Alt for mange boliger fyrer stadig for gråspurvene
Politikerne sidder på hænderne og overser et kæmpe CO₂-potentiale i ældre boliger, mener Dansk Håndværk, der efterlyser en informationskampagne om energirenovering til boligejerne. For håndværkerne står klar.
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Mange boligejere har i de seneste år erstattet olie- og gasfyr med varmepumper. Men selv om varmekilden er blevet grønnere og mere effektiv, forbliver et væsentligt problem uløst: store mængder energi går stadig til spilde i utætte og dårligt isolerede bygninger.
Ifølge Dansk Håndværk står bygninger i Danmark for omkring 20 % af de samlede CO₂-udledninger, og især ældre boliger trækker op i regnskabet.
– Som arbejdsgiverforening for landets håndværkere undrer det os, at der ikke er rygende travlt med forbedringer rundt om i villakvarterer og i landdistrikter – i de ældre ejendomme. Det skyldes muligvis, at boligejere generelt tror, at deres hus er i langt bedre stand, end det faktisk er tilfældet. De er ikke klar over, hvor megen energi, der spildes på grund af dårlig isolering, gamle vinduer eller utætte loftsrum, fortæller Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk, i en pressemeddelelse.
Behov for oplysning og politisk handling
Dansk Håndværk peger på manglende viden som en af hovedårsagerne til det lave tempo i energirenoveringen. Organisationen efterlyser derfor en national informationskampagne, der kan synliggøre både klimaeffekten og de økonomiske gevinster ved at forbedre boligens energitilstand.
– Medierne fokuserer ofte på klimaaftrykket fra vores madforbrug, men hvorfor fortæller vi ikke, at vores bolig sandsynligvis betyder langt mere for CO2-udslippet, og at der tilmed kan være en økonomisk fordel ved at gøre noget ved problemet. Der kan ofte spares 10-30 % på varmeregningen ved blot at udbedre nogle simple fejl. Og går man grundigere til værks, er beløbet større. Varmeregningen falder i takt med klimaforbedringen, og samtidig stiger værdien af huset med mere end 50.000 kroner for hvert hak, det rykker op på energiskalaen, fortæller Morten Frihagen.
Potentiale i huse før 1990
Politisk har fokus primært været på at få boligejerne til at skifte fra olie og gas til el, men den helt store klimagevinst opnås først, når der også sættes ind på bygningens klimaskærm og installationer, understreger Dansk Håndværk. Særligt huse opført før 1970 – men også mange op til 1990 – har betydeligt forbedringspotentiale.
– Byggesektoren er klar. Mange håndværkere er uddannede energivejledere og kan rådgive om rentable og nødvendige energiforbedringer. Men så længe politikerne sidder på hænderne, taber vi både CO₂-reduktioner og økonomiske besparelser på gulvet, fastslår Morten Frihagen.
Læs flere artikler om løsninger, der viser vejen i renoveringsprojekter