Annonce

Dankalk glæder sig over klimavenlig kalk i beton

  • Materialer og Løsninger
  • Femern
  • 2019-11-26

    Kalkfiller er for nyligt blevet tilføjet til den danske betonstandard. Det kan være med til at reducere klimabelastningen fra betonproduktion, samtidig med at betonen kan blive lettere at arbejde med.


    Beton er udskældt som en af de store klimasyndere i bygge- og anlægsbranchen. Men med en ny ændring i betonstandarden kan betonproducenterne tage et skridt i en mere klimavenlig retning. Dansk Standard, der udarbejder betonstandarden i Danmark, har nemlig lavet en ny version af de danske regler for produktion af beton. Fremover vil det være muligt at tilsætte kalkfiller til det vigtige byggemateriale.

    Den nye standard bliver modtaget med glæde af Jens Søndergaard, der er direktør i dankalk. Virksomheden henter hvert år omkring 400.000 ton kalk fra den danske undergrund, så en del af begejstringen skyldes forståeligt nok de forretningsmæssige aspekter. Men glæden stikker dybere end det.


    Jens Søndergaard

     

    - Beton spiller en nøglerolle i næsten alle byggerier, der bliver opført i dag, og ønsket om at bygge så miljøvenligt som muligt er større end nogensinde. At kalkfiller er blevet tilladt som en del af den danske betonstandard, er en god nyhed og et vigtigt skridt på vejen mod mere klimavenligt byggeri, siger Jens Søndergaard.

    Kalkfiller kan ikke erstatte cement fuldstændigt i betonproduktionen. Men det kan bruges til at spæde det energikrævende materiale op.

    - Vi har fået Teknologisk Institut til at udføre tests, der viser, at betonværkerne kan reducere betonandelen med op til 25 procent ved at tilsætte kalk i produktionen. Kalk er ikke særlig CO2-tung i produktionsfasen, og derfor vil det bidrage væsentligt til en reduktion i den samlede CO2-udledning, siger Jens Søndergaard.

     



    Også andre gevinster
    Klimaet er ikke den eneste vinder ved den nye betonstandard. Også bygherrer, håndværkere og betonværkerne selv kan få en gevinst ved at bruge kalkfiller, fortæller Jens Søndergaard.

    - Analysen fra Teknologisk Institut viser, at beton med kalkfiller har bedre tekniske egenskaber end traditionel beton. Betonpastaen får bedre flydeegenskaber og viskositet, og det gør den lettere at arbejde med. Viskositeten giver også en mere glat overflade. Derfor bruger man allerede kalk i produktion af betonfliser i dag, men med de nye godkendelser kan man tage de egenskaber med over i byggeriet, siger Jens Søndergaard.

    - Desuden er kalkfiller et billigt produkt, så betonværker, der benytter sig af af det, kan glæde sig over, at deres produkter bliver endnu mere konkurrencedygtige. Endelig er det et meget ensartet produkt. I dag bruger man flyveaske som filler, men det kan have forskellige egenskaber. Kalk har ligget i jorden i 60 millioner år, og det ændrer ikke egenskaber fra den ene dag til den anden.



    Bred godkendelse
    Den ny betonstandard betyder, at kalkfiller fremover kan anvendes til beton, der anvendes i passive og moderate miljøer – for eksempel elementbyggeri – mens der endnu ikke er opnået godkendelse til aggressive miljøer, for eksempel til havnefronter eller til opbevaring af kemikalier.

    Der er intet teknisk til hinder for, at alle betonværker kan kaste sig over kalkfiller.

    - Hvis man ønsker at erstatte flyveaske med kalk, kan man blot bruge sin gamle flyveaskesilo til opbevaringen. Men hvis man både vil bruge aske og kalk, kræver det naturligvis en silo mere, siger Jens Søndergaard.

    - Hvis man som betonværk vil mindske sin miljøpåvirkning, er kalkfiller en lavthængende frugt at plukke.



    Fakta om dankalk

    Dankalk ejes af DLG, som er en af Danmarks største virksomheder, samt schweiziske Omya, som er et af verdens største kalkselskaber.

    Dankalk har brudt kalk i Danmark i over 100 år, og på dankalks kalkbrud i Aggersund tørres årligt 125.000 tons råkalk til kalkprodukter til industribrug. Her omdannes overskudsvarmen fra produktionen til fjernvarme, som kan dække det årlige varmeforbrug i cirka 700 husstande, eller 25 procent af alle Løgstør Fjernvarmes kunder.


    Anbefalede artikler