Fra venstre: Helle Lundsgaard – næstformand i DM&E, Jacob Chr. Nielsen – ny direktør i DM&E og Niels Rüsz - formand i DM&E.
DM&E’s nye direktør glæder sig til at besøge medlemmerne
Jacob Chr. Nielsen bliver ny direktør for DM&E, der er brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder inden for maskinstationer, entreprenører, kloakmestre og skov-entreprenører.
DM&E’s nye direktør bliver Jacob Chr. Nielsen, der tidligere har været CEO for ITD, brancheorganisationen for transport og logistik. Han kommer med både stor erfaring i at udvikle politiske initiativer i Danmark samt EU og har et fokus på digitalisering og den grønne omstilling. Det gør ham til det rette valg for DM&E’s fortsatte indsats for at styrke medlemsvirksomhedernes vilkår, skriver DM&E i en pressemeddelelse.
Jakob Chr. Nielsen ser frem til at lære både medlemmer og DM&E’s medarbejdere at kende.
- Jeg har hørt meget positivt om DM&E gennem årene. Medarbejderne er dygtige, og medlemmerne er engagerede. Det er et fantastisk fundament at bygge videre på, og jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med medarbejdere, medlemmer og bestyrelse for at udvikle og styrke foreningen i fremtiden, siger Jacob Chr. Nielsen i pressemeddelelsen.
Bestyrelsesformand Niels Rüsz siger:
- Vi er glade for at kunne byde Jacob Chr. Nielsen velkommen som vores nye direktør. Med hans erfaring og stærke netværk både nationalt og i EU er vi sikre på, at han kan bidrage til at sikre gode rammevilkår for vores medlemsvirksomheder. Jacob har givet os et klart indtryk af, at han kan møde vores medlemmer i øjenhøjde og forstår behovene hos vores brede medlemsgruppe.
Fra venstre: Niels Rüsz - formand i DM&E og Jacob Chr. Nielsen – ny direktør i DM&E.
En attraktiv branche
Jacob Chr. Nielsen ser flere vigtige områder, hvor DM&E kan gøre en forskel for medlemmerne, især når det gælder rekruttering af kvalificeret arbejdskraft:
- Verden forandrer sig hurtigt, og DM&E’s medlemsvirksomheder står over for udfordringer som f.eks. generationsskifte, digitalisering og den grønne dagsorden. En central udfordring er rekrutteringen af kvalificeret arbejdskraft, hvilket er en generel udfordring på arbejdsmarkedet, især da generationerne bliver mindre. Et godt sted at starte er at tiltrække unge mennesker til branchen gennem lærepladser og andre initiativer. Det er vigtigt at finde måder at gøre branchen attraktiv for kommende generationer, så vi sikrer en stabil og kompetent arbejdsstyrke fremadrettet.
Med 14 års erfaring som topleder, herunder bestyrelsesposter i Sydbank og CEO-rollen i Erhvervshus Sydjylland, bringer Jacob Chr. Nielsen en stærk ledelsesbaggrund med sig til DM&E. Selvom han ikke tidligere har arbejdet inden for de specifikke områder, som DM&E dækker, ser han det som en mulighed for at tilføre nye perspektiver og innovative løsninger:
- Min vigtigste opgave vil være at støtte medlemmerne i at videreudvikle deres forretninger og sikre, at vi har de rette politiske rammevilkår på plads. Selvom jeg ikke har arbejdet i alle de specifikke segmenter, som DM&E dækker, har jeg set lignende udfordringer i andre brancher. Jeg planlægger at besøge medlemmerne og virkelig lytte til, hvad der rører sig, så vi kan finde de bedste løsninger sammen.
Jacob opfordrer alle medlemmer til at invitere ham på et besøg:
- Jeg glæder mig til at møde medlemmerne og håber snart at få aftalt møder og besøge virksomhederne, så jeg kan få det hele under huden. Tøv ikke med at kontakte mig på jcn@dmoge.dk / 2055 0621 for at aftale et møde.