BYGGERI’25
Bosch og Makita vender tilbage til BYGGERI-messen
Alle førende elværktøjsproducenter er nu bekræftet til BYGGERI’27. Så glæd dig til at opleve branchens største navne med nyheder og hands-on demoer.
Udover Bosch og Makita tæller udstillerlisten også DeWalt, Milwaukee, STANLEY – Stanley Black & Decker, Metabo og HiKOKI. Det betyder, at håndværkere, entreprenører og andre fagfolk kan opleve de nyeste produkter og løsninger samlet ét sted.
Tæt kontakt til brugerne er i fokus
For Bosch handler messen om at være tæt på brugerne og deres behov.– For os er innovation drevet af dialog med fagfolk. Vores svar på deres behov er den nye EXPERT line, som er landet. Med over 25 'Best in class'-produkter sætter vi en ny standard for high performance produkter – og flere følger. BYGGERI’27 bliver arenaen, hvor vi viser branchen, hvad der er muligt. Vi ser frem til at demonstrere vores nyeste løsninger, fortæller Jan Lindbjerg fra Robert Bosch, i en pressemeddelelse.
Hos Makita lægges der vægt på den direkte kontakt til brugerne.
– For Makita er det vigtigt altid at have den direkte kontakt til håndværkerne, hvor både dialogen og hands-on demoerne spiller en meget stor rolle. På BYGGERI’27 har vi mulighed for dette samt at vise vort brede produktprogram og nyheder, så håndværkerne får afdækket de behov, som de har i hverdagen. Vi ser derfor meget frem til at deltage på BYGGERI’27, siger Henrik Søndergaard fra Makita Danmark.
Høj aktivitet skaber investeringslyst
Hos Danske Byggecentre er man glade for, at værktøjsproducenterne bliver så massivt repræsenteret på BYGGERI’27. Ifølge Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre, kommer den brede opbakning fra værktøjsproducenterne på et tidspunkt, hvor branchen står stærkt.– Vi ser ind i et år, der ifølge prognoser fra bl.a. DI Byggeri, bliver præget af stor aktivitet og nok så vigtigt høj beskæftigelse. Det betyder, at effektivitet i form af ny teknologi, nye løsninger og nye produkter bliver endnu mere efterspurgt af fagfolkene, siger han og peger på, at analysen blandt medlemmerne viser en klar tendens:
– Mange i branchen har både behov for – og mulighed for – at investere i nye redskaber og nyt værktøj.
BOKS: Fakta om BYGGERI-messen
BYGGERI er Danmarks største messe for byggevarer og arrangeres af Danske Byggecentre i samarbejde med ca. 300 leverandører. I 2027 breder messen sig over 28.000 kvm og forventes at tiltrække mere end 26.000 besøgende fra hele byggebranchen.