Henrik Clausen, adm. direktør i Davidsen
Tømmerhandel udvider kraftigt og bliver landsdækkende
Davidsen Tømmerhandel har netop annonceret tre store opkøb, som vil mere end fordoble antallet af deres afdelinger i Danmark.
Davidsen Tømmerhandel har indgået aftale om opkøb af Roslev Trælasthandel A/S, Tømmergaarden A/S og CF Petersen & Søn A/S.
Med disse opkøb stiger Davidsens markedsandel til 20 % og bliver dermed en landsdækkende aktør inden for trælast og byggeri. Opkøbet er et vigtigt skridt i samarbejdet med det finske moderselskab handelsvirksomheden Kesko, der har en klar vækststrategi for det danske marked.
- Vi er meget tilfredse med, at vi nu har indgået en aftale med de tre parter om at blive en del af Davidsen og Kesko. Når opkøbene er gennemført, bliver Davidsen en landsdækkende trælastkæde, og vi ser det som en ideel udvidelse af vores position i Danmark. Fremadrettet kan vi servicere det danske marked og de danske kunder endnu bedre, udtaler Sami Kiiski, president for Kesko's Building and technical trade division i en pressemeddelelse.
Kan dermed servicere kunder i hele Danmark
Med de nye opkøb udvider man hos Davidsen fra de nuværende 22 afdelinger, der primært er placeret i Syddanmark, til også at dække Midtjylland, Nordjylland og Sjælland. Dette vil sikre, at håndværkere i hele landet får nem adgang til Davidsens brede sortiment og ekspertise.
- Det her er et af de største skridt, Davidsen har taget i sin mere end 75-årige historie. Vi har haft en yderst positiv dialog med de respektive parter og kan nu offentliggøre de tre udvidelser på en gang. Dermed bliver vi landsdækkende og kan servicere vores kunder i hele Danmark. Der er tale om tre særdeles veldrevne virksomheder med et godt renommé, dygtige medarbejdere og en loyal kundebase. Vi vil samtidig fortsætte vores lokale forankring og videreføre de værdier, der altid har kendetegnet Davidsen. Det er her, at kunderne for alvor oplever en forskel, fortæller Henrik Clausen, der er adm. direktør i Davidsen.
På vej mod et generationsskifte
Roslev Trælasthandel, Tømmergaarden og CF Petersen & Søn er i dag privatejede og en del af XL-Byg kæden. Alle tre virksomheder er på vej mod et generationsskifte.
- I vores branche er der en konsolideringsproces i gang. Det er ressourcekrævende at tilbyde medarbejderne de rette rammer og kunderne de bedste løsninger, og det gælder ikke mindst i relation til den hastige digitalisering og det markant øgede fokus på bæredygtighed. Den opgave kan vi som en samlet stor spiller bedre løfte samtidig med, at vi mener, at det vigtigste udgangspunkt for beslutninger er den lokale indsigt og de lokale kundebehov. Med andre ord vil vi udnytte synergierne ved at være store, men samtidig operere lokalt og møde de lokale kundebehov, forklarer Henrik Clausen.
Købene afventer nu godkendelse fra Konkurrencemyndighederne og forventes at blive gennemført i første halvår af 2025.