Dana Lim markerer sin 90-års fødselsdag med en stor fest for medarbejderne.
Dana Lim fejrer 90-års fødselsdag
Vi kender alle den gule limstift eller ’skolelimen’, men faktisk er det lim-, fuge- og spartelmasse til byggeriet og industrien, som Dana Lim har haft som deres hovedforretningsområde siden 1929. Den Køge-baserede virksomhed kan i år fejre 90-års fødselsdag. Forretningsstrategien giver pote, hver tredje medarbejder har været ansat i over 10 år, og satsningen på udvidelse på de nordiske markeder er godt i gang.
Fredag d. 23. august kan Dana Lim, der er Nordens førende producent af lim-, fuge- og spartelmasse fejre 90-års fødselsdag. Her står den på fejring af de mennesker, der er med til at skabe og opretholde virksomhedens værdier. Lars Christensen, Dana Lims direktør er ikke i tvivl om, at medarbejderne og Dana Lims måde at føre forretning på er det mest givtige både på kort og langt sigt.
- Vi er afhængige af at have medarbejdere med erfaring og know-how, som kan spotte gode muligheder i markedet og agere på dem uden at vente på en ordre oppe fra. Det gør os ekstremt agile som organisation, så vi kan rykke hurtigt på pludseligt opstået muligheder og tendenser i markedet.
Fødselsdagen fejres med en stor fest for Dana Lims medarbejdere og deres ledsagere. Som det sig hør og bør i Dana Lim, er det en fest, der hylder medarbejdernes engagement, ligesom det er en mulighed for, at kolleger kan fejre hinanden og ønske tillykke med de 90 år.
Dana Lims direktør Lars Christensen (tv.) er ikke i tvivl om, at medarbejdere, der anerkendes og motiveres, er rygraden i en bæredygtig forretningsstrategi.
Læs også:
Dana Lim opkøber PKI Supply
Arbejdsglæde og anerkendelse giver bæredygtig forretning
Hos Dana Lim, der er certificeret af Great Place to Work, har man fokus på, at medarbejderne har tillid til den organisation, de er en del af. Nøgleordene er stolthed og fællesskab. De interne forhold på arbejdspladsen har i den grad betydning udadtil, lyder det fra Lars Christensen:
- Når vi har motiverede medarbejdere, der trives og er glade for at gå på arbejde, smitter det selvfølgelig også af på vores kunder og samarbejdspartnere. Vores værdier er synliggjort, forstået og inkorporeret i alle vores medarbejdere, og på den måde understøtter de en bæredygtig forretningsstrategi, siger Lars Christensen.
Når man ser på tallene, er det tydeligt, at Dana Lim har knækket koden til at fastholde medarbejderne. Hver tredje medarbejder har været ansat i 10 år, og der er ikke langt imellem, at kantinen hos Dana Lim lægger lokaler til både 25- og 40-års jubilæer. Men der er intet gammelt og støvet ved et fokus på medarbejderne. Det ses blandt andet på Dana Lims nordiske vækststrategi. I slutningen af 2018 udmøntede den sig i opkøbet af den norske virksomhed Fugger AS, som leverer bl.a. lim, fugemasse og tætningsprodukter til byggeri og industri i Norge. Lars Christensen fortæller afslutningsvis.
- Hvis man skal kigge i krystalkuglen, så er Norden i den grad vores hjemmemarked, og her vil vi gerne være endnu stærkere. Der er et enormt potentiale i både Norden og Baltikum, og disse områder er en konkret del af vores fremtidige vækststrategi.