<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
20200930-DSC05047_1920

Bedre overvågning af varmepumpen kan spare penge

  • Materialer og Løsninger
  • Energi og Energioptimering
  • IT og ny teknologi
  • VVS
  • 2023-04-12
  • | Af John Bo Northroup
  • Installatører kan være tilbøjelige til at sætte temperaturen på varmepumpen lidt højere end nødvendigt, for at undgå at blive kaldt ud på grund af for lidt varme i huset, men derved kan forbrugeren misse en besparelse på op til 20 % årligt.

    Rådgivervirksomheden Bodil Energi er i gang med at undersøge besparingspotentialet ved bedre installation og finjusteringer af varmepumper.

    Projektet skal optimere og reducere elforbruget i enfamilieshuse med opvarmning fra jordvarme og luft-til-vand varmepumper.

    Projektet er støttet af forsknings- og udviklingsprogrammet ELFORSK, der støtter digitalisering og sektorkobling og fremmer grøn omstilling i Danmark. ELFORSK er en del af Green Power Denmark.

    – Det kan nogle gange være vanskeligt for installatørerne at indstille varmepumperne korrekt, især ved bygninger med store vinduespartier, hvor temperaturen kan svinge på grund af solens stråling. Derfor ser vi, at mange installatører er tilbøjelig til at sætte varmen lidt højere end nødvendigt for at undgå at blive kaldt ud til et koldt hus, fortæller Morten Bay Wirenfeldt, der er medstifter af rådgivervirksomheden Bodil Energi.

    Ifølge en opgørelse fra Teknologisk Institut kan der være mellem 15 og 20 pct. at spare ved at fininstallere varmepumpen.

     

    BEAM Team_1600Det er Morten Bay yderst til højre. Teamet består derudover af Emma, Alexander, Filip, Andreas, Rune og Luca.



    Bygger en digital tvilling af et hus

    – Vi tager billeder og indsamler data om kundens hus. Dernæst bygger vi en digital tvilling af huset, og ved hjælp af vejrdata fra den pågældende lokation, forudsiger vi hvor meget varme huset afgiver til omgivelserne og indtager fra solen. Det sker i et samarbejde med DTU Compute, som også er partner på projektet, siger Morten Bay Wirenfeldt.

    Generelt betjener Bodil Energi sig af en white-box model, hvor firmaet ser på den konkrete bygnings fysiske mål og egenskaber til at forudsige varmeforbruget, hvorimod DTU gør brug af en grey-box model med inddragelse af kunstig intelligens trænet med vejrdata og varmepumpen forbrug. Begge modeller bruger også information om vind som en vigtig faktor, samt husejernes forbrugsmønstre.

    – Brug af begge tilgange kan berige og bibringe os endnu mere viden og hjælpe til at realisere besparingspotentiale ved installation og finjusteringer af varmepumper, siger Morten Bay Wirenfeldt.

     

    Kan betyde lån på bedre vilkår

    Med i projektet er også Nordea og det handler bl.a. om at se på, om pengeinstitutterne kan give lån på bedre vilkår.

    – Du kan sammenligne med en bil. Hvis vi kan få bilen til at køre 24 kilometer på literen frem for 20 kilometer, så burde den bedre rentabilitet også afspejle sig i en mere fordelagtig finansiering. Det er i hvert fald vores hypotese, understreger Morten Bay Wirenfeldt.

    Det aktuelle projekt løber antagelig indtil udgangen af 2023. Men dér stopper ambitionerne slet ikke.

     

    small_1600



    Hjemmet som et stort varmebatteri

    Bodil Energi er meget optaget af husets evne til at optage varme og til at nedkøle.

    – Vores næste skridt er at se på hjemmet som et stort varmebatteri. I en tid, hvor der er berettiget frygt for at overbelaste elnettets kapacitet, da er fleksibilitet et stadigt vigtigere nøgleord. Et hus er i stand til at lagre varme, og det ville være forrygende, hvis et aggregeret antal huse i et givent område helt kunne lukke ned for varmeforsyningen i en time eller to. Et mere stabilt forbrug kan spare samfundet for store investeringer i forstærkning af elnettet. Herved vil private husejere kunne tjene lidt ekstra hver måned, samtidig med at de understøtter den grønne udvikling, siger Morten Bay Wirenfeldt.

    Han peger på, at der både bliver flere dyre og flere billige timer i el-nettet. Det kalder på behovet for en større udjævning af belastningen. Et behov, der ikke bliver mindre af, elforbruget i Danmark ifølge Green Power Denmark står til at blive fordoblet fra 2020 til 2030, ikke mindst på grund af den forventede vækst i antallet af elbiler og varmepumper i Danmark.

     

     

    Om Bodil Energi

    Bodil Energi bruger intelligente løsninger til at optimere energipotentialet i private hjem. Firmaet foreslår energirenoveringsløsninger for den enkelte husejer, og sørger for en nem proces, lige fra første tilbud til færdig installation. Der gives et overblik over rentabilitet og fremtidige energiudgifter, samt mulighed for finansiering, sådan at kunden får det fulde overblik over sin investering.

     

    Bodil Energi arbejder for at gøre noget godt for klimaet, samtidig med at de gør noget godt for kunders økonomi, og har de sidste par år rådgivet mere end 5.000 boligejere. Firmaet tæller i dag 18 ansatte, som er en blanding af energirådgivere og digitale udviklere. Ved hjælp af digitale værktøjer gøres det nemt at få et overblik – prøv selv Bodils beregner på www.bodil.energy

    Anbefalede artikler