<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
PKS-2401-2k

Asfaltkoncern giver medarbejderne æren for rekordregnskab

  • Anlæg
  • Veje og Infrastruktur
  • 2024-04-19
  • | Af Malene K. Holm

    Pankas ruller ud af 2023 med en bundlinje på 56 millioner kroner, og det er en solid fremgang hos asfaltkæmpen.

    PKS-2401-1kKim Krøis direktør i Pankas Danmark

    Hos den knap hundred år gamle asfaltkoncern Pankas er man rigtig godt tilfredse med regnskabet, som man lige har præsenteret. Omsætningen samlet i ind- og udland for hele koncernen landede i 2023 på 1,733 milliarder kroner mod 1,556 milliarder kroner i 2022. Driftsresultatet blev på 91 millioner kroner, hvilket er en stigning på 30 millioner kroner i forhold til året før.

    For de danske aktiviteter i Pankas var der ligeledes en solid fremgang i 2023.

    – Vi er meget tilfredse med det regnskab, som vi præsenterer i dag. De økonomiske resultater viser med stor tydelighed, at vores strategipunkter med fokus på økonomistyring, ressourceallokering og et ekstraordinært fagligt fokus, har båret frugt, fortæller Kim Krøis, der er direktør i Pankas Danmark i en pressemeddelelse.

    Kim Krøis uddyber:

    – Overordnet set er vi blevet mere effektive og bedre til at prisafdække vores tilbud, inden de bliver til en konkret ordre. I den proces har vi i langt højere grad spejlet vores tilbud op mod AB18-regelsættet. Det giver kunderne en øget garanti, og vi kan kun opfordre til, at flere i branchen benytter sig af dette fælles styreværktøj i fremtiden.

     

    Dedikerede medarbejdere skaber flot resultat

    Men det er også medarbejdernes store og uovertrufne engagement, som virkelig har battet.

    – På tværs af hele Pankas gør vi en stor dyd ud af at give alle medarbejdere stort ansvar. Det skaber rammerne for at blomstre. Den frihed har vores ansatte grebet, og de er de sande stjerner i forhold til resultatet. Med dedikation og passion i højsædet er der skabt et hav af gode relationer til vores kunder, og det er vigtigt – for som vi siger: Det job vi laver i dag, er billetten til det job, vi skal lave i morgen, siger Kim Krøis.

    Kim Krøis fortæller videre, at Pankas gennem de seneste år har intensiveret indsatsen med at fremme entreprenørånden i virksomheden – han uddyber:

    – Hos os skal der for alle medarbejdere være højt til loftet og kort vej til ledelsen. Vi er blevet markant bedre til at dele succeserne og fejre sejrene blandt alle medarbejdere, når vi præsterer godt Samtidig gør vi meget ud af at åbne op for dialoger om nye forslag, da vi ved, at synergieffekten har stor værdi for os - flere tænker bedre end én.

     

    2024 ser også godt ud for asfaltkæmpen

    I 2024 forventer Kim Krøis uændrede konkurrenceforhold i Danmark og dermed også et fornuftigt driftsresultat for året.

    – Generelt set ser vi et roligt opadgående asfaltmarked i Danmark, og vi er derfor fortrøstningsfulde i forhold til resultatet for det kommende regnskabsår. Målet er at holde snuden godt i sporet, og her skal vi fortsætte vores arbejde med effektivisering af driften - herunder energibesparelser på fabrikker, entrepriser og kontorer, fortæller Kim Krøis og fortsætter:

    – Samtidig har vi flere spændende grønne tiltag i støbeskeen. Vi har som branche arbejdet med bæredygtighed i vores entrepriser i en del år, herunder genbrug af asfalten, og vi kan efterhånden mærke, at markedet tager imod de gode hensigter. I hverdagen arbejder vi ud fra et ESG-perspektiv, som vil løfte Pankas arbejde med bæredygtighed yderligere de kommende år.

    Anbefalede artikler