pulsen-i-roskilde

Undervisningsmiljø på Pulsen udbygges til flere lærlinge

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • Materialer og Løsninger
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Byggeprojekter
  • Træ
  • Tag og Facade
  • 2026-01-28
  • | Af Redaktionen

  • Roskilde Tekniske Skole samler håndværksuddannelser i 12.900 m² nyt undervisningsbyggeri på Musicon. Bygningerne skal samle flere håndværksuddannelser og stå færdigt i 2027.

    pulsen-i-roskilde2

    Byggeriet er i fuld gang på Pulsen i Roskilde, hvor Roskilde Tekniske Skole opfører tre nye bygninger og tilhørende udearealer på i alt 12.900 m². Projektet skal huse skolens tømrer- og snedkeruddannelser, der i dag er placeret på Søndre Mellemvej, samt give plads til elektrikeruddannelsen og grundforløb. Der er stor søgning på begge, hvilket har øget behovet for kapacitetsudvidelse.

    – Med byggeriet skabes en fleksibel og tidssvarende ramme for undervisning og ungemiljøer på skolen. Uddannelse og praksisfaglighed kommer til at hænge bedre sammen på tværs af vores uddannelser i Roskilde, når flere elever og lærlinge bliver en del af vores eksisterende studiemiljø på Pulsen, fortæller Janne Taklo Sørensen, ressourcedirektør på Roskilde Tekniske Skole, i en pressemeddelelse.

    Brugerinddragelse og funktionel indretning

    Før projekteringen afholdt man workshops med skolens brugere, hvilket har været med til at sikre, at de nye rammer understøtter både faglig fordybelse og sociale fællesskaber. Arkitekturen er tænkt som en aktiv del af undervisningen – f.eks. med forskellige slags facadebeklædninger, som tømrerlærlinge kan bruge som reference i deres opgaver.

    Beplantningen bliver ligeledes en del af det faglige miljø, med træsorter som matcher dem, der anvendes i tømrer- og snedkerfagene. Træsamlinger i bygningens konstruktioner bliver synlige og kan fungere som konkrete eksempler i den daglige undervisning.


    En del af den større campusplan

    Byggeriet udgør tredje og sidste etape i en masterplan for området udarbejdet af Christensen & Co Arkitekter. Første etape blev realiseret i 2013 og anden etape i 2020. Hovedentreprisen på det aktuelle byggeri er vundet af 5E-Byg A/S, og ifølge tidsplanen tages faciliteterne i brug i sommeren 2027.

    pulsen-i-roskilde3

    Bygningerne er forberedt til at kunne huse Erhvervs- og professionsrettet eksamen (EPX) og bidrager samtidig til udviklingen af et campusmiljø i bydelen Musicon, hvor der i forvejen findes kreative erhverv, Roskilde Festivalhøjskole, kulturinstitutioner og et kommende Håndværkskollegie.

    – Samlingen af vores uddannelser i Roskilde bliver en stor fordel for både undervisningen og skolens udvikling. Hele området kommer i højere grad til at danne en flot ramme for trivsel og ungeliv, slutter Janne Taklo Sørensen.

    Læs flere artikler om at skabe gode rammer for faguddannelserne
    Anbefalede artikler