Nedrivning af Rosenparken

375.000 mursten får nyt liv i renoveringen af Rosenparken

  • Byggeriets udvikling
  • Anlæg
  • Materialer og Løsninger
  • Renovering
  • Tegl
  • Målbar bæredygtighed
  • Nedrivning
  • 2025-09-22
  • | Af Malene K. Holm
  • | Fotos: Weisleder Nedrivning
  • Med fokus på planlægning og genbrug er tre boligblokke i Rosenparken demonteret af Weisleder Nedrivning, så en stor mængde mursten kan genbruges i renoveringen af de tilbageværende blokke og nye rækkehuse.

    Michael WeislederMichael Weisleder, direktør i Weisleder Nedrivning

    I Nakskov er boligkvarteret Rosenparken undervejs i en omfattende renovering, hvor tre boligblokke blev revet ned for at give plads til nye tidssvarende boliger. I stedet for at ende som byggeaffald bliver 375.000 mursten fra den nedrevne bygninger renset og gjort klar til at vende retur til byggepladsen, hvor de skal indgå i skalmurerne på de tilbageværende tre boligblokke, som skal totalrenoveres og isoleres. Derudover vil de rensede mursten genbruges i murflangen i de nye rækkehuse, som opføres i kvarteret. Projektet er et eksempel på, hvordan selektiv nedrivning, systematisk planlægning og tæt samarbejde kan gøre genbrug af byggematerialer til en del af renoveringen af boligmassen.

    Løber og kop skal gå op

    Weisleder Nedrivning har stået for demonteringen af boligblokkene, hvorefter murstenene er transporteret til virksomheden Gamle Mursten på Fyn, der står for at sortere, rense og gøre stenene klar til næste etape af Nakskov Almene Boligselskabs renovering af Rosenparken. Stenene bliver kvalitetssikret, CE-mærket og opgjort i løber og kop, så man står med det rette antal mursten.

    Selv for en nedriver er det voldsomt mange mursten, som skal håndteres til genbrug samme sted, og projektet har også været et af de større projekter hos nedrivningsfirmaet, ikke mindst fordi det også inkluderede miljøsanering, fortæller Michael Weisleder, direktør i Weisleder Nedrivning:

    - Selvom vi har udført denne type opgave mange gange tidligere, så gjorde tankerne om genanvendelse af materialer i opgaven ekstra interessant.

    Man skulle vælge den bedste løsning for rensning af murstenene, der enten kunne gøres lokalt i Nakskov, hvilket ville spare CO2 i transport. Men da man ikke var sikker på pladsmæssigt at kunne håndtere så store mængder af mursten på byggepladsen, og man samtidig forudså, at rensearbejdet ville genere beboerne med støv og støj, valgte man at få murstenene renset hos virksomheden Gamle Mursten på Fyn.

     

    Forsøg med genbrug af fundamenter

    Udover genbrug af mursten blev der gjort forsøg med at bevare fundamenter til brug i de nye byggerier. Tanken var at skære dem ned i terrænhøjde, tilpasse og kvalitetssikre dem, så man er sikker på jordtryk og afstivning. Dette kunne dog ikke lykkes, da det viste sig, at fundamenterne havde større skader.

    Mursten renset
    Mursten renset_2
     
     


    Projektchef Lasse Eriksen fra entreprenøren Enemærke & Petersen a/s, der er hovedentreprenør på projektet, forklarer:

    – Når man kan udnytte de eksisterende fundamenter, bevares byggeriets fodaftryk på grunden og både jordarbejde og materialeforbrug bliver reduceret. Men for at lykkes i sådan et projekt, forudsætter det, at det nye byggeri tilpasses de gamle fundamenter, og vi skal kunne sikre, de stadig kan bære den nødvendige last.

    Store maskiner til små materialer

    Selektiv nedrivning som i Rosenparken-projektet kræver en anden tilgang til nedrivning end traditionel maskinel nedtagning, for murstenene må ikke beskadiges, og fundamenterne skal frilægges med omhu.

    – Demontering kræver maskinførere, som arbejder nænsomt med de store maskiner. Det handler om erfaring og præcision – ellers kan materialerne ikke genbruges, forklarer Michael Weisleder.

    Selvom tidsplanen var stram, lykkedes det at færdiggøre opgaven halvanden måned før tid. Ifølge Weisleder skyldes det en kombination af grundig planlægning, dygtige medarbejdere og et tæt samarbejde med hovedentreprenøren.

    Erfaringer mod en cirkulær økonomi i byggeriet

    Et tidskrævende arbejde med klargøring af mursten foregår hos Gamle Mursten, hvor stenene bliver sorteret i hele og halve, vurderet for hårdhed og sikret, at de kan indgå i nybyggeri.

    For at genskabe det oprindelige arkitektoniske udtryk i Rosenparken har man valgt at mure de nye bygninger op i samme krydsforbandt som tidligere blokke. Dermed bliver både udtryk og historisk kontinuitet bevaret.

    Selvom projektet i Nakskov er en god historie, peger Lasse Eriksen på, byggebranchen stadig befinder sig i en læringsfase hvad angår genbrug.

    - Al genbrug af materialer i nye byggerier er stadig læring for os alle i forhold til at finde ud af, hvad er økonomisk på længere sigt.

    For der er udfordringer med plads og logistik til at opbevare byggematerialer, hvor Lasse Eriksen savner en platform a la Genbyg. Samtidig sætter kvalitetssikring og energikrav grænser for, hvilke materialer der kan genanvendes.

     

    Weisleder Nedrivning_mursten

    Ideen skal være klar for alle

    I byggeri med genbrug af materialer er forventningsafstemning også utrolig vigtig, understreger Lasse Eriksen:

    - En mursten er ikke bare en mursten og for eksempel i Rosenparken bliver både mursten fra ydervægge og indervægge genbrugt. Det betyder, at de genbrugte mursten er i et blandingsforhold af to forskellige farver, da ydervæggene i det gamle byggeri var i gule mursten og indervæggene i røde. Løsningen har været at have enkelte røde sten blandt de gule.

    – Genbrugsmaterialer kan have farveforskelle eller patina. Et fundament kan have fået et hak. Når man bygger med genbrugsmaterialer skal alle parter – bygherre, rådgivere og entreprenører – have samme forståelse af det færdige udtryk fra start. Eksempelvis kan en mockup eller prøveopsætning være en god måde at forholde sig til slutresultatet på, forklarer Lasse Eriksen.


    Nedriverbranchen i forandring

    Selektiv nedrivning og genbrug er i dag en voksende del af byggebranchen, drevet af både tanker om mere bæredygtigt byggeri og skærpede krav til miljøhåndtering. Med krav til autorisationer inden for asbest og selektiv nedrivning kan Michael Weisleder se, at man er blevet færre om opgaverne. Branchen blevet mere specialiseret og professionaliseret, fortæller Michael Weisleder:

    - Nedrivere i dag er ikke længere de gamle bulderbasser – i dag er det at være nedriver mere en håndværker, der demonterer bygninger, så materialerne kan få et nyt liv. For det kræver erfaring og kendskab til håndværket, ligesom en tømrer har, siger direktøren, og runder af:

    - Men hen over hele linjen ser vi en klar bevægelse mod, at genbrug af byggematerialer bliver tænkt ind allerede fra projekternes begyndelse.


    Teamet bag renovering af Rosenparken

    Bygherre: Nakskov Almene Boligselskab
    Byggeforretningsfører: Boligkontoret Danmark
    Totalrådgiver: Pålsson Arkitekter
    Underrådgiver: DP Arkitekter
    Underrådgiver: Lyngkilde
    Underrådgiver: Opland
    Hovedentreprenør: Enemærke & Petersen a/s

     

    Læs mere om selektiv nedrivning og genanvendelse af byggematerialer

    Anbefalede artikler