<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
acbba906-5d17-4342-9b87-c851b8580937

Med PEFC-certificering kan håndværkere også dokumentere bæredygtighed

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • Gulve, Vægge og Lofter
  • Tag og Facade
  • Træ
  • 2022-09-27

    Håndværkerne er et vigtigt skridt til at kunne forbedre dokumentationen af bæredygtige materialer. Et nyt initiativ fra STARK og PEFC Danmark hjælper håndværkere som tømrervirksomheden KyedByg med at blive PEFC-certificeret

    Hvordan hjælper vi de mindre håndværkere med at dokumentere deres miljøvenlige materialer over for de private boligejere?

     

    Det er trælastkæden STARK, organisationen PEFC Danmark og konsulentvirksomheden Duracert gået sammen for at undersøge. I et fælles projekt tilbød de en mindre gruppe af STARKs håndværkerkunder at blive PEFC-gruppecertificeret med alt betalt det første år.

     

    Fordelen ved at blive PEFC-certificeret er bl.a., at virksomheden kan dokumentere og markedsføre sig med, at den anvender certificeret træ. Det er en stor fordel, fordi flere og flere kunder efterspørger certificeret træ i deres byggeri.

     

    - Med certificeringen ønsker vi at give tømrerne en mulighed for at dokumentere bæredygtigheden i deres materialevalg i forhold til træ. Formålet er at få skabt nogle erfaringer på området og bidrage til vores kunders forretning.

    Bolius vejleder eksempelvis de private boligejere til at søge mærkningsordninger som PEFC, når de ønsker bæredygtige materialer, og vi ser ind i en agenda med mere og mere fokus på at bygge miljøvenligt, så det handler om at være på forkant med udviklingen.

    Det vil vi hjælpe vores kunder med, siger Kristian Fribo, bæredygtighedschef hos STARK Danmark.



    eacba166-5c61-49f1-ac69-2093de58cf24



    Vil ikke halte bagefter 

    Tømrervirksomheden KyedByg fra Tikøb i Nordsjælland blev udvalgt til certificeringen. Virksomheden har primært private kunder og tæller, foruden tømrermester og ejer Frederik Kyed, 22 medarbejdere.  

     

    - Vi kan se, at der er et øget fokus på bæredygtighed i branchen, så vi vil gerne være med i stedet for at halte bagefter, når der kommer flere regler på området. Vi arbejder allerede med at bygge mere bæredygtigt, blandt andet ved at tage dialogen med vores kunder om at vælge certificerede byggematerialer, siger Frederik Kyed.

     

    Selvom beløbet til selve certificeringen var dækket for dem, så krævede projektet alligevel en investering på 20-30 mandetimer for Kyedbyg, vurderer Frederik Kyed. Det har bl.a. inkluderet en oprettelse af systemer til at holde styr på dokumentationen af det certificerede træ:  

     

    - Jeg er blevet klogere på PEFC-certificering og kontrol op gennem forsyningskæderne. Men det store arbejde ligger i fremtiden. Hvis det skal blive en succes overfor vores kunder, så skal det også markedsføres, siger han.

    Et vigtigt skridt med håndværkerne

    Anne Larsen, lead auditor og rådgiver hos Duracert, arbejder som konsulent for virksomheder, der gerne vil PEFC-certificeres, herunder også KyedByg.

     

    - Vi hjælper håndværkerne med at få oprettet et system, så de kan styre deres certificeringer. Vi guider dem til, hvad kravene er til PEFC, og hvordan de kan leve op til dem.

    Det behøver ikke at være besværligt. Vi finder en måde at hjælpe den enkelte virksomhed godt i gang”, siger hun.

    Hos PEFC Danmark er generalsekretær Peter Bæk glad for samarbejdet, fordi håndværkerne er et vigtigt skridt i forhold til at forbedre dokumentationen af bæredygtige byggematerialer.

     

    - En del mindre produktionsvirksomheder er certificerede, men det er nyt, at vi nu går ud i næste led med håndværkerne. Det er en vigtig gruppe at få med, så de også kan dokumentere bæredygtigheden i deres arbejde.

    Det er en milepæl, og vores erfaringer med projektet her skal gøre det lettere for andre håndværkere at komme igennem samme proces, siger han.

     

    De private kunder hænger i bremsen

    Selvom Frederik Kyed forsøger at skabe efterspørgsel hos sine private kunder, så ser mange ikke værdien af det endnu, fordi prisen stadig spiller en stor rolle, fortæller han.

     

    - Det er forskelligt, hvordan vores kunder tager det, når vi foreslår materialer, der belaster miljøet mindre. Nogle synes bare, at det er en fis i hornlygte, og prisen er det vigtigste.

    Men vi oplever også, at flere og flere interesserer sig for det, så de private kunder er også til at flytte på. Lige nu er det dog kun dem, der brænder allermest for det, der vælger det, siger han.

     

    Peter Bæk kan genkende Frederik Kyeds vurdering af de private kunders villighed til at betale mere for de certificerede materialer. Men han tror på, at vi er på vej i den rigtige retning:

     

    - Vi er i udvikling på området. Der stilles allerede krav i større byggerier, både private og offentlige, bl.a. med DGNB-certificeringer.Vi ser en øget efterspørgsel hos private også, og de første byggerier af private huse er allerede blevet PEFC-certificeret.

    Vi er i opstartsfasen, så det er et fælles projekt for alle parter at skubbe på udviklingen, siger han.

     

    At de private kunder har et øget fokus på det bæredygtige valg, bekræftes også af STARKs årlige bæredygtighedsundersøgelse. Her svarede hele 46,6 procent af de 7000 adspurgte STARK-privatkunder, at de ofte, meget ofte eller altid tænker bæredygtighed ind i deres køb af byggematerialer.


    Lovgivningsmæssigt er der også skrappere regler på vej til at skubbe på den bæredygtige udvikling. Krav til bygningers klimaaftryk med udgangspunkt i kriteriet fra den frivillige bæredygtighedsklasse om livscyklusvurdering (LCA), der beregner byggeriet CO2-udledninger, vil nemlig løbende blive indfaset i bygningsreglementet.

    Allerede fra næste år indføres der CO2-krav til nybyggeri, der er større end 1.000 kvm.

     

    Fakta om PEFC-certificering:

    - PEFC står for Programme for The Endorsement of Forest Certification, og det er en international mærkningsordning for ansvarlig skovdrift.

    - Ansvarlig og bæredygtig skovdrift handler bl.a. om bevarelse og vedligeholdelse af skovarealer, dyre- og planteliv samt skovenes sociale værdier.

    - En virksomhed kan blive PEFC-sporbarhedscertificeret, og det er en uafhængig verifikation af, at de træbaserede produkter, de sælger, er fra bæredygtigt forvaltede skove.  

    - I Danmark er 320.000 hektar skov PEFC-certificeret, hvilket er cirka halvdelen af alt dansk skov. Både på verdensplan og i Danmark er PEFC er den største og mest udbredte skovcertificeringsordning.

    - Over 500 virksomheder og organisationer i Danmark er sporbarhedscertificeret og handler med PEFC-certificerede produkter.

     

    - Alle STARK-forretninger i Danmark blev PEFC-certificeret i 2008.

     

     

    Anbefalede artikler