<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Mette Møller Nielsen

Dansk Byggeri: Firkantede løfteregler kræver kompromisser

  • Sikkerhed
  • Byggepladsen
  • 2018-04-11
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Reglerne, der i høj grad kommer fra EU, skal fortolkes, og heldigvis er der en pragmatisk indstilling i branchefællesskabet og hos Arbejdstilsynet, lyder det fra Dansk Byggeri.

    Hos Dansk Byggeri kan arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen godt forstå, at løftereglerne kan være en smule tunge at danse med. Det er de sådan set også for Dansk Byggeri, siger hun.

     

    - Der er jo tale om nogle lidt firkantede regler, som nogle gange kan være udfordrende i en branche, hvor det går stærkt, og hvor der konstant kommer nye produkter, der ikke nødvendigvis er afstemt med de gældende vægtgrænser.

     

    - Derfor er løsningen på nedslidningsproblematikken heller ikke, at man bliver ved med at sænke grænsen for, hvor meget en håndværker må løfte, men at man i stedet bruger den viden, vi i dag har om kroppen, siger hun og påpeger at rutiner, der involverer regelmæssige stræk af ryggen og bedre planlægning af både byggepladser, arbejdsdag og processer, ville kunne erstatte mange af reglerne.

     

    - Det virker jo nogle gange lidt absurd, at en stor, stærk håndværker maksimalt må løfte 15 kg på byggepladsen, mens han efter fyraften løfter meget tungere vægte nede i fitnesscenteret.

     

    EU-regler som fortolkes

    Mette Møller Nielsen fortæller, at løftereglerne i høj grad bestemmes af EU og derefter implementeres i danske lovgivning. Trods det er der på de europæiske byggepladser stor forskel på, hvad der accepteres i forhold til løft og lignende.

     

    - Det hænger sammen med, at EU-reglerne fortolkes, og at vi i Danmark har tradition for en meget tekstnær læsning og desuden en stærk håndhævelse. Vi har f.eks. forholdsmæssigt dobbelt så mange ansat i Arbejdstilsynet, som man har i mange andre EU-lande.

     

    Læs interview med Mette Møller Nielsen fra Dansk Byggeri: Byggeriet vil altid være en højrisikobranche

     

    En pragmatisk tilgang

    Men trods de skrappe regler og den tekstnære tolkning, er der i branchefællesskabet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, en vilje til at få tingene til at fungere.

     

    - Vi har et rigtig godt, og pragmatisk samarbejde, hvor Arbejdstilsynet også er kompromissøgende. Vi kan f.eks. blive kontaktet af tilsynet, fordi der på byggepladserne er introduceret en ny gipsplade, der er for tung i forhold til de gældende regler. Så går vi sammen med arbejdstagerside og Arbejdstilsynet ind i et udviklingsarbejde, hvor vi måske ender med at gøre pladen mindre, eller får konstrueret et hjælpemiddel, der kan løfte den, siger Mette Møller Nielsen og fortsætter.

     

    - Så kan der være steder, hvor man ikke kan komme ind med hjælpemidlet, og der er Arbejdstilsynet så nogle gange nødt til at gå lidt på kompromis. Generelt finder vi de løsninger, der skal til, og har også udviklet branchevejledningen for stort set alle områder.

      

     

    Samarbejdet BAMBUS

    Dansk Byggeri driver i samarbejde med arbejdstagerside Byggeriets Arbejdsmiljø Bus, hvor ti konsulenter kører rundt i landet og vejleder om tekniske hjælpemidler og korrekte løfteteknikker. Se mere om BAMBUS-samarbejdet på: BAM-bus.dk

      

    Så meget må du løfte:

    Et løft vurderes ud fra hvor mange gang, det udføres på en dag, og om der er vrid, træk og skub involveret i bevægelsen. Som udgangspunkt gælder disse grænser:

    • 30 kg, når vægten løftes en underarmslængde fra rygsøjlen 
    • 15 kg, når vægten løftes i trekvart armsaftand fra rygsøjlen  
    • To mand må tilsammen løfte en byrde på 21 kg, når byrden befinder sig trekvart armsaftand fra rygsøjlen 

     

     
    Anbefalede artikler