Solceller på byggepladsskure, Enemærke & Petersen A/S. Foto: Jonathan Weimar
Værdibyg har samlet konkrete ideer til at arbejde med bæredygtighed
Nu er der hjælp at hente for de udførende, der gerne til i gang med at arbejde med bæredygtighed i virksomheden. Hjælpen finder man i Værdibygs nye digitale udgivelse 'Bæredygtighedstiltag – de lavthængende frugter'.
Der er et behov for håndgribelige tiltag i byggebranchen for at opnå mere bæredygtighed, især når det kan være udfordrende at omsætte ambitioner til handling, ifølge projektchef Nina Koch-Ørvad fra Værdibyg, der står i spidsen for gruppen bag udgivelsen 'Bæredygtighedstiltag – de lavthængende frugter'.
- Mange i byggesektoren efterspørger konkrete eksempler på simple bæredygtighedstiltag i projekter - tiltag, der ikke kræver store ressourcer. Dette er afgørende for at igangsætte en bevægelse, især blandt små og mellemstore virksomheder, der sjældent har kapacitet til omfattende ændringer i deres projekter, siger Nina Koch-Ørvad i en pressemeddelelse.
Gør det bare selv
Udgivelsen sætter spot på initiativer, som den enkelte udførende kan tage i brug uden der er omfattende krav til bæredygtighed i byggeprojekterne.
- Vi har i høj grad oplevet en ”så gør jeg det bare selv” mentalitet hos de praktikere, der har bidraget til denne udgivelse. En stemning af, at alle må bidrage til den bæredygtige omstilling af byggeriet – også selvom det ”bare” handler om affaldssortering eller at udfordre beboere på deres kvadratmeter-behov, forklarer Nina Koch-Ørvad.
Udgivelsen giver ideer til, hvilke lavthængende frugter man kan plukke for at komme i gang med bæredygtige tiltag, og bevæger sig også op i helikopteren og ser på strategiske overvejelser.
- De strategiske tiltag er vigtige at have med her, fordi vi ofte hører, at praktikere er udfordret af deres virksomheds strategiske fokus – eller mangel på samme. Hvis ikke virksomheden understøtter, at dens medarbejdere kan arbejde med bæredygtighed i byggeprojekterne, så er det rigtig svært at få gennemført noget i praksis. Og det gælder både hos bygherrer, rådgivere og entreprenører, siger projektchefen.
I udgivelsen er der eksempler på, hvordan virksomheders strategi og organisation kan støtte øget fokus på bæredygtighed i byggeprojekter samt hvordan virksomhedskultur kan omfavne fejl for at fremme genbrug.
Læs udgivelsen her på Værdibygs hjemmeside.
Om udgivelsen
-”Bæredygtighedstiltag – de lavthængende frugter” består af tre afsnit om praktiske bæredygtighedstiltag i byggeprojekter, som er målrettet hhv. bygherrer, rådgivere og entreprenører, og et overordnet afsnit om strategiske bæredygtighedstiltag på organisationsniveau.
-Udgivelsens mange eksempler og gode råd stammer alle fra praktikere – bygherrer, rådgivere og entreprenører – der selv har gennemført konkrete tiltag med det formål at højne bæredygtighedsniveauet i deres byggeprojekter.
-Udgivelsen er støttet af den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond.