Co-CEO i DS Gruppen, Mike Flörke sammen med Co-CEO i DS Gruppen, Morten Kaad. Foto: Annemarie Vestergård Baumann
DS Gruppen præsenterer ekstraordinært årsresultat
DS Gruppen har i regnskabsåret 2023/2024 leveret et stærkt resultat på trods af et udfordrende marked. Det giver anledning til at se positivt på fremtiden, ifølge de to CEO’er Morten Kaad og Mike Flörke.
På trods af en svag nedgang i markedet har DS Gruppen formået at sikre stærke resultater i regnskabsåret 2023/2024, der blev afsluttet med et bemærkelsesværdigt resultat. Omsætningen passerer 3,6 mia. kr., og resultatet før skat udgør godt 415 mio. kr. Dette skyldes en veltilrettelagt strategi og en god ordretilgang. Virksomheden har haft succes med at holde et højt aktivitetsniveau og sikre, at planlægningen altid er fremadskuende og effektiv.
En af de vigtigste drivkræfter bag årsresultatet har været det nære samarbejde med virksomhedens nye ejer GOLDBECK. Det har givet højere effektivitet og den operationelle performance er forbedret.
Investering i fremtiden
Som en del af DS Gruppens langsigtede strategi mod 2030 er der gennemført og planlagt flere investeringer. Blandt de mest bemærkelsesværdige tiltag er introduktionen af et succesfuldt parkeringshuskoncept i Danmark samt udviklingen af et kontorbyggerikoncept, der bliver lanceret i 2025. Desuden har overtagelsen af betonværket i Genner styrket produktionskapaciteten, og softwarekompetencerne er blevet løftet med købet af Halber.- Vi er taknemmelige for medarbejdernes store indsats, det har været en afgørende faktor for vores ekstraordinære resultat. Medarbejderne er hovednerven i vores virksomhed og uden deres høje engagement, kompetencer, samarbejdsvilje og evner som ét samlet team samt viljen til videreudvikling, vil vi ikke være i stand til at fortsætte vores udviklingsrejse, fortæller Co-CEO Morten Kaad i en pressemeddelelse.
DS Gruppens fokus er på at skabe nøglefærdige byggerier og langsigtet værdi, både for sine kunder og for samfundet som helhed.
- Vi er meget tilfredse med vores resultater i år. Det viser tydeligt, at vores strategi og samarbejde med GOLDBECK bærer frugt. Styrkelsen af vores decentrale enheder, den løbende udvikling af nye produkter og den målrettede udbygning af yderligere synergier har bidraget væsentligt til, at alle DS-koncernens virksomheder har nydt godt af disse positive indsatser, siger Mike Flörke, Co-CEO.
Klimavenlige løsninger og medarbejdernes trivsel
Gennemgående arbejder DS Gruppen med et særligt fokus på at reducere klimaaftrykket, hvor man har forpligtet sig til at integrere klimaansvarlige løsninger i alle processer. Det sker både gennem energieffektive byggeprocesser, brug af genanvendelige materialer og kunstig intelligens, der bidrager til DGNB- og BREEAM-certificeringer i størstedelen af totalentrepriserne.
DS Gruppen lægger desuden stor vægt på medarbejdernes trivsel, og i det forgangne år har man skærpet fokus på samarbejder på tværs af generationer af medarbejdere. Dette er en del af en bredere strategi for at skabe en arbejdsplads, der fremmer medarbejderudvikling og individuel trivsel.