Generationernes Hus i Nivå skal stå færdig i 2027
Byggepladsbesøg på Generationernes Hus i Nivå
Hansson & Knudsen er i gang med opførelsen af Generationernes Hus, hvor CLT-konstruktioner, genbrugstegl og komplekse tagløsninger giver nye erfaringer på byggepladsen.
Da Bygge- & Anlægsavisen besøger byggepladsen ved Generationernes Hus i Nivå, er Hansson & Knudsen A/S ved at afslutte tag- og facadearbejderne på den nye skole. Projektet er en del af et samlet byggeri i Fredensborg Kommune på 16.400 m², der skal rumme folkeskole, SFO, NKKs idrætshal, svømmehal samt bibliotek og kulturhus. Byggeriet skal certificeres til DNGB-Guld.
For hovedentreprenøren er projektet særligt interessant, fordi det er første gang, at Hansson & Knudsen skal opføre et CLT-byggeri i denne størrelse. Vi har dog tidligere bygget i CLT i mindre skala, fortæller seniorprojektchef Michael Uhrup Nissen, der viser rundt på pladsen.
Hansson & Knudsen er i dag ejet af Aarsleff-koncernen og opgaven i Nivå er derfor bemandet af medarbejdere fra begge selskaber. Dette skaber gode synergier gennem det interne samarbejde, hvor viden, kompetencer og erfaringer deles på tværs af organisationerne.
Michael Uhrup Nissen, seniorprojektchef i Hansson & Knudsen
Taget skulle på først
Byggeriets rækkefølge har været afgørende, da det er et hybridbyggeri uden overdækning og der derfor løbende har været udført diverse byggepladsmembraner som en del af fugtstrategi.
– Når man taler om hybridbyggeri er fugthåndtering meget vigtig og dette er helt afgørende for byggeprocessen, fortæller Michael Urup Nissen.
– Planen har været at få tagkonstruktionen etableret så hurtigt som muligt for at beskytte træelementerne og gøre bygningen klar til de efterfølgende arbejder. Det store spørgsmål har derfor hele tiden været, hvornår huset er tæt nok til, at vi kan begynde på de indvendige arbejder, forklarer seniorprojektchefen og tilføjer, at arbejdet har krævet løbende kontrol af tagmembraner, samlinger og overgange mellem de forskellige tagkassetter.
Særligt områderne mellem kuberne har krævet opmærksomhed for at sikre, at der ikke trænger vand ind i konstruktionen.
Forholdet har også gjort, at tidsplanen for byggeprocessen har været planlagt efter årstiderne, så de mest kritiske arbejder kunne udføres i de bedst mulige vejrforhold.
Mange elementer frem for store moduler
Skolebygningen er opbygget af otte sammenhængende kuber, som mødes i et stort, centralt fællesrum, der bliver skolens Hjerterum. Det er karakteriseret ved både trækonstruktionen i CLT, store vinduespartier, vinklede tagkassetter og indvendige vægge i genbrugsmursten.
– For mig har det været en spændende proces at styre, fordi der er så mange forskellige elementer i spil hele tiden. Det er noget helt andet end de store modulbyggerier, fortæller Michael Uhrup Nissen.
Koordineringen mellem de mange leverancer og montager har også været en væsentlig del af projektet.
Første store erfaringer med CLT
Konstruktionen er udført som et hybridbyggeri med CLT-træ, stål og beton som bærende elementer.
– CLT er stadig et forholdsvis nyt materiale for mange udførende, og CLT-Danmark er stadig dem, der ved mest om materialet. Derfor trækker vi meget på deres erfaringer og viden for at sikre kvaliteten i byggeriet varetages bedst muligt, lyder det fra seniorprojektchefen.
Når byggeriet står færdigt, vil store dele af den flotte trækonstruktion stadig være synlig indvendig i bygningen. Bærende konstruktioner bliver ikke skjult bag beklædninger, men er en del af de færdige rum og vil være med til at skabe et rart indeklima i skolebygningen, ifølge Michael Uhrup Nissen.
Skjult teknik i de skrå tagflader
Taget er en af de mest teknisk udfordrende dele af projektet, for tagfladerne er udført med forskellige hældninger og rummer både tagpap, glaspartier og tekniske installationer.
Ventilationsanlæggene er placeret på skolens taget, skjult bag de skrå tagflader. Og faktisk blev anlæggene leveret og monteret tidligt i processen, hvorefter tagbyggeriet er blevet opført omkring dem.
– Løsningen stiller større krav til planlægningen, men giver til gengæld et mere integreret udtryk i og med, at teknikinstallationer på taget ikke er synlige. Den komplekse tagløsning har betydet, at stilladserne har været oppe ad to omgange. Først til tagarbejdet og senere igen i forbindelse med facadeelementerne, fortæller Uhrup Nissen.
Fokus på ressourcer og CO2
Teglsten fra den tidligere skole, som er revet ned for at give plads til den nye, større skolebygning, genanvendes indvendigt i bygningen og giver et flot udtryk.
Erfaringen fra projektet er, at genbrugsmaterialer fortsat giver en række praktiske udfordringer. Der skal tages stilling til ansvar, kvalitetssikring og dokumentation - og samtidig kræver materialerne ofte ekstra håndtering. Teglsten skal vurderes, renses og sorteres, før de kan anvendes igen. Samtidig kan transport og bearbejdning hurtigt påvirke både økonomi og CO2-regnskab, fortæller Michael Uhrup Nissen:
– Tanken er god, men branchen mangler stadig et system omkring genbrugsmaterialer.
På byggepladsen i Nivå er der fokus på at begrænse ressourceforbruget i hverdagen. Det sker blandt andet gennem affaldssortering, fokus på materialeforbrug og reducere energiforbrug og unødig tomgangskørsel på maskiner og udstyr. Sammen med trækonstruktionen og brug af genbrugsmaterialer er ambitionen at nedbringe byggeriets samlede klimaaftryk.
Næste fase
Mens de sidste glasfacader mangler at blive monteret, nærmer projektet sig næste fase. Når det flotte tag bliver lukket endeligt af, kan håndværkerne for alvor rykke indenfor og fortsætte arbejdet med de mange indvendige løsninger. Det bliver spændende at følge byggeriet.
Tak for at vi måtte komme forbi.
Om Hansson & Knudsen
Hansson & Knudsen blev grundlagt i 1946 i Haarby på Vestfyn af murermestrene Svend Hansson og Marius Knudsen. I dag er virksomheden en af Danmarks etablerede entreprenør- og byggevirksomheder med hovedkontor i Odense og afdelinger i Kolding og Hvidovre.