Asfaltindustrien: Danmarks infrastruktur står ved en korsvej

Hvordan er humøret hos jer efter en finanslov for 2021 uden ekstra penge afsat til vejnettet?

 

-Det er ikke højt. Statens veje forfalder. Der bliver længere og længere køer. Manglende vedligehold giver kun flere trafikuheld og større samfundsmæssige udgifter på langt sigt. MEN: Finansminister Nicolai Wammen har også lovet en infrastrukturplan, så jeg er egentlig fortrøstningsfuld. Men der er bare ikke afsat midler nu og her, hvilket får konsekvenser i hvert fald over de kommende to år.

 

På hvilken måde?

 

-Infrastrukturplanen kommer for sent. Vi står i et hul, da den seneste statslige infrastrukturplan løb ud i 2019, og den nye plan formentlig først lander i slutningen af 2021. Derefter kan man gå i gang med planlægningen. Og først derefter lægge asfalten i 2022-23. Det er rigtig ærgerligt samfundsmæssigt. Det er ligesom med tandlægebesøg. Hvis man går regelmæssigt til tandlæge, så kan man redde tænderne, og i modsat fald giver det bare større udgifter.

 

Hvad med efterslæbet?

 

-Der er et kæmpe efterslæb på de kommunale veje på 3.9 mia. kr., og alene i 2023 vil vi opbygge et efterslæb på 1.3 mia. kr. på de statslige. Fra 2020-2024 vil efterslæbet på statslige og kommunale veje udgøre et fald på omkring 15 % fra 12.3 mia. kr. til 10.5 mia. kr. Det er et dyk, der skyldes manglende statslige investeringer. Forhåbentlig kan den kommende infrastrukturplan afhjælpe noget.

 

Ofret på det grønne alter

Men hvorfor er investeringer i veje, anlæg og infrastruktur blevet nedprioriteret siden 2009, hvor investeringsniveauet toppede?

 

-Spørg politikerne! Men for det første tror jeg da, at det kun er menneskeligt, at når man sidder i politiske forhandlinger en sen nattetime, og der mangler sygeplejersker og lærere osv., så er der nogle områder som f.eks. sundhed og uddannelse, man prioriterer over andre. Og for det andet har hele baneområdet – der stadig ikke virker efter hensigten – været megadyrt at finansiere. Men veje nedslides og forfalder jo over tid, og vigende statslige investeringer har da været en påfaldende tendens over det seneste årti.

 

Er vejnettet også blevet ofret på det grønne alter? Fordi der måske ikke er den ønskede politiske signalværdi i at opprioritere biler, trafik, veje og asfalt, når tiden er fokuseret på miljø og bæredygtighed?

 

-Det tror jeg er rigtigt. At det har været en del af billedet. Men jeg tror også, at holdningen er ved at vende nu. Roskilde kører allerede på elbusser, der vil generelt komme flere biler, busser og lastbiler på el og andre energiformer i fremtiden, og de skal jo have et godt underlag at køre på. Man begynder at se vejene som et aktiv i den grønne omstilling i stedet for en økonomisk og miljømæssig belastning.

 

 

Fra uønsket signal til holdningsændring

Men anerkender politikere og befolkningen bredt, at asfalt og veje ikke i sig selv er miljøfjendtligt? At asfalt f.eks. kan genbruges 100 %?

 

-Der er ved at ske en vending. Man er klar over, at asfalt f.eks. er et godt underlag for elbiler, hvilket skyldes den teknologiske udvikling. Veje er en funktion af biler og anden trafik. Og veje er superfleksible, ikke sporafhængige som toge. Men vejnettet skal hænge sammen med de øvrige transportmuligheder, og derfor bliver det også vigtigt at få trafikknudepunkterne knyttet sammen – lufthavne, veje, metroer, busser, jernbane, færger og cykelstier osv. Infrastrukturen skal kort sagt tænkes om, og det er da positivt, at vi som branche nu er med i regeringens klimaovervejelser.

 

 

Kend din besøgelsestid

Hvilke konsekvenser får udviklingen med faldende investeringer og den aktuelle Corona-krise for asfaltindustrien, vejnet og infrastruktur i Danmark?

 

-Det er godt, at kommunerne under COVID klogt har fremrykket opgaver med vedligehold. Det betyder, at vi har indhentet noget. Det er også positivt, at kommunerne har fået løftet anlægsloftet. Men når det kommer til veje og infrastruktur skal man kende sin besøgelsestid, ellers bliver det kun dyrere og skaber flere trafikuheld, køer og mere slid. Men billedet er ikke sort/hvidt. Vi er ikke slået ud. Det har overrasket med de kommunale fremrykninger her i 2020, og at regeringen har varslet en ny infrastrukturplan – men uheldigt, at der ikke kommer nogle penge ind nu.

 

Handler det kun om manglende penge eller også om påkrævede holdningsændringer og nytænkning?

 

-Vi har ikke en infrastrukturplan, en grøn mobilitetsplan for Danmark, og der mangler penge nu og her. Konsekvenserne er grundlæggende, at det ikke alene er skadeligt for branchen, som ikke kan planlægge og investere langsigtet. Det er også en ulempe for vejbranchens medarbejdere, som vi ikke kan uddanne og udvikle så godt, som vi ønsker. Dét er meget vanskeligt, når der ikke er en plan, og vi derfor ikke ved, hvad der er at lave til næste år på det store statslige område. Der skal en holdningsændring til. Vi skal tænke de store og dyre, men helt nødvendige infrastrukturinvesteringer langsigtet og i flow i stedet for det skadelige stop-and-go, som vi ser nu.

 

-Så min appel til den socialdemokratiske regering er derfor at få lavet og igangsat en plan NU, så vi kan investere i veje og infrastruktur, der skaber beskæftigelse og jobudvikling til de 17.000 medarbejdere, der er i hele vejbranchen – fra kommuner og stat til entreprenører og rådgivere.

 

Drømmescenariet

Så du har en klar skepsis over for udviklingen over det seneste tiår, men hvordan kunne situationen og virkeligheden se ud herhjemme om f.eks. 10 år?

 

-Hvis jeg lukker øjnene og drømmer: Vi vil se transport som en service. Vi vil se bedre sammenknyttede trafikknudepunkter. Og man vil i langt højere grad benytte sig af leje- og lånebiler. Vejene vil være en del af den kollektive trafik, og asfalt en del af den grønne fremtid. Det vil kun være en kæmpefordel for klimaet.