<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
zeppelin_G1A6581 (1)

Udlejningsbranchen skal spille en rolle i den grønne omstilling

  • Byggepladsen
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • 2023-11-15
  • | Af Tim Panduro
  • Byggebranchens grønne aftryk kan forbedres ved hjælp af udlejningsbranchen – men bygherrer og myndigheder skal også ind i kampen, hvis omstillingen virkelig skal batte, mener chef i materieludlejningsvirksomhed.

    zeppelin_G1A6488


    Skal bundlinjen være i plus på klimaregnskabet eller det finansielle? Det er hårdt sagt ofte den matematiske øvelse, landets entreprenører og håndværkere skal igennem.

    Ikke mindst i urolige tider, hvor risikovilligheden ofte må vige for mere kontante overvejelser.

    Hos Zeppelin Rental, der lejer materiel ud til entreprenørbranchen, oplever man dilemmaet.

    -  Vi mærker, at boligbyggeriet er nedadgående, men til gengæld er der mange infrastrukturprojekter i gang i Danmark, så vi oplever samlet set, at branchen stadig har noget at lave. Men der er stadig usikkerhed, og renteniveauet er højt, så vi er ikke på den sikre side, siger Lasse Wittrup Ludvigsen, der er administrerende direktør og general manager hos Zeppelin Rental.


     

    Deleøkonomi hjælper

    Usikkerheden på markedet er som udgangspunkt til fordel for udlejningsbranchen. Mange vælger nemlig at leje frem for selv at købe dyre maskiner, når ordrebøgerne bliver tyndere. Et øget fokus på leje er også til fordel for klimaregnskabet, siger Lasse Wittrup Ludvigsen.

    Zeppelin Rental har ifølge Lars Wittrup Ludvigsen fokus på at have de nyeste maskiner i sortimentet og på at have opdateret teknologi, der sikrer de mest effektive forbrændingsmotorer. Men helt overordnet er klimafordelene også store ved leje.

    -  Deleøkonomi er ganske simpelt mere effektivt. Hvis vi ser på, hvor meget en gravemaskine kører på et år, er det klart, at en udlejningsmaskine bruges mere end en, der ofte står hjemme på lageret. Det betyder, at der skal produceres færre gravemaskiner, og det giver naturligt en lavere miljøbelastning, siger han.

     

    Skal op i værdikæden

    Det rækker dog ikke at økonomisere med dieselmaskinerne. Det store skridt er omstillingen fra diesel til el eller brint – og det er en mere besværlig manøvre, fortæller udlejningschefen.

    -  Det er svært at tjene penge som entreprenør i Danmark, så når alternativerne er dyrere end traditionelle maskiner, krævet det meget mod at prøve dem af. Derfor er det nødvendigt, at den grønne omstilling kommer højere oppe i værdikæden. Bygherrerne skal være parate til at betale, hvad det koster. Hvis priserne skal ned på el- eller brintmaskiner, skal der volumen ind på fabrikkerne, siger han og peger på Københavns Kommune som et eksempel på en bygherre, der aktivt gør noget.

    -  De har lavet tilskudsordninger for at få gang i omstillingen. Det er prisværdigt, og selv om vi ikke kan binde en hel branche op på statsstøtte, tror jeg, det er nødvendigt, at der bliver lavet tilskudsordninger i en periode. Her i Skandinavien er vi ret velhavende, så vi er nødt til at gå forrest for at vise eksempler for de stater, der fylder mere i det globale co2-regnskab, siger  Lasse Wittrup Ludvigsen.

    Lovgivningsmæssigt er der da også et skred i gang.

    -  Fra 1. januar 2025 bliver maskiner en del af LCR-beregningerne. Det er en start, men man skal også se på udbuddene, så prisen ikke bliver den eneste indikator. Man skal også få noget ud af, at hullerne er gravet med en el-gravemaskine. Prisen skal ikke være det eneste element.

    Lasse Wittrup Ludvigsen mener også, at udlejningsbranchen bør kigge indad og være opmærksomme på sin rolle i den grønne omstilling.

    -  Vi skal være bedre til at underbygge vores rolle i en cirkulær økonomi. Hvis vi skal være grønne, skal der produceres mindre, og de ting, der produceres, skal bruges mere. Der er leje en vigtig del af løsningen, siger han.

    -  Når vi kigger på Sverige, er udlejning en større del af branchen, men i Danmark er man mere konservative og har tradition for at eje selv. Det er ikke den grønneste løsning. Der skal en holdningsændring til, og det tror jeg vil komme, når de nye generationer kommer til. De tænker bæredygtighed som en mere naturlig del af det samlede billede.


    Anbefalede artikler