste viden og erfaringer i forhold til opgaveløsninger. Løbende aftrapning og ændring i forhold til formåen og lyst kan med en glidende overgang mellem arbejdslivet og tilværelsen som pensionist give begge parter værdi - selv når arbejdslivet afsluttes med vedligeholdelse af værktøj, orden og klargøring på værksted i nogle timer om ugen. 



    Læs flere nyheder om byggeriets udvikling på temasiden

    Anbefalede artikler