
Total Diamanten på opgave
Total Diamanten vender underskud til overskud
Et år med en strategisk fokusering har givet markant økonomisk fremgang i 2024/2025 for bore- og diamantskærer Total Diamanten Aps, på trods af et presset marked.
Der har været nok at lave hos Total Diamanten Aps, som er en del af Tscherning Gruppen, og det har skabt en markant forbedring i bore- og skærespecialistens regnskab med et resultat før skat på 2,6 mio. kr. i regnskabsåret 2024/2025. En markant forbedring fra et underskud på 1,1 mio. kr. året før.
Adm. direktør Christian Larsen fremhæver, at en målrettet indsats for at optimere virksomhedens drift har været afgørende.
- Jeg er så stolt af medarbejderne og den omstilling, vi har gennemgået sammen. Sidste år var et omstillingsår, som kostede 1 mio. kr. på bundlinjen, men vi har arbejdet intensivt med at få ryddet op. Vi har prioriteret vores ressourcer og sat en projektleder ind på de større sager, hvilket har vist sig at være en væsentlig konkurrencefordel, fortæller adm. direktør i Total Diamanten Aps, Christian Larsen, i en pressemeddelelse.
Dette har inkluderet en kritisk gennemgang af varelageret, træning af medarbejdere i effektiv sagsbehandling samt udskiftning af maskiner og køretøjer for at minimere nedbrud.
Bruttofortjenesten er steget med 15 %, hvilket vidner om en vellykket omstilling i en konkurrencepræget branche.

Fokus på komplekse projekter og kundepleje
Virksomhedens strategi har været at fokusere på større og mere komplekse opgaver, hvor pålidelighed og kvalitet er afgørende. Blandt andet har man samarbejdet med Per Aarsleff A/S om renoveringen af Nationalbankens kælder og NCC om skybrudssikring ved Kalvebod Brygge.Medarbejdertilvækst og fremtidige forventninger
Det øgede aktivitetsniveau har ført til en stigning i medarbejderantallet fra 21 til 26 ansatte i løbet af året. Tscherning Gruppen forventer, at denne positive udvikling fortsætter i det kommende regnskabsår.
Læs vores artikler om renovering af bygninger som den langsigtede løsning