<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
9-Aften_Terraen Nord_1920

Dansk Stålpris 2020 - fokus på bæredygtigt byggeri på Dansk Ståldag

  • Materialer og Løsninger
  • Stål
  • 2020-11-09
  • | Af Rune H Jensen

    Årets program byder bl.a. på oplæg med nye perspektiver på stålets anvendelse i nutidens og fremtidens grønnere byggeri – samt kåringen af vinderen af Dansk Stålpris 2020 for et enestående projekt.

    Arrangementet løber af stablen d. 12. november, hvor branchens aktører mødes i Nordsjællands Konferencecenter under Corona-afstemte forhold til en dag i stålets tegn. Dansk Ståldag byder i år bl.a. på oplæg om nutidens og fremtidens grønnere stålbyggeri fra en række markante rådgivende ingeniører, arkitekter, stålproducenter og energiselskab fra Rambøll, Give Steel og COWI til Gottlieb Paludan Architects, ISC, HJHansen, SSAB og Energinet.

     

    7-Terraen_Nord_1920

     

    Årets nominerede til Dansk Stålpris

    Foruden oplæggene er det også på Dansk Ståldag, at afsløringen af vinderen af Dansk Stålpris 2020 finder sted. Stålprisen uddeles hvert andet år af Dansk Stålinstitut for ”at tilskynde kreativ og enestående brug af stål i arkitektur, byggeri og infrastruktur” – og Bygge- & Anlægsavisen kan her løfte sløret for årets syv nominerede i tilfældig rækkefølge:

     

    Camp Adventure, Skovtårnet (v. Gisselfeld); CSC – Københavns Lufthavn, sikkerhedskontrollen (Kastrup); Folehaven, bro (Valby); Naturkraft (Naturcenter v. Ringkøbing); Nærheden, bro (Hedehusene); Salling Rooftop (Aarhus/Aalborg) og Vigerslev Allé, jernbanebro (København).



    12 Bro_klar_nat_1920

     

     

    Når stål bliver til skrot og skrot til stål

    -Det er et rigtig spændende felt af danske projekter og nominerede, og det samme gælder i høj grad de højaktuelle emner hos årets oplægsholdere. Jeg kan bl.a. nævne to fremtidsscenarier og et nuværende, hvor der sættes fokus på stålet i et bæredygtigt og energimæssigt perspektiv, fortæller Jørn Nielsen, sekretariatschef hos Dansk Stålinstitut.

     

    ”Når stål bliver til skrot”, lyder titlen således på oplægget fra Martin Friis, produktchef hos HJHansen Genvinding. Stål er det mest genanvendte materialer i verden, og hvert år genbruges 630 mio. ton skrot, hvilket sparer miljøet for knap 950 mio. tons CO2-udledning årligt.

     

    -Genanvendelse af skrot til stål i nye sammenhænge er en industri, der har fungeret i mange årtier, og på dagen vil man kunne høre mere om den fortsatte udvikling – og om hvordan man håndterer det herhjemme, siger Jørn Nielsen.   

     

    12-Aften_Brodaek Syd-1920

     

    En stålrevolution – fremtidens energi

    Han fremhæver desuden to oplæg, der peger mod fremtidens bæredygtige og alternative produktion af stål. Den svenskejede stålkoncern SSAB fortæller om det ambitiøse initiativ HYBRIT, der i samarbejde med LKAB og Vattenfall skal revolutionere fremtidens stål med helt fossilfri produktion frem mod 2045. Målet er stort set at kunne eliminere CO2-emissioner under stålproduktion ved at erstatte kulstof med hydrogen.

     

    Desuden er der oplæg fra Johnny Thomas Holst, chefrådgiver hos Energinet, om PTX – fremtidens energi. Hovedudfordringen er her, hvordan vi får energi nok til produktionen uden at anvende naturgas. Det interessante bud er bl.a. at skabe energi-øer, hvor man bruger brint i stedet for naturgas via vindmøller og et anlæg, der er i stand til at adskille brint fra ilt. På den måde er det reelt H2O, altså vand, i stedet for CO2 i udledningen, fortæller Jørn Nielsen.

     

    Dansk Ståldag 2020 afholdes for alle interesserede brancheaktører såsom bygherrer, ingeniører, arkitekter, leverandører og producenter. Der er en deltagerbegrænsning på 120 besøgende, og det er muligt at kontakte Dansk Stålinstitut om tilmelding og tilbageværende deltagerpladser.

     

    Anbefalede artikler