Boligselskabet Sjællands får ny bygge- og udviklingsdirektør
Louise von Müllen er ny bygge- og udviklingsdirektør i Boligselskabet Sjælland, hvilket markerer et generationsskifte i boligselskabet og har til hensigt at styrke den strategiske retning for fremtidens byggeri og byudvikling.
Louise von Müllen bringer med sig en omfattende erfaring inden for arealomdannelse, udvikling af bofællesskaber og strategisk byplanlægning. Hendes vision er at styrke den sociale og miljømæssige bæredygtighed i det almene byggeri, hvor fællesskaber og bystrategisk tilgang spiller en central rolle.
- Social og miljømæssig bæredygtighed, sundhed, lighed og demokratisk deltagelse hænger nøje sammen med, hvordan vi orkestrerer vores byer, byrum og mødesteder. Potentialet i det almene er meget større end bare vægge og bygninger – det ligger i de fællesskaber og ressourcer, der opstår mellem væggene og bygningerne, når vi går helhedsorienteret og bystrategisk til værks, udtaler Louise von Müllen.
Hun har tidligere haft en ledende rolle inden for strategisk forretningsudvikling og bystrategi i Boligselskabet Sjælland og har arbejdet med helhedsplaner, tværfagligt samarbejde og borgerinddragelse.
Strategisk ledelse med fokus på fællesskaber og bæredygtighe
Louise von Müllen afløser Per Bro, der i næsten ti år har været med til at forme Boligselskabet Sjællands byggeorganisation. Per Bro har spillet en afgørende rolle i opbygningen af en stærk byggeafdeling, der i dag håndterer komplekse projekter inden for renovering og nybyggeri.
- Per har sat et tydeligt aftryk på vores byggeorganisation. Vi er taknemmelige for hans indsats og glade for, at vi fortsat får glæde af hans erfaring og viden, siger administrerende direktør Troels Riis Poulsen.
Per Bro fortsætter i Boligselskabet Sjælland, hvor han i første omgang vil sikre en grundig overdragelse af igangværende byggesager og derefter bidrage til udvalgte projekter i en ny rolle.
Om Boligselskabet Sjælland
Boligselskabet Sjælland er Danmarks fjerdestørste boligselskab og servicerer over 15.000 hjem på Sjælland. Selskabet arbejder for at skabe trygge hjem og bæredygtige fællesskaber og er en aktiv medspiller i udviklingen af fremtidens byer og boligområder. Blandt deres projekter er moderniseringen af de historiske bygninger på Sankt Hans og det bystrategiske projekt Byens Haver, der skal integrere et tidligere udsat boligområde med Roskilde i en blandet bydel med sundhedstilbud og natur tæt på beboerne. Boligselskabet Sjælland samarbejder desuden med boligselskaberne Vores Bolig, Hvalsø Boligselskab og BoliGrøn.