<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Optimeret vedligehold af bygninger – overblik i flyvehøjde

  • Byggeriets udvikling
  • IT og ny teknologi
  • 2019-12-10

    Ved hjælp af drone, 3D-model og Machine Learning har Teknologisk Instituts eksperter i samarbejde med EasyInspect og Samn Forsyning ApS, udført en komplet afdækning og skadesregistrering af et 50 år gammelt betonvandtårn i Horsens.

    Der er ikke udsigter til, at betoneksperter bliver erstattet med teknologi, men teknologien har netop været en afgørende parameter for at udføre en detaljeret registrering af synlige skader på der ikoniske vandtårn i Horsens.

     

    - Kernen i vores undersøgelse er en højopløselig scanning af betontårnets overflader, foretaget med drone. Vi har udført en fotografering af samtlige flader med i alt 1064 billeder, som er bearbejdet fotogrammetrisk til en 3D-model af tårnet. 3D-modellen giver et detaljeret øjebliksbillede af konstruktionen i sig selv, men åbner også for yderligere bearbejdning og udnyttelse af den omfattende mængde data, forklarer Morten Holten Petersen, dronepilot og betonspecialist på Teknologisk Institut.

     

    Teknologisk Institut arbejder som en del af et Build 4.0 udviklingsprojekt, en såkaldt resultatkontrakt støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, med at identificere og anvende nye AI-baserede værktøjer til skadesgenkendelse. Kortlægning har vist at der findes en lang række platforme til implementering af AI. Det kan derfor være en fordel med ekspertviden, når der skal træffes beslutning om hvilken platform som er mest egnet til formålet.

     

    Den danske softwareudvikler EasyInspect har udviklet det værktøj som blev anvendt i ovennævnte case. 

     

     

    Øget effektivitet og rettidigt vedligehold

    En manuel gennemgang og registrering af skader på 1000+ billeder er omkostningstung.  EasyInspects maskinlæringsalgoritme muliggør at store mængder billeder kan bearbejdes, så skadesregistreringen sker automatisk. Algoritmen er oplært til at genkende og opmærke betonskader, herunder revner, betonafskalninger, rust, gennemsivninger mm.

     

    - Selvom maskinlæringsalgoritmer er et redskab der gradvis bliver bedre, vil der fortsat være behov for betonspecialisten til den endelig vurdering af konstruktionens tilstand, herunder udredning af skadesårsag og forslag til udbedring. For at øge værdien af skadesregistreringen for Samn Forsyningen og deres rådgiver, blev de computermarkerede skader gennemgået, renset og kategoriseret af vores eksperter på området, fortæller Morten Holten Petersen.

     

    For Michael Lind-Frandsen, proceschef hos Samn Forsyning ApS, som administrerer vandtårnet, har opgaveløsningen med brugen af den nye teknologi givet et mere detaljeret udgangspunkt for optimering af drift og vedligehold.

     

    - Det handler om rettidig omhu. Vi ser hele tiden nogle år fremad, når det gælder driftsudgifter, og ved et stort anlæg, som vandtårnet er, det vigtigt at have overblik over, hvor stort behovet er, hvis vi en dag skal begynde at renovere på det, siger Michael Lind-Frandsen.

     

     

    Den nye teknologi skaber værdi
    Det 33 m høje vandtårn har i en årrække udvist betonafskalninger og gennemsivninger, hvilket af sikkerhedsmæssige årsager fik Samn Forsyning Aps til at igangsætte en undersøgelse af vandtårnets tilstand. Med den komplette skadesregistrering, som blev gennemført baseret på 3D-modellering og kunstig intelligens, har Samn Forsyning ApS fået et datagrundlag, som giver nye muligheder for blandt andet skadesmonitorering med høj detaljegrad.

     

    - Med 3D-modellen og den digitale skadesregistrering fås en ’år-nul’ dokumentation af bygningen, som kan bruges som udgangspunkt for løbende skadesmonitorering. Løbende skadesmonitorering åbner for et betydeligt potentiale, både teknisk og økonomisk, idet de kan optimere udbedringer ved at adskille aktiv skadesudvikling fra inaktiv skadesudvikling. Det skaber på sigt stor merværdi for kunden, siger Morten Holten Petersen.

     

     

    Fakta
    Build 4.0 er byggeriets svar på Industri 4.0, begrebet dækker bredt over digitalisering i byggeriet. På Teknologisk Institut arbejder man målrettet med flere aspekter af Build 4.0, generelt handler det om at være på forkant med udviklingen, så særligt de små og mellemstore virksomheder kan få hjælp til udvikling og implementering af nye teknologier. Arbejdet i resultatkontrakten er støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.

     

    Yderligere information om Build 4.0 og andre resultatkontrakter kan findes på Bedre Innovation

     

    Anbefalede artikler