Værktøjstest: Milwaukee Vinkelsliber – Sikker i brug
Vinkelsliberen fra Milwaukee er pakket med teknologi. Den særlige Milwaukee powerstate kulfri motor kan tidoble motorens levetid, og Redlink Plus elektronikken giver en avanceret digital overbelastningsbeskyttelse for både batteri og værktøj, samt forbedrer værktøjets ydeevne under belastning.
Efter at have prøvekørt den på forskellige typer af metalrør, er dommen klar:
- Enhver professionel cykeltyv med respekt for sig selv bør da anskaffe sig den her, griner Søren Frost fra V.T.S. og fortsætter:
- Den arbejder sig fint gennem stålet uden nogen form for besvær. Den er overhovedet ikke begrænset af at være batteridrevet, så det ser ud til, at den kan levere de nødvendige kræfter, hvis den eksempelvis skal med VVS’eren på arbejde.
- Den har en god og stabil opstart med en fremragende sikkerhedsmekanisme. Man skal trykke sikkerhedsknappen nede, før man kan starte den, hvilket i det her design ikke er noget problem. Det er virkelig godt udtænkt, for vi ser desværre, at de her sikkerhedsfeatures ikke altid fungerer i praksis, til trods for de gode intentioner, forklarer Steffen Slott Jørgensen fra Hoffmann.
- Ja det her er det da gennemtænkt, indskyder Morten Arnek fra KN Byg og fortsætter:
- At den slukker nemt og hurtigt er virkeligt rart. Hvis man er i gang med den og lige lægger den fra sig, så skal man ikke være bange for, at den ellers bare fortsætter med at fræse derud af. På den måde undgår man skader på både fingre og omgivelserne omkring én.
Der behøves samtidigt ikke noget værktøj til at skifte skiver takket være det integrerede Fixtec system.
Tekniske specifikationer
Kapacitet: 5.0 Ah
Maks. Skæredybde: 33mm
Nulspændingsafbryder: Ja
Skivediameter: 125 mm
Omdr. ubelastet (omdr./min): 8500
Spænding: 18 V
Vægt inkl. Batteri: 2,5 kg
Vibrationsniveau ved lamelslibning (m/s²): 3,4
Vibrationsniveau ved slibning og skæring (m/s²): 1,4
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel:
Roskilde Tekniske Skole - Danmarks snedkerelite
Roskilde tekniske skole, Exponent, Den Grå Tømrer og Hoffmann, har stillet tre af deres dygtige Skills-elever og lærlinge til rådighed.
Justian Raahauge er i lære som maskinsnedker hos Exponent A/S og har vundet DM i Skills for bygningssnedkere. Han skal senere på året repræsentere Danmark ved EM i Skills i Ungarn.
Asmus Kromann er i lære som bygningssnedker hos Den Grå Tømrer og fik en flot fjerdeplads ved DM i Skills dette år.
Steffen Slott Jørgensen er i lære som bygningssnedker hos Hoffmann og skal dyste ved DM i Skills for første gang i 2019.
KN Byg: Vinder af Årets Håndværker
I 2017 vandt det familieejede KN Byg prisen Årets Håndværker i kategorien Tømrer 10+ ansatte. Både i 2016 og 2018 har de været blandt finalisterne. De stillede deres to erfarne tømrere Martin Johansen og Morten Arnek til rådighed.
Vestegnens Tømrer og Snedker Enterprise: Service i højsædet
V.T.S. udfører en bred vifte af tømrer og snedkeropgaver, hvor målet er at levere et stykke kvalitetsarbejde til en fornuftig pris. Fokus ligger især på at rådgive og sparre med kunderne, før arbejdet påbegyndes. Her stillede tømreren Søren Frost op til at prøve kræfter med værktøjet.
Tak til AO Johansen
Bygge- & Anlægsavisen har i værktøjstesten fået lov at benytte AO Håndværkerbutik på Ingerslevsgade 54 i København, hvor vi mærkede både stor faglighed og et højt serviceniveau hos alle medarbejderne. Brødrene A&O Johansen A/S er en danskejet virksomhed med hovedsæde i Albertslund. AO Johansenhar i over 100 år været førende inden for salg af materialer til tekniske installationsmateriale i Danmark, og i dag tæller man omkring 700 medarbejdere og et sortiment på over 400.000 produkter.