SKALA Arkitekter bygger 65 nye boliger på Nyborg Havn
Der er røre på Nyborg Havn, hvor nyt boligbyggeri skyder op, ligesom en ny lystbådehavn er under forberedelse. Senest har SKALA Arkitekter stået bag opførelsen af 39 seniorboliger, og nu er 65 nye lejligheder under opførelse.
Der blev stille på Nyborg Havn i årene efter byggeriet af Storebæltsbroen. Men det bliver der lavet om på nu. På området omkring DSB’s gamle færgeleje afsluttede SKALA Arkitekter sidste år 39 nye seniorboliger. Og nu er opførelsen af 65 yderligere boliger i gang. Da byggeriet sker ved havnefronten, tages der hensyn til sammenhængen med områdets atmosfære:
- Overskriften er helt klart det maritime greb. Inspirationen er, ligesom seniorboligerne, hentet fra det klassiske bådhusmotiv. Gavlene vender front til havnen, hvor glasværn og glasfacader sikrer transparens og giver et åbent facadeudtryk i to niveauer. Ud mod p-pladsen er bygningen præget af et mere lukket greb med mindre vinduer i kvadratiske former i boligerne og cirkulære former i opgangene med klare referencer til koøjet fra det maritime miljø. Projektet opføres i enkle materialer med sortstrøgne teglsten med sorte fuger, sort tag og gråpatineret træbeklædning, som giver en stoflighed og varme til terrasserne, fortæller Emil Simonsen, udviklingschef hos SKALA Arkitekter.
55 lejeboliger og 10 penthouselejligheder
De 55 nye lejeboliger og 10 penthouselejligheder på ydermolen bliver del af en nyanlagt havnepromenade i Nyborg, som SKALA Arkitekter også har tegnet. For tegnestuen gør det området til et samlet og spændende projekt, der både giver mulighed for at skabe en sammenhæng med området – og samtidigt også huse med hvert sit præg:
- De nye boliger står selvstændigt, og de taler et let forståeligt, ikke-komplekst sprog. Det er et rent byggeri i enkle materialer med et skandinavisk udtryk, og det betyder også, at det er blevet taget rigtig godt imod i Nyborg, fordi arkitekturen, materialerne og bådhus-associationerne passer så godt ind i det maritime miljø.
Et vellykket samarbejde
Byggerierne af både seniorboligerne og de 65 nye boliger har samtidig vist sig at kunne nyde godt at et vellykket samarbejde mellem bl.a. entreprenører og arkitekter:
- Det arkitektoniske greb og projektets værdier har entreprenøren CJ A/S været tro imod igennem byggefasen. Det er utroligt vigtigt for projektets helhed og detaljebearbejdning, fordi det skaber den samlede kvalitet af huset.
Selv om de to byggerier er beslægtede, er der også blevet plads til indbyrdes forskelle:
- Mens seniorboligerne har et lyst og blødere greb, så er skruen strammet lidt på det nye boligprojekt på midtermolen. Det er et mere stramt, hårdt og enkelt udtryk, og vi føler virkelig, at det er lykkedes. Alle lejeboligerne er da også udlejet og de første flyttet ind, fortæller Emil Simonsen.
Ny lystbådehavn på vej
Området har som nævnt ligget lidt stille i en årrække. Men da Pædagogernes Pension havde købt en større grund ved den gamle færgehavn satte det skub i nye tiltag. Herunder den nye havnepromenade, seniorboligerne og de 65 nye boliger fra SKALA Arkitekter, der nu er under opførelse.
Og det er ikke hele historien. Nyborg Kommune er også på vej med en ny lystbådehavn med bl.a. flydebro i det område, der er kendt som Tømmergraven. Og det vil alt i alt betyde fornyet liv på Nyborg Havn:
- Hele havneområdet bliver en attraktion med sammenhængskraft, og det vil skabe et helt nyt og levende miljø, som mange vil pendle til og fra. Vi er meget stolte over at være en del af den byudvikling i kraft af både seniorboligerne, havnepromenaden og de nye boliger ved havnen, siger Emil Simonsen.