
Stemning fra VVS’23
VVS'25: Innovation, faglighed og netværk under ét tag
Hos VELTEK har man længe glædet sig til årets største branchebegivenhed, og interim direktør Lennart Østergaard giver her et overblik over hvad, der venter os på VVS'25.
Lennart Østergaard, interim direktør for VELTEK
Efter en rekordsættende succes ved VVS-messen i 2023, åbner vi igen dørene til 21.-23. maj i Odense Congress Center. Med mere end 180 udstillere fordelt på fire haller præsenterer messen et bredt udvalg af VVS-løsninger samlet under ét tag.
For dig, som arbejder i bygge- og anlægsbranchen, er messen en unik mulighed for at opdage de nyeste tendenser, teknologier og forretningsområder, der kommer til at forme fremtiden for vvs-branchen.
Fremtidens byggeri er smart og energieffektiv
Den grønne omstilling har længe stået højt på prioriteringslisten for fremtidens byggeri, og VVS’25 er naturligvis ingen undtagelse, når vi zoomer ind på temaer og tendenser. På din tur igennem messehallerne vil du kunne opleve smarte og energieffektive vvs-løsninger, der passer på vores klima og samtidig åbner for nye forretningsmuligheder for de virksomheder, der er klar til at gribe dem.
For dig, der arbejder i bygge- og anlægsbranchen, er messen også en direkte adgang til de nyeste teknologier, der sikrer overholdelse af stadigt strengere energikrav og miljøreguleringer. Du vil finde et bredt spektrum af intelligente systemer, der bl.a. overvåger og optimerer energiforbrug i realtid gennem avancerede sensorer og automatisering. Et særligt fokus vil også ligge på integrationsteknologier, hvor VVS-installationer kommunikerer med bygningens øvrige systemer. Fra arkitekter til entreprenører og installatører giver messen indsigt i, hvordan den samlede værdikæde kan levere løsninger, der både er energieffektive og fremtidssikrede uden at gå på kompromis med komfort.
Ingen VVS-messe uden fokus på vand
Selv i et vandrige som Danmark er rent drikkevand en knap ressource, og vi forventer at vandbesparende teknologier igen vil stå centralt på agendaen til VVS’25. Er du en erfaren cirkushest i messearenaen, vil du bemærke, hvordan løsningerne år for år forfines og forbedres. De nyeste armaturer og systemer demonstrerer, hvordan selv små designjusteringer kan medføre betydelige besparelser uden at gå på kompromis med æstetik eller brugeroplevelse.Med klimaforandringernes pres på infrastrukturen får regnvandshåndtering også mere opmærksomhed i branchen. De stigende temperaturer ændrer på nedbørsmønstrene, hvor skybrud og kraftige regnhændelser bliver voldsommere og hyppigere i fremtiden. Der er som aldrig før brug for innovative løsninger til opsamling, opbevaring og kontrolleret afledning af regnvand, der muliggør at udnytte regnvandet som en ressource.
Fagscenen: Videndeling og netværk
På Fagscenen i år vil branchens eksperter præsenterer aktuelle emner gennem alle 3 messedage. Programmet byder på indsigt i alt fra nye energikrav i bygningsreglementet til praktiske løsninger på legionella-problematikken i brugsvandsinstallationer.
Fra Energistyrelsens Videncenter for Energibesparelser i Bygninger fortæller Line Nørmark om energikravene med praktiske værktøjer til implementering. Fra Miljø- og Ligestillingsministeriet kan du få et indblik i de kommende EU-krav til materialer og produkter i kontakt med drikkevand – en regulering der vil påvirke hele byggebranchen fra 2027.
Den 22. maj deltager TEKNIQ Arbejdsgiverne med deres velkendte podcast HØRT! med en direkte optagelse, hvor publikum kan overvære en diskussion om medarbejderfastholdelse - en kritisk udfordring i en tid med mangel på faglærte hænder. Derudover kan du opleve indlæg om effektivisering af fjernvarmeinstallationer og få indsigt i de nye kølecertifikater, der får betydning for alle, der arbejder med varmepumper. Fagscenen tilbyder løbende indlæg gennem alle messens dage, så tjek programmet ud på vvs-messens hjemmeside.

Netværk og kompetencer der styrker din forretning
VVS’25 tilbyder mere end blot produktnyheder og teknologisk indsigt. Som besøgende træder du ind i et professionelt miljø, hvor 180 engagerede udstillere har skabt inspirerende stande med deres mest innovative løsninger. De er kommet for at møde netop dig og dine kolleger fra bygge- og anlægsbranchen, fordi de ved, at værdifulde forretningsmuligheder og samarbejder opstår, når fagfolk mødes ansigt til ansigt.
Det er et unikt mødested med mulighed for at styrke dit professionelle netværk og skabe nye kontakter. Her møder du tidligere studiekammerater, branchekolleger og potentielle samarbejdspartnere i en kontekst, hvor faglighed og innovation går hånd i hånd.
Som medarrangør af VVS'25 ser VELTEK frem til at byde dig og resten af bygge- og anlægsbranchen velkommen til tre inspirerende dage den 21.-23. maj i Odense Congress Center. Fagmessen har gratis adgang for alle – husk blot at forhåndsregistrere dig på messens hjemmeside.
Vi ses til VVS’25!