<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Auto-afretning1

Med et tryk på Auto-knappen og et træk i joysticket, afretter gravemaskinen selv.

Cat Grade Autoafretning: Gravemaskinen afretter selv – farvel til smadrede knæ og ømme rygge

  • Byggepladsen
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • IT og ny teknologi
  • Arbejdsmiljø
  • 2022-05-16
  • | Af Frank Ulstrup
  • Minigravere fra 3,5 til 10 tons kan nu stort set selv afrette og udgrave komplicerede grøfteprofiler. Automatikken overflødiggør ikke bare manuel afretning og minimerer nedslidning, den vil også få den uerfarne maskinførere til at performe som en prof. 

    Der var præcist afrettede sandpuder og skarpt gravede grøfter - men slet ingen ømme knæ og rygge, da Caterpillar-forhandleren Zeppelin Danmark den 15. og 17. marts inviterede til åbent hus og demonstration af de seneste landvindinger indenfor digital minigraver automatik.

    Anders-Thomsen  produktchefProduktchef hos Zeppelin, Anders Thomsen, fortæller om teknikken bag Cat Grade Autoafretning.



    Arrangementet fandt sted på Zeppelins testsite i Skejby, hvor virksomhedens medarbejdere viste, hvad man kan opnå, når algoritmer og elektrohydrauliske maskinstyringer spiller sammen på skønneste vis. 

    Eksempelvis steg Zeppelins produktchef, Anders Thomsen op i en otte tons minigraver - trykkede på Auto-knappen og trak i venstre joystick.


    Derefter afrettede maskinen selv til et forud defineret niveau eller udgrave en bestemt grøfteprofil. 


    Og den gjorde det vel at mærke med en præcision på omkring 10 millimeter – afhængigt af bl.a. hastighed og maskinens stabilitet.

     


    Tror på kæmpepotentiale

    Løsningen har et kæmpepotentiale – ikke mindst for anlægsgartnere, brolæggere og entreprenører sagde Anders Thomsen efterfølgende:


    - Det bliver mere og mere normalt, at man afretter med gravemaskiner, fordi de alligevel findes på pladsen. Men det er en meget trættende opgave for maskinføreren, og medmindre han er ekstremt rutineret, bliver det ofte upræcist. Det betyder jo så, at nogen, der skal ned på deres knæ og i gang med retteskinner osv. Og alle, der har udført den slags arbejde ved, at det er opslidende i længden, lød det.


    Længere mellem de meget erfarne

    Dertil kommer, fortsatte Anders Thomsen, at der fremover vil blive færre af de ekstremt rutinerede maskinførere:


    - I dag findes der maskinførere, der har 30 års erfaring, og som kan grave og afrette ekstremt præcist uden brug af automatik. Men tendensen er, at der bliver færre og færre af dem.

    Det kan vores automatik så kompensere for, så en relativ urutineret maskinfører pludselig performer som én, der aldrig havde lavet andet, sagde han og pegede på, at det også vil resultere i en helt anden fleksibilitet for arbejdsgiverne og samtidig øge effektiviteten på bygge- og anlægspladserne.

     

    Cat-Grade-Display-bredCat Grade skærmen i kabinen, hvor den ønskede arbejdsproces defineres.



    Cat Grade plug & play

    Automatikken, der har fået navnet ”Cat Grade Autoafretning” er udviklet af Trimble i samarbejde med Caterpillar, og blev præsenteret som en verdensnyhed på E&H-messen i 2021. 


    Når Caterpillar kom først med løsningen, hænger det sammen med, at Cat-maskinerne er baseret på elektrohydraulik. Det vil sige, at maskinføreren ikke er i direkte kontakt med hydraulikken, men at hans joysticks og pedaler er 100% elektroniske. 


    - Elektrohydraulikken gør det muligt at automatisere på et meget bredt plan, og det skal vi selvfølgelig udnytte, sagde Anders Thomsen og nævnte, at maskinen blot skal være udstyret med 2D eller 3D maskinstyring for at kunne gøre brug af Cat Grade Autoafretning:


    - Dermed kræves der ingen fysisk modificering af maskinens hydrauliksystem, så det er egentlig bare plug & Play, når Cat Grade systemet er monteret og softwaren er låst op.

     


    Hvorfor i Danmark?

    På spørgsmålet om, hvorfor Caterpillar har valgt at præsentere nyheden i Danmark, pegede Zeppelin på de særlige arbejdsmarkedsforhold, der gør sig gældende her og i det øvrige Skandinavien:


    - Det handler selvfølgelig om, at det er her markedet er størst. Sagen er, at vi i Skandinavien er dem, der benytter gravemaskiner mest aktivt. Og det gør vi, fordi lønningerne er høje, og fordi der er arbejdsmiljøregler, der bestemmer hvor længe man f.eks. må arbejde manuelt med en skovl. Så det er ganske enkelt her i Norden, at behovet er størst.

     

    I-vatterFærdigt arbejde. Maskinen har stort set selv afrettet sandpuden, og maskinføreren kan gå videre til næste opgave.


    Kræver helt andre algoritmer

    Med tanke på, at gradere og docere i mange år har benyttet en lignende automatik med GPS-signaler og lasere til at holde bladet i den rette højde og med det rette tilt, kan det måske undre, at gravemaskinerne først kommer med nu. 


    Men det er der én – eller faktisk flere - gode forklaringer på, sagde produktchefen:


    - Som sagt er det primært i Skandinavien, at vi har efterspurgt automatik på gravemaskiner – og Skandinavien er jo altså et relativt lille marked. Det er en del af forklaringen.


    - En anden er, at det er meget sværere at styre bevægelserne på en gravemaskine, der jo har mange flere bevægelige led, og som i det hele taget er en meget mere kompleks maskine. Det kræver med andre ord nogle helt andre algoritmer, for at få det til at fungere. Men det gør det nu, og det er vi superstolte over, lød det fra Anders Thomsen.

    Anbefalede artikler