Test af Hilti NPR 19-A presseværktøj: En trofast følgesvend for VVS’eren
NPR 19-A presseværktøjet fra Hilti er designet med et fokus på manøvredygtighed, der blandt andet giver sig til udtryk i et 350 graders drejeligt hoved. Den har en presserækkevidde på op til 40 mm fittings samt en auto-retraktions-funktion når presset er fuldført.
Hilti NPR 19-A har, til trods for dens vægt på kun 2,3 kg, en pressestyrke på 19 kilonewton (kN) og gennemfører en arbejdscyklus på 3-4 sekunder. Den har også indbygget pressesensorer, der automatisk afslutter en pressecyklus. Hvis pressecyklussen ikke afsluttes korrekt, og der opstår et teknisk problem, giver værktøjet et alarmsignal med lyd og lys. Presseværktøjet har også en funktion, så man midt i sit pres kan stoppe arbejdet for at rette til.
Presseværktøjer skal serviceres årligt for at sikre, at de fortsat presser med den rette kraft. Denne service er inkluderet i Hiltis leasing-løsning. Derudover kan man gennem”Hilti Connect” finde information om, hvornår værktøjet sidst er serviceret, og hvornår det næste gang skal til service ved bare at scanne en indbygget chip i presseværktøjet og -kæberne.
Presseværktøjet fra Hilti kører på deres brede 22V-platform, så man kan bruge batterierne på flere af deresværktøjer. Derudover har værktøjet en indbygget algorithme, der afholder værktøjet fra at starte et pres, hvis ikke batteriet har nok energi til at gennemføre presset.
Specielt med presseværktøjer er godkendelser fra rørproducenter oftest altafgørende, og her er pressemaskinen officielt godkendt til at presse Mapress og Mepla fra Geberit samt flere andre rørsystemer fra andre producenter, som skaber sikkerhed for kunderne.
Da vi har med et højt specialiseret vvs-værktøj at gøre, træder Thomas Lomborg straks til. Før han går i gang med at teste værktøjets evner på stålrørene, bider han mærke i det overordnede design:
- Presseværktøjet kan stå op uden problemer. Det er en lille, men vigtig ting, for man undgår at det skraber eller ridser de nye badeværelsesfliser eller lignende. Det er jo tegn på, at man har tænkt tingene ordentligt igennem.
- Den fylder heller ikke meget, hvilket er rart, for den skal jo til tider bruges på steder, hvor der ikke er meget med plads. Her er det jo superfint at hovedet kan drejes når man skal ind og arbejde nogle steder, hvor rørene er godt gemt, fortæller Thomas Lomborg, alt imens han er i fuld gang med at presse forskellige stålrør.
- Jeg har før stået med tungere modeller, hvor man efter at have trykket fire gange er klar til at gå til frokost. Den performer lige som den skal, selvom den ikke ser ud af meget. Den kan uden problemer bruges med én hånd, uddyber han og fortsætter:
- Det ville jeg selv være glad for, da den gør arbejdet hurtigt og nemt. At man ikke kan skille rørene ad bagefter presset er jo så et helt andet problem.
- Det er jo den klassiske ulempe med presseværktøjer, men til gengæld så går det jo bare sindssygt hurtigt med det her værktøj, så det opvejer jo ulemperne, fortæller Peter Johnny Hansen.
Mens Thomas Lomborg tester presseværktøjet på stålrørene, fortæller han om de generelle udfordringer, som netop stålet giver ham i hverdagen:
- I dag giver stålrør alverdens problemer i vores fag. Det er et aggressivt materiale, hvilket går ud over f.eks. jernrørene. Det kræver, at man har styr på sin kemi som vvs’er, og for at imødegå de problemer som jernrørene skaber, bruger vi f.eks. rødgods mellem rør af forskellige materialer. Rødgodslegeringen er nemlig meget korrosionsbestandig og fri for afzinkning og spændingskorrosion, fortæller han og afslutter:
- Stålrør tærer også messing og bøsningerne i pex-rør består jo af messing. Det giver problemer og fører til en masse dyre skader. Jeg har selv lige haft en gigantisk vandskade i en fin historisk bygning i det indre København, der skyldes inkompatible metaller.
Tekniske specifikationer:
Trykkraft: 19 kN
Trykkapacitet metalrør: 35 mm
Trykkapacitet plastikrør: 40 mm
Hovedrotation: 350 °
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel
Peter Johnny Hansen er faglærer på Roskilde Tekniske Skole og er også skolens Skills- og talenttræner. Han er uddannet møbel- og bygningssnedker og har blandt arbejdet i Norge og Gaza. Hans mål er at uddanne Danmarks bedste bygningssnedkere.
Steffen Slott Jørgensen er i gang med at uddanne sig til bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole, hvor han også er en del af Skills-holdet. Hertil er han i lære hos Hoffmann, hvor han håndterer vidt forskellige opgaver, hvilket har været med til at give ham en bred håndværksmæssig forståelse. I april blev han danmarksmester ved Skills 2019 i bygningssnedkerkategorien.
Thomas Lomberg er blikkenslager og udlært i 1994. Han laver alt inden for VVS-arbejde og er tilknyttet små og store projekter. Han er ansat i CG Enterprise, der siden 1927 har håndteret en bred vifte af opgaver i forbindelse med VVS-arbejde, hovedentrepriser såvel som tekniske storentrepriser og fagentrepriser.
Tobias Preilev er i lære hos Hoffmann, hvor han startede som arbejdsdreng. Han er sidenhen startet på uddannelsen som bygningssnedker, og vandt i april Dansk Byggeris Arbejdsmiljøpris ved DM i Skills.
Lasse Hald er indehaver af Jysk Skridsikring og er uddannet murer. Når ikke han tager rundt i hele landet for at skridsikre alt fra parkeringspladser til spaområder, arbejder han hos Øens Murerfirma for at holde murergerningen ved lige.
En stor tak til STARK på Frederiksberg for at stille deres lokaler til rådighed for Bygge- & Anlægsavisens testpanel