<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
grønlandsbanken-bæredygtighed
Annonce

Fra venstre: Adm. direktør, Anders Kristensen, projektdirektør, Anders Kold Larsen og erhvervskundechef, Morten Balle.

Bæredygtighed handler også om at se på helheden

  • Byggeriets udvikling
  • Nordatlantisk Byggeri
  • 2024-12-22
  • | Af Tim Panduro
  • | Foto: Emil Stach

    Bæredygtig tankegang er både nødvendigt og rigtigt, mener man hos Grønlandsbanken, der mærker en øget interesse for området – også når det handler om den sociale bæredygtighed.

    I Grønlands hovedstad Nuuk er der så mange byggekraner i sving, at den virker større end de knap 20.000 beboere, den er hjem for.

    Byggeboomet har gjort en diskussion om bæredygtighed nødvendig – og den diskussion deltager Grønlandsbanken meget gerne i. Banken er den helt store økonomiske spiller på verdens største ø, og erhvervsrådgiver Morten Balle ser store fordele i, at byggeriet er så bæredygtigt som muligt.

    - Dels handler det om, at vi skal tage ansvar for vore omgivelser, og dels handler det om, at vi er stærkt afhængige af både import og eksport. Det betyder, at vi skal forholde os til reglerne i Europa, selv om Grønland ikke er en del af  EU. Hvis vi ikke leger med, bliver vi sat af, siger Morten Balle.

    Han ser samtidig en økonomisk sund fornuft i at leve op til krav om bæredygtighed. Grønland er da også begyndt at se de første DGNB-certificerede byggerier, og han understreger, at banken støtter op om de bæredygtige projekter, selv om byggebudgetterne i nogle tilfælde bliver lidt højere.

    - Byggeri udgør en stor del af Grønlandsbankens portefølje, og hvis vi skal vælge mellem to byggerier, er vi tilbøjelige til at gå efter det mest bæredygtige. På kort sigt er det måske lidt dyrere at bygge bæredygtigt, men på længere sigt gør det sig ikke gældende. En bæredygtig bygning vil holde værdien meget bedre end et traditionelt stykke byggeri, og det gavner virksomhedens image at have de rette certificeringer, uanset om det er brugeren af bygningen eller bygherren, siger han.

    Morten Balle ser det som en moralsk forpligtelse for Grønlandsbanken at understøtte den bæredygtige udvikling, men han ser også frem til, at der kommer en national strategi på området.

    - Det ser heldigvis ud til, at der kommer en national bæredygtighedsstrategi allerede her i 2024, som vi kan læne os opad, og Grønland har også indgået Parisaftalen. Så blikket er også rettet mod bæredygtighed fra national side, og det vil selvfølgelig betyde meget, både i forhold til offentligt og privat byggeri, siger erhvervsrådgiveren.


    Den sociale bæredygtighed

    Bæredygtighedsdagsordenen handler ikke kun om miljø og klima – specielt ikke i et samfund som det grønlandske, der er kendetegnet af store afstande og små befolkningsgrupper.

    Den sociale bæredygtighed er således også vigtig – og det er flere virksomheder opmærksomme på. En af dem er AK Byggeteknik, hvor projektdirektør Andreas Kold ser social bæredygtighed som et hovedfokus.

    - Vi bruger rent lokal arbejdskraft, og vi har et stærkt fokus på at uddanne lærlinge inden for branchen. Vores ide om bæredygtighed er hovedsageligt at uddanne lokale unge til at føre faget videre i næste generation, siger Andreas Kold, der opfordrer til, at netop den sociale bæredygtighed ikke bliver glemt i diskussionen.

    - Der er for eksempel mangel på boliger i Nuuk, og det gør, at det kan være svært at få medarbejdere andre steder fra til at flytte til byen, så der burde bygges flere almene boliger.

    Hos Grønlandsbanken er der også en bevidsthed om den problemstilling.

    - Det er vigtigt, at bæredygtighed bliver tænkt hele vejen rundt, siger Morten Balle.

    - Det skal være muligt for virksomheder at tiltrække medarbejdere, og vi skal også have fokus på, at behovene generelt er meget forskellige, alt efter om vi er i Nuuk eller ude i områder med 2-300 indbyggere. Så selv om den miljømæssige bæredygtighed er enormt vigtig, skal vi også være opmærksomme på, at bæredygtighed favner bredere end det.
    Anbefalede artikler