<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Iveco Daily Forza2020_1920

Test af Iveco Daily Forza+: Arbejdsbil med fine fornemmelser

  • Byggepladsen
  • Varevogne og Transport
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2020-07-06

    Iveco Daily er kommet i en ny udstyrsvariant, Forza+. Det giver den store kassebil et mere komfortabelt og luksuriøst udtryk, men det er stadig en ægte arbejdsbil. Begge dele taler til italienerens fordel. Bygge- & Anlægs-avisen tester Iveco Daily Forza+.

    Tekst af Thomas Schiermacher fra AltOmVarebiler.dk

     

    Den seneste aftapning af Iveco Daily kom i 2016. Modellen blev frisket op i 2019, hvor Daily først og fremmest nye og mindre forurenende motorer, et nyt interiør og en række nye teknologier, der forbedrede sikkerheden. I forhold til den forrige model tog Daily et stort skridt frem, når det handler om komforten, brændstoføkonomien og den teknologi, som chauffører kræver, for at kunne udføre arbejdet fra bilen.

     

    Der er ingen tvivl om at Iveco Daily er en arbejdsbil. Udefra er der ikke mange dikkedarer, ud over de effektive LED-lygter, men en detalje er værd at lægge særligt mærke til. Det er omme bagpå, hvor man i kampagnemodellen får et fabriksmonteret træk. Det er af den robuste slags, som man sætter pris på, hvis man får bakket lidt for tæt på anhængeren.

     

    Iveco Daily Forza2020red-1600

     

    En god kasse

    Det er ikke det ydre, der tæller på en bil som Iveco Daily. Det er det indre - bag rattet og i ”kassen” – at det gælder om at imponere. Vi ser på det sidste først.

     

    Den testede kampagnemodel er en 35A16 med automatgear. Det er en halvlang og halvhøj model, der tager 12 m3 gods. Varerummet er som standard beklædt med træbund og sider. Det ser godt ud og der er gode kroge til at surre godset fast. Solide greb ved sidedøren og bagdøren letter ind- og udstigning.

     

    Standardbelysningen i varerummet lader noget tilbage at ønske. Den vil kræve en opgradering, hvis man indimellem skal lede efter noget og finde vej mellem byggematerialer og værktøj.

    En dejlig detalje i varerummet er, at der over førerkabinen er plads til længere gods. Rummet er desuden beklædt med en solid plastikbakke, som beskytter kabineloftet og samtidig kan bruges til aflæggeplads. Skydedøren i højre side er bred og de dobbelte bagdøre kan åbne i 270 graders vinkel, så det er til at komme til at læsse og losse bilen, uden at dørene er i vejen.

     

    Iveco Daily Forza2020red_1600

     

    Hverdag med luksus

    Det er bag rattet den meste af tiden bruges i en Iveco Daily og den oplevelse er blevet løftet i væsentlig grad med Forza+-udstyret.

     

    Kørestillingen er opret og lidt ”lastbil-agtig”. Heldigvis kan det læderbetrukne rat justeres både ind/ud og op/ned, så det lykkes at finde en god kørestilling. Det affjedrede førersæde tager godt af for vejbump og ujævnheder og kan justeres efter chaufførens vægt. Det er virkelig en fornøjelse at sidde på.

     

    I testperioden er sommeren for alvor ved at bide sig fast i Danmark, men alligevel skal det også nævnes, at der er Webastofyr monteret. En dejlig detalje på en kold vintermorgen. I sommervejret kan man glæde sig over klimaanlægget, der holder hovedet koldt under kørsel.

    I kabinen er der masser af aflæggeplads. Der er et stort rum under passagersæderne, samt mange små rum og god plads i dørlommerne. Der er også en smart holder til tablets og mobiltelefon, så man kan køre håndfrit. Den 7” store skærm i midten af instrumentbrættet har indbygget radio- og navigationsanlæg med DAB. Anlægget kan selvfølgelig parres med telefonen. Navigationen kræver en del tålmodighed. Den starter alt for langsomt op.

     

    At Iveco’en er en arbejdsbil ser man på gulvet i kabinen, hvor der er lagt slidstærk gummi. Det tåler at blive brugt. Og det tåler at blive vasket. Sådan skal det være!

     

    Iveco Daily Forzainterior 34

     

     

    Teknologi gør den letkørt

    Kørslen er en fornøjelse. I testbilen kører vi uden last og det gør den lidt følsom overfor vind. Men sidevindsassist, der er standard, hjælper til og holder bilen på plads med avanceret teknologi. Når der kommer vægt i varerummet, vil Iveco’en ligge helt stabilt. Der er også vejbaneassistent, der sikrer at man ikke slingrer over vejstriberne.

     

    Mange kommer til at køre i tæt trafik på vej til og fra arbejdspladser eller på ruten med pakker og her er den adaptive partpilot guld værd. Den holder automatisk afstand til forankørende og i samarbejde med den gode automatgearkasse er det en leg, at køre tæt på lande- eller motorvej.

    I byen har den store kassevogn praktisk nok en ’City-knap’, der aktiverer et system, der gør servostyringen lettere at håndtere. Sammen med en meget lille venderadius gør det, at Daily er letkørt også, der hvor der er snævert.

     

    Muskler nok

    Det, der betyder noget er, hvor meget man kan læsse ind i kassen og om på traileren. Svaret er ”meget”. Daily klarer 3,5 ton på krogen og en samlet vogntogsvægt på 7 tons. Det kræver bare de rigtige kørekort, så kan du trække afsted med minigraver og stabilgrus. Iveco Daily har gode kræfter og de 156 hk er nok. Skal man altid have trailer og tunge materialer med i bilen, så skal man måske kigge efter de stærkere modeller. Men Daily er godkendt som trækdyr og arbejdshest.

     

    Prisen på grisen?

    Forza+-udstyret koster 15.000 kr. ekstra i forhold til en tilsvarende Iveco Daily uden. Men der er udstyr for væsentlig mere, især når man husker, at varerummet er beklædt og anhængertræk monteret. De penge er godt givet ud for en solid arbejdsbil med fine fornemmelser.

     

    Iveco Daily Forza-1600
     

     

    FAKTA:

    Iveco Daily Forza+, 35A16-aut
    Kontantprisen er 315.000 kr. ex. moms. De fleste vil nok kigge i retning af leasing og her har Iveco en række muligheder.

     

    Motor:
    4-cylindret 2,3 liters turbodieselmotor
    Transmission: 8-trins Hi-Matic automatgearkasse
    Effekt: 156 hk
    Moment: 380 nm
    Topfart: 159 km/t
    Forbrug: 9,7 km/l
    Co2-udledning: 281 g/km
    Totalvægt 3.500 kg.
    Køreklar vægt:  2.409kg.
    Lastevne: 1.091 kg.

     

    Anbefalede artikler