<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Hornbaekhus_top

Hornbækhus på Nørrebro i København

VVS-entreprenør fik ændret rørvalg i renoveringsopgave

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Renovering
  • VVS
  • Håndværker-portræt
  • Boligforeninger
  • 2026-04-09
  • | Af Redaktionen
  • | Foto: Geberit

  • I en større rørrenovering i A/B Hornbækhus foreslog VVS-entreprenør Finn L. Davidsen Aps at skifte til Geberit fremfor den projekterede løsning. Det ændrede materialevalget i 290 boliger.

    Da Finn L. Davidsen A/S vandt VVS-entreprisen på en større renoveringssag for Andelsboligforeningen A/B Hornbækhus på Nørrebro i København, var der allerede projekteret med en leverandør til vandforsyningssystemet.

    Opgaven omfattede udskiftning af eksisterende brugsvandrør i galvaniseret stål i fire boligblokke, herunder kældre, lofter og 290 lejligheder fordelt på 29 opgange. Kort efter opstart vurderede VVS-entreprenøren dog, at der var grundlag for at foreslå en anden løsning til bygherre og bygherrerådgiver.

    – Vi har gode erfaringer med Geberit i denne type renoveringsprojekter og kender fordelene ved at anvende deres produkter, fortæller projektchef Allan Westergaard, Finn L. Davidsen A/S, i en pressemeddelelse. Han tog derfor kontakt til teknisk salgskonsulent Oliver Larsen fra Geberit, og parterne afholdt et formøde med bygherre og bygherrerådgiver på byggepladsen før opstart.

    Ifølge Allan Westergaard førte mødet til, at bygherre og rådgiver godkendte en løsning med Geberit FlowFit til dele af installationen.

    Kombinerer FlowFit og rustfrie stålrør

    Den valgte løsning i A/B Hornbækhus blev en kombination af to rørsystemer fra Geberit.

    FlowFit anvendes til de fælles forsyningsledninger i kældre, lofter og teknikrum, mens de lodrette stigestrenge udføres med Geberit Mapress rustfrie stålrør. Stigestrengene forbinder de vandrette ledninger og føres gennem lejlighederne.

    Ifølge Finn L. Davidsen A/S blev denne opdeling valgt, fordi rørene i lejlighederne oprindeligt var projekteret som synlige installationer. De bliver senere isoleret, men man har fastholdt brugen af rustfrie rør i stigestrengene.

    – FlowFit er et lettere materiale, og samlehastigheden er høj. Samtidig giver løsningen et bedre arbejdsmiljø for montørerne, blandt andet fordi værktøjerne er færre og enklere at bruge, siger Allan Westergaard. Han peger også på, at systemet giver et forbedret vandflow og reduceret tryktab i installationen.

    Geberit har desuden bidraget med teknisk sparring i projektet, blandt andet om håndtering af ekspansionsoptagelser ved temperaturskift i vandrørene.

    Fredet boligbebyggelse

    A/B Hornbækhus er en boligkarré opført i 1922-1923 og blev fredet tilbage i 1983. Renoveringsopgaven stiller derfor krav til både planlægning og udførelse i den eksisterende bygningsmasse.

    Projektet har været i gang siden efteråret 2025. Ifølge Finn L. Davidsen A/S pågår installationen af FlowFit i fællesområderne, mens der også arbejdes med varmtvandsbeholdere i teknikrum. Herefter fortsætter arbejdet i opgange og lejligheder.

    Opgaven hos A/S Hornbækhus illustrerer, hvordan materialevalg i renoveringsprojekter kan blive revurderet, når den udførende entreprenør ser nærmere på montageforhold, logistik og drift.

    Den samlede entreprise ventes afsluttet ved udgangen af november 2026.

     

    Læs flere artikler om VVS-løsninger

    Anbefalede artikler